DU ER NATUREN, DER SER NATUREN (kort, nem øvelse) (mod (visse slags) uro og stress) :

Det ligger dybt i den nuværende vestlige kultur, at vi føler os adskilt fra naturen. Der er os - og den. Traditionelt føler vi os også hævet over den - vi har sjæl, mens mange mener, at naturen ikke har.
Og mange af os lever liv, hvor vi helt konkret er meget indendøre og måske kun ser udenaturen hastigt i forbifarten, mens vi drøner af sted i bil, eller mens vi løbetræner ikke-tilstedeværende gennem landskabet med musik i ørerne.
Men at ville se os selv som noget andet end natur gavner os ikke - helt enkelt fordi det ikke er sandt. Ofte mærker vi, at et eller andet slet ikke stemmer, når vi har for travlt med at afsondre os fra den øvrige natur. Vi kommer i ubalance, hvis vi skal være inde hele tiden - eller hvis vi har så travlt med alt vores menneskeliv, at vi ikke når at være del af resten af naturens liv. Måske bliver vi stressede, kede af det eller bare urolige.
For ikke så forfærdelig mange år siden vidste vores forfædre udmærket, at vi var del af helheden - de var slet ikke kommet på den idé, at vi skulle være andet. Så alt i os er stadig gearet til at høre med, og vi pines af den kunstige adskillelse.

Så hvad gør man, hvis man er midt i en travl periode, eller bare ikke mentalt kan rive sig løs fra menneskeboblen, selv om man forsøger?

Et trick kan være at gå udenfor, der hvor det nu kan lade sig gøre midt i travlheden eller opslugtheden. Ud i haven, ud i parken - eller måske bare ned i gadedøren. Og så se i tre afstande:
Først helt tæt på dig, nær dine fødder. Hvad ser du fra naturens verden? Måske græsstrå? En flue? Måske bare en fugleklat. Betragt det, du finder, og gør dig klart, hvad det er, så godt du kan. (Jeg prøvede tricket for lidt siden og så en bunddækkestaude med nogle fluer, der landede og lettede.)
Så kigger du ud i mellemgrunden. Hvad ser du der af planter eller dyr? Måske en gråspurv? En træstamme? En kumme med blomster? Eller en hund på luftetur? (Jeg så noget græs, der viftede i vinden.)
Dernæst retter du blikket mod baggrunden. Hvad kan du finde der? En due på et tag? En trækrone? Eller måske bare drivende skyer? (Jeg så grantræer, der bevægede sig for blæsten.)

Til sidst skal du gøre dig klart, hvem det er, der ser på græsset, duen etc. Det er jo bare mig, vil du nok sige. Og det er sandt, men hvem er du dybest set? Du er et stykke natur, der ser på naturen. Naturen betragter altså sig selv. Smag på det - og bær det med dig. Måske flytter det ikke noget for dig i første omgang, men hvis du gentager øvelsen over nogle dage eller uger, plejer der at ske et eller andet, så du begynder at mærke, at du hører så helt ind i marven med. Og at spurven og græsstrået gør. Nogle gange kommer indsigten meget brat og giver en helt umiddelbar ro.

AT SIGE TAK FOR DET, DER SKER AF SIG SELV

Næste bid i min lille serie om at finde fodfæste i en travl og krævende verden ved aktivt at huske, at vi er natur på samme vis som citronsommerfugle, ravne, fyrretræer og krondyr:

Et lille taknemmelighedsritual morgen eller aften (eller begge dele) kan åbne vores øjne beroligende og givende for alt det, der faktisk går godt i vore tilværelser, fordi naturen stræber mod liv og ligevægt. Jeg kobler ofte taknemmelighedsritualet sammen med den første slurk af min morgen- eller aftenthe. Jeg oplever som alle andre nu og da modgang, sygdom eller bare øv-dage, og det handler ikke om, at jeg jubelidiotisk fornægter det. Men kort at sige tak for det gode, der sker én helt naturligt (fx at kroppen virker; at sår heler; at gråd hører op; at sygdom som oftest går over af sig selv; at solen står op og en ny dag begynder; at solen går ned igen, og vi kan hvile), det er dybest set en anerkendelse af, at vi er del af naturen – og dermed ikke fritsvævende og alene, men samhørende med alt levende, herunder også vores slægt bagud i tiden.

Man kan gøre det ganske enkelt og kortfattet, fx: ”Tak for alt det gode, der sker helt af sig selv.” Man kan fint rette takken til sin gud eller guder, skytsengle, eller hvad man ellers måtte være knyttet til; men man kan sagtens nøjes med bare at takke uden at adressere takken et bestemt sted hen. Det essentielle er at standse op et øjeblik og erkende, at naturen fungerer i os og omkring os – og at vi dermed er uløseligt del af den store sammenhæng. Det giver os fodfæste og rodfæste – og i øvrigt også grund til at behandle os selv med respekt.

Det glemte fodfæste

 

Min elskede vestudsigt

Min ferie blev tilbragt i høj grad i familie-modus og lidt i indsamle-ny-inspiration-modus (vi tilbragte to uger plus lidt mere med besøg af/samvær med børn og børnebørn & fem dage med at opleve ny kultur mv.). Altså en meget aktiv, dejlig ferie. Jeg tror, rigtig mange i dagens Danmark tilbringer lignende ferier – især hvis man først har sat børn i verden.

Selve dagliglivet er vel ofte sådan. Travlt. Selv for gamle bedsteforældre (som for nogles vedkommende endnu ikke er pensionerede).

 

Og selv om ferien var dejlig, og hverdagen med, så kan der være følelsen af noget, der kalder. Noget, der ikke er tid til, noget, der må vente til der er mere plads i kalenderen. Noget, der er så uhåndgribeligt for en nutidsdansker, at man ikke engang kan skrive det i kalenderen. For man har ikke ord. Kun en følelse – af et eller andet. Noget, som man måske føler fjollet at dykke ned i. Eller selvisk (mange, mange af os (både kvinder og mænd) har kodet dybt ind i os, at vi skal yde til det yderste først, helst til vi næsten segner – vi skal passe job, familie, hus, have, motion, og først når alt det er på plads, kan vi se på, om der skulle være ti minutter til noget andet).

 

Og hvad er det, der kalder – og som næsten aldrig får tid i mange nutidsliv? 
Det er noget sammenhængsmæssigt. Mentalt? Eller helt konkret? Så konkret, at vi er fuldstændig blinde for det? For mig at se handler det om naturen og vores forankring i den. Dette, at vi er natur. Vi mennesker fylder voldsomt meget i verden, men vi er stadig natur, væsner blandt andre væsner. Nogle vil måske kalde det, der trækker i os, så vi bliver urolige og føler os nedbrydende fortravlede, for noget åndeligt. Jeg ved ikke, om det er den rette betegnelse. Vi ER jo ganske enkelt del af den store helhed, vore præmisser er grundlæggende de samme som bøgetræernes, rævenes og bregnernes. Og i bund og grund som stenenes og stjernernes.
Vi glemmer blot som oftest i løbet af en travl ferie eller et travlt liv at anerkende og respektere det. Vi har travlt med at have travlt, at være pligtopfyldende, at se alt i menneskeperspektiv – grave i egne problemer, opfylde forskellige standarder, og når vi endelig ser på naturen, så betragter vi den ofte hastigt og som et postkort eller et legeland i menneskets tjeneste.
Og når vi glemmer naturen og vores egen væren natur og del af det store hele, glemmer vi også os selv. Vi glemmer at lytte til os selv, vi presser os selv, selv om naturen i os forsøger at sige ’stop, gå en anden vej’ eller ’sid stille nu’.

 

Hvordan får vi benene plantet i skovbunden igen, finder vores plads i den store sammenhæng blandt harer, birketræer, høstborst og høgeurt? Blandt sten, søer, himmel, stjerner, planeter og humlebier?
For mig er en god start altid at finde verdenshjørnerne (også der, hvor jeg udmærket ved, hvor de er) : Gå ud i det fri og se mod øst, så mod syd og mod nord og til sidst mod vest. Mod vest mente vores førkristne forgængere, at vi sejlede, når vi døde, således at vi i hele vores liv er på en rejse mod vest og solnedgangen. Det finder jeg meget smukt, og den tanke giver mit liv som del af den store verden og den store livskæde sammenhængskraft og ro.
At finde verdenshjørnerne giver fodfæste og samtidig helt umiddelbart følelsen af, at verden er stor – langt større end menneskenes boble.

I den kommende tid vil jeg skrive lidt mere om at finde fodfæste i naturen. Det fodfæste er vigtigt for os som mennesker i en travl og presset tid som vores. Men det er også vigtigt for naturen som sådan, og dermed for naturens (og herunder vores) overlevelse.

Hvem læner vi os til i slægten?

At gå ind i at se nærmere på, hvilke personer tilbage i slægten forskellige individer identificerer sig med, læner sig til og føler sig virkelig i slægt med – og hvilke absolut ikke – er noget, man kunne skrive romaner ud fra. (Måske bliver det endda engang til noget konkret for denne forfatters vedkommende.)

Min kære gemal havde et sted, han følte sig meget tryg som barn: Hos farforældrene. De var beskedne, rolige, venlige og uprætentiøse folk, der holdt af at vandre. De levede enkelt og sparsommeligt med kakkelovn og tørrede æblestykker som slik. Farfaderen var kunstsmed, og det gjorde ham aldrig rig, men han lavede smukke ting (bl.a. husker jeg nogle lækre, rundede sølv-theskeer). Farfaderen lagde vægt på at formidle naturens skønhed og evighed til sine børnebørn.

Både farfaderen og farmoderen havde det moralske kompas i orden og var Hitlermodstandere (de var tyskere midt i nazitidens Tyskland): Farfaderen stemte ikke for Hitler ved pseudovalget sidst i 30’erne (og blev advaret om, at det var noteret, og at han burde holde lav profil fremover). Siden gemte farfaderen og farmoderen ikke desto mindre en forfulgt socialdemokrat på loftet (hvilket var særdeles risikabelt).
Farmoderen nægtede, da hun havde født sit fjerde barn, at modtage det Mutterkreuz, som firebarnsmødre ellers blev påduttet af Føreren (hun sagde: ”Jeg får ikke mine børn for Hitler, men for mig selv”).
Og farfaderen lavede sammen med familiens læge en finte med en passende lægeattest, så min svigerfar ikke kom på den Hitlerjugend-leder-skole, som han ellers var udset til pga sin gode intelligens.

Farfaderen var kendt for på plattysk at sige: ”Do wat du wullt, de Lüüd snackt doch.” (Gør hvad du vil, folk snakker uanset.)

Gemalen taler stadig om sin farfar og farmor med stor varme og fortæller, at farfaderen er den af slægten før ham selv, han føler sig mest i familie med. (Og graden af (mangel på) forfængelighed hos gemalen og hans farfar er nok temmelig præcist den samme :-) .) (Jeg holder meget af dem begge for dét – og for mange andre fine værdier og træk.)

Nye skrivegrupper mod relationsvold - Østjylland og København

Forfatteren Anna Klahn (som i øvrigt er min datter ) opretter to nye skrivegrupper mod vold (en i det østjyske, en i København). De er henvendt til mennesker, der har været i en voldelig relation (psykisk eller fysisk vold) - og som har tiet om overgrebene af skam eller frygt.

Det er mit store håb, at mange ved Annas skrivegruppers hjælp vil komme ud af voldens skygger og sætte ord på det, voldsmændene og -kvinderne gjorde dem - droppe den forkrøblende loyalitet og ryste frygten og skammen nok af sig til at sige: Dét gjorde han (eller hun) mod mig - og det var forkert! 

Og husk, at nedbrydende og alvorlig relationsvold ikke kun forekommer i parforhold - men også i familier i øvrigt (blandt fx. søskende, fra svigerfar til svigersøn etc.). 

Læs mere om Annas fine nye grupper her:

“TAG STEMMEN TILBAGE

Jeg taler til dig, der har været i en voldelig relation - psykisk eller fysisk.

Til dig, som har holdt dig tavs af frygt og skam.

Til dig, der har levet i en relation, hvor uenigheder endte som uendelige sorte labyrinter - hvor du altid endte med at tage skylden.

Til dig, der har levet i en relation, hvor du blev udsat for noget , som hele din krop vidste var forkert, men som du holdt for dig selv. Af frygt og af skam.

Til dig der tit har løjet for andre for at de ikke skulle opdage, det, der skete med dig.

Til dig, der har brugt time efter time efter time på at overbevise dig selv om, at det ikke virkelig er vold , hvis ikke andre ser det, hvis ikke du har blå mærker etc. Eller at det så i hvert fald var din egen skyld, at du kunne have gjort det hele “rigtigt” og så var det ikke sket.

Dig som kan mærke, at du er nødt til at tage din fortælling og din stemme tilbage! For at generobre ejerskabet over alle de dage, der kommer!

Det er dig jeg gerne vil have med i min skrivegruppe mod vold

Her vil vi mødes fem til otte gange og gennem en masse skriveøvelser bearbejde og dele vores fortællinger med hinanden.

Jeg starter en gruppe her i Gl. Rye, hvor jeg bor -og en i København .

Hvis du kan mærke, at sådan en gruppe kalder på noget i dig og du gerne vil være med , så send mig en mail på Anna@skrivskrivskriv.dk

Du behøver ikke at skrive andet end “Tag stemmen tilbage - København” (eller Gl.Rye alt efter, hvad du foretrækker)
- så skriver jeg dig op og sender dig mere info om tid/sted/betaling etc. når det er fastlagt.

Det er ikke bindende på nogen måde -og dine spørgsmål er velkomne!

Du kan læse mere om min nuværende gruppe her:

https://www.skrivskrivskriv.dk/tidligere-voldsramte-tager-stemmen-tilbage

Kærlig hilsen Anna”

Tavsheden taler

Der jubles og likes og deles og klappes på skulderen. Men midt i vrimlen er der to, eller er det tre?, der tier.

Hende dér har så let til hjerteemojis som en nybagt mor til tårer. Nu er hun helt tavs. Ham dér deler altid – men ikke nu. 

Har du tænkt over det? Ja, det er dig, jeg mener. Har du lagt mærke til det? Det har du nok, du er god til at lægge to og to sammen. Ja, dig! Jeg tror, du har bemærket mønstret. Måske har du skubbet det fra dig, fordi det ikke kan passe. 

Noget stemmer ikke. 

 

Stop. 

Det stemmer.

 

Hvad tror du, tavsheden siger? Ja, dig der. 

Smålighed? Kan du få dét til at gå op?

 

Læg to og to sammen og fire med.

Tavsheden taler. Lyt.

ⓒ Ane-Marie Kjeldberg

Foto: Stockunlimited

Vold - og hykleriske klakører

En figur i min kommende roman har skrevet en tekst:

”En særlig art hykleri ses i aktion i disse år. Jeg ville gerne have skrevet en fin litterær tekst om det, men jeg kan ikke. Min vrede var for stor. Her kommer bare ord skrevet med venstre hjernehalvdel, og undervejs kom noget andet end vrede ind som et lag oveni:

Så kommer du møvlende og vil være med, gøre som alle de andre, applaudere tiltag mod den fulde skala af mobning, psykisk og fysisk vold og voldtægt - og for voldsofres ret til at tale. 

Så du har glemt, hvad du selv har gjort på hele den skala uden nogensinde at indrømme, endsige gøre den mindste gnalling bod? Du har nægtet, du har beskyldt ofrene for løgn. 
Tror du, at ofrene har glemt? Er det sådan, det hænger sammen? Tror du, deres betroede har? Tror du, du har haft held med at overbevise de betroede med de løgne, du har spredt? Tror du i de inderste kroge af det sted, hvor sjælen normalt sidder, at du har ret – eller at du har vundet?

Du vil være med, vil sammen med os andre udtrykke, at vold er forkert. Igen. Igen.

 

Til sidst får jeg næsten medlidenhed. Denne ihærdighed. For du ved jo, at mindst ti mennesker – formentlig flere - kigger på dine gebærder, folk, som ved, hvad du har gjort. 

Den må være tung at bære med sig – hvis man har den mindste normalitet i sig - den viden, at man har smadret et par mennesker, og som ringe på en ellers fredelig sø udbredt skade på mange flere. Eller er det ikke tungt for en som dig? Er folk stadig underordnet dine lyster? Visse folk?

Det må i det mindste være en byrde at holde det skjult, det, du har bedrevet. Formentlig ved dine børn og din kone det ikke? Og naboerne? Dine venner? Dine gamle forældre, har du tilstået for dem? 
Tænk, hvis nogen en dag vælger at benytte den ret til at tale, som du så ivrigt applauderer.

Og selv hvis det ikke sker, netop hvis det ikke sker, så må du spille med, så konen ikke skal undre sig over, at du lige præcis ikke applauderer. Og børnene. Og din gamle mor. Du skamrider gode folks hjertebørn ved at klappe og like, måske ved du det godt, ligesom en hel kreds af mennesker gør, men hvad sker der, hvis du dukker dig og lader være at voldride? Hvilke spørgsmål vil komme? Ja, hvilke spørgsmål, du derude?

Du ser gammel og slidt ud. Er dit liv pinefuldt?

 

Og du liker nok engang. 

Mens vi kigger og ved.”

 

Vi må stoppe med det reflektoriske 'to til tango'

Der er et udtryk, som jeg i stigende grad gennem livet er kommet til at afsky: Det affærdigende 'der skal to til tango'. For det er ikke bare en sårende afvisning af forsøg på dialog, af legitime klager eller behov for moralsk opbakning - nej, det er efter min overbevisning et direkte farligt udtryk.

Det er bestemt ikke alle, der bruger udtrykket - men det er udbredt nok, og holdningerne bag er endnu mere vidt udbredte.

Jeg har hørt medmennesker sige et trevent 'jaja, der skal to til tango' som reaktion på andres sorg, skræk og vantro over i længere tid at være blevet overfuset igen og igen af en alkoholiseret kollega. Jeg har hørt tango-reaktionen, når nogen forsøgte at tale om, at de var udsat for mobning, chikane og trusler i familielivet. Grænseoverskridelser og decideret psykisk vold blev omfortolket som gensidigt skænderi og konflikt.

Kvinder og mænd, der forsøger at tage reelle problemer i partnerens adfærd op, mødes ikke helt sjældent med tango-svaret fra partnerens side.

Endog omkring mobbede skolebørn kan voksne gribe til at tale om, at den mobbede vist også selv er ude om det (har 'underlige interesser', opfører sig 'mærkeligt', 'ikke er modig nok', 'læser for meget' etc. etc.).

Mobning på arbejdspladsen bortforklares også ganske ofte som noget, den mobbede selv er ude om.

Sågar vold i parforholdet - psykisk og fysisk - kan af omgivelserne mødes med tango-kommentarer: 'Hun er da vist også ret umulig/alt for krævende/lidt til en side.'

Og hvor ofte har vi ikke hørt en tango-reaktion, når en kvinde var blevet voldtaget? 'Hun var vist selv ude om det, sådan som hun gik klædt/når hun gik alene der/når hun gik med ham/når hun talte med ham/når hun smilede sådan/når hun var beruset.'

Og selv når det kommer til det yderste, hvor mennesker bortføres og myrdes, som i den forfærdelige sag fra Ålborg for nylig, lyder der visse stemmer, der vil give offeret (dele af) skylden.

VI LEGITIMERER DEN FORTSATTE VOLD

Vi må holde op med det her. For når to til tango-reaktionen så nemt og ofte popper op, så gør vi det svært for hinanden (herunder for børn) at søge hjælp og støtte hos andre. Vi kommer til at føle, at vi nok bare er pivede og sarte, at vi burde være mere hårdhudede - eller alternativt, at overgreb og trusler nok er vores egen skyld. Ofrene ender alene - og ensomhed med overgreb og grænseoverskridelser er alvorlig og ofte livsvarigt nedbrydende og kan i sidste ende blive livsfarlig (fx hvis overgrebspersonens handlinger eskalerer).

Ydermere er vi med tango-reaktionen med til at legitimere, at overgrebspersoner i hjem, familie, skole, på arbejdspladser, i gadelivet etc. bare kan køre på. De får jo at høre, at piger og kvinder, drenge og mænd, kolleger, ægtefæller, svigerdøtre, skolekammerater, gamle koner, gamle mænd, boomere, ekspedienter, togkontrollører, svigersønner etc. etc. ofte har fortjent det/selv har opfordret til det - psykisk vold, fysisk vold, foragt, negligering, latterliggørelse, udfrysning, nedgørelse, mobning, kold skulder, begramsning, skræmmende kommentarer, sjofle kommentarer, trusler, selvmordsopfordringer, voldtægt, mord.

Har jeg selv erfaringer med det? Ja. Jeg skriver ikke fra hattedame-perspektivet. Jeg har haft psykisk vold (i forskellige gradueringer - op til det meget grove og konstante) og fysisk vold (inklusive voldtægt) meget tæt på. Og jeg har oplevet to til tango-reaktionen udfoldet diverse gange - og oplevet reaktionens dybt ødelæggende virkninger. Overgreb - og tango-reaktion - kan slå ned overalt.

Derudfra beder jeg indstændigt om, at vi ophører med den reflektoriske og trevne (eller fordømmende) tangoreaktion - udtalt med tango-ordene såvel som udtrykt i andre ord, men i en ikke desto mindre pr. definition afvisende og victim-blamende attitude.

---

(Og ja, der findes naturligvis situationer, hvor der er to til tango - hvor to brushaner eller -høner bare er oppe at toppes; men lad os lige se empatisk, nøje og seriøst på situationen, inden vi (dovent/foragteligt) henfører alt mellem himmel og jord til den kategori.)

---

Foto: Stockunlimited

---

Trangen til voldeligt at tage for sig af andres liv

Jeg er søvnløs i nat ved tanken om den unge kvinde, som er blevet brutalt dræbt i Ålborg forleden. Det er forfærdeligt - og det er så nemt at gøre det til en afgrænset fortælling om, at gå-i-byen-livet er farligt for kvinder - eller om at (nogle) mænd er voldelige. Og dermed kan det blive noget, der handler om meget afgrænsede former for skyld. Nogle fremfører, at kvinder da heller ikke skal gå rundt alene i byen ved nattetide/om morgenen, eller at de ikke skal gå let påklædte eller drikke sig berusede. Andre taler for, at der skal ske en markant opdragelse af mænd over en bred kam, så de kan lære at styre deres (over en bred kam) voldelige tendenser i retning af kvindekønnet.

Men trangen (hos nogle) til at tage for sig af andres liv er ikke bare der - i gå-i-byen-livet eller i relation til kvinder. Volden findes alle mulige steder: Som fysisk vold og drab også mod mænd ude i bylivet. Som voldtægt bag familiens fire vægge. Som psykisk vold i familien. Som mobning i skolen og på arbejdspladsen. Som forsøg på at bringe en besværlig søn til tavshed ved at udskamme eller tæve ham - eller gøre hans andragender noget at smile ad. Som undergraven af en datter eller mor eller søster, bror, søn eller far, kone eller mand, svigerdatter eller svigersøn ved at ignorere, underkende, mistænkeliggøre, hakke på eller latterliggøre. Mænd gør det, kvinder gør det. Ikke alle mænd, ikke nær. Ikke alle kvinder, ikke nær.

En sag som den i Ålborg er helt forfærdelig. Den er brat og irreversibel. Men trangen til voldeligt at tage for sig af andres liv er bredere. Liv ødelægges af den grund mange steder - måske langsomt og måske ikke med døden til følge. Eller måske først med døden til følge efter en langsom eskalering over mange år.

Det skræmmer mig. Og det skræmmer mig, at vi bliver ved at bøje os, lade som ingenting, dække over, gå til side, bide i os, kun tage begrænset til genmæle, lade os tvinge til tavshed, lade os udnævne til vanskelige, selvmedlidende, hysteriske, tåbelige, komiske. Eller at vi taler og taler om tunnelsynsprægede 'løsninger'.

Jeg tror ikke, det egentlig handler om mænd og kvinder - jeg tror, det handler om magt generelt. I alle mulige relationer har nogle (ofte af meget komplekse årsager) større magt end andre. Mange kan forvalte den overmagt med følsomhed, solidaritet og respekt - men nogle (få?) kan ikke.

Jeg ved ikke, hvad vi egentlig kan gøre ved det. Men måske kan vi begynde med hver især at se på os selv og situationer i vores eget liv, hvor vi har overmagten. Forvalter vi det med følsomhed, solidaritet og respekt? Og hvis vi ikke gør, hvorfor er det så?

Og vi kan måske se med åbne øjne på vores omverden: Er der gradueringer af (psykisk eller fysisk) vold i det pæne, perfekte og velpudsede hjem? Eller på den nydelige arbejdsplads? I den søde skoleklasse?

Lytter og ser vi, når andre beretter om oplevelser af magtmisbrug eller mobning - eller har vi blinde og døve punkter? Siger vi, at det, vi hører, er løgn? Siger vi, det er ubetydeligheder? Og i givet fald hvorfor?

Og tør vi se, at vi i nogle situationer er den, der står svagest (måske fordi vi helt enkelt er fysisk svagest)? Tør vi se på, om andre udnytter deres styrkefordel?

Magten er der. Magtmisbrugerne er der. De er af begge køn. De er alle mulige steder - også de tilsyneladende allerpæneste. Måske kan vi begynde der, hvor vi lader os selv og hinanden se det og tale om det.

Dette stormløse

Dette stormløse, der rejser sig indeni,

når skrigene udenom bliver til brøl

og lågerne hamres åbne,

mens hegnene vælter til alle sider

og bilerne er så tæt på

De andre ord, der kommer ud af det stormløse

de andre handlinger

Og evnen til ikke at sove

© Ane-Marie Kjeldberg