torsdag den 26. februar 2015

”Skriver du erotik!? Du virker da ellers som sådan en sød og normal dame!”

Skal en erotisk forfatter være liftet, fedtsuget og med brystimplantater i den nedringede sorte latexkjole?  Forventes hun konstant at forsøge at trække forbipasserende ind i sovekammeret? Menes hun drevet af utøjlede instinkter og lave lyster?
Og forventes krimiforfatteren tilsvarende at gå med knive i ærmet og pusle med planer om at myrde naboen og svigermor? Og tilskrives horrorforfatteren at planlægge at hakke sine børn til fars, at have ædt katten samt konsekvent at gå rundt med blod ud ad mundvigen?


Det ligger nogle måneder tilbage, at jeg blev mødt med bemærkningen i overskriften. Den kom fra en fjern bekendt, og jeg fik ikke svaret særlig genialt. Faktisk fik jeg vist kun sagt noget så malplaceret som: ”Øh? Okay. Tak.”

Jeg var ganske paf over ytringen. For hvad lå der egentlig bag den? En forventning om, at man skal fremstå på en særlig – usød og unormal? – måde for at skrive erotiske tekster. Ser jeg ikke ud til rollen? Skal sådan én være ung, struttende og vildt udfordrende? Eller hvis halvgammel, så i det mindste liftet, fedtsuget og med brystimplantater i den udringede sorte latexkjole? Eller skal en erotisk forfatter hele tiden gå rundt og sige sjofle bemærkninger, flirte grænseoverskridende og forsøge at trække forbipasserende ind i sovekammeret?
Hvorfor egentlig?

Forventes krimiforfatteren at gå med knive i ærmet, pusle med planer om at myrde naboen og svigermor samt se olm og dyster ud og have siddet i fængsel?
Og forventes horrorforfatteren at planlægge at hakke sine børn til fars, at have ædt katten samt konsekvent at gå rundt med blod ud ad mundvigen?
Horrorforfatteren med cykelanhænger og cykelhjelm
Hvorfor er det tilsyneladende svært at forstå og forlige sig med, at erotisk fiktion er lige præcis fiktion på linje med krimi- eller horror-genren?
Lige som krimiforfatteren kan være en rar og fredelig oldemor med gråt hår og migræne, og horrorforfatteren en sød og kærlig far med cykelanhænger og cykelhjelm, så kan erotikforfatteren være en fredsommelig kone med have, hund og familie. En som mig, der mest går i uldne sokker og strikket trøje og ser til mine roser og lytter til solsorten.

Hvorfor forventes jeg at VÆRE (fordommen om) mine bøger, når Jussi eller Blædel ikke gør?
Hvorfor oplever jeg – og andre erotikforfattere – nu og da (halvdulgt fnisende og senstationsboblende) spørgsmål, om mine historier er selvoplevede? Jeg tror ikke, krimiforfatterne og horrorforfatterne nogensinde spørges om det samme.

Jeg har ikke svarene på alle mine egne undrende spørgsmål.

Jeg kan kun gentage: Nej, jeg er ikke mine bøger, og mine bøger er ikke mig. Ingen af mine erotiske fortællinger er autentiske beretninger fra mit liv. Som i al fiktion er der naturligvis stumper af oplevet stof – men jeg bruger min fantasi og fortælleevne præcis som krimiforfatteren.
Så derfor er det faktisk ikke spor gådefuldt, at jeg kan fremstå fredelig og almindelig – og ”sød” - i min Gudrun Sjödén-trøje, mine flade sko og hundekiks i frakkelommen.
Utøjlede instinkter og lave lyster
Det at skrive erotiske tekster, som jeg blandt andet gør (jeg skriver også helt andre ting), opfattes vistnok af nogle som en helt anden proces end anden fiktionsskrivning. Noget som pr. definition er lidt mere primitivt, uslebet og uovervejet end andre former for fiktion. Noget, der udspringer af utøjlede instinkter og lave lyster og giver et groft og primitivt resultat. Måske lå det også i kommentaren om, at jeg da ellers lignede en sød dame.
Og naturligvis findes der uovervejede, grove og primitive erotiske tekster. Ligesom der findes uovervejede, grove og primitive krimier og andre romaner.

Personligt lægger jeg som erotisk forfatter (og i øvrigt i min forfattergerning) vægt på at bruge sproget og det litterære udtryk godt og gennemarbejde mine tekster med omhu. På indholdsfeltet vægter jeg det genkendelige, det sansenære – og frem for alt oplevelsen af hengivelsen og overgivelsen til erotikkens kraft og ordløshed. (Sansning, hengivelse, overgivelse og ordløshed er i det hele taget emner, som optager mig.)
Og at prioritere sådan forudsætter ikke, at jeg som forfatter har siliconebryster, botoxlæber, femme fatale’de manerer og sort corsage.
Særligt udseende, specielle manerer og personligt udstyr kræves faktisk slet ikke af nogen art forfattere.
---
Hvis du vil have et indblik i, hvad denne ”ellers søde dame” skriver, når hun skriver erotik, har jeg i tilknytning til offentliggørelsen af denne artikel fået arrangeret, at prisen på min erotiske novelle Nat er nedsat til kr. 15, hvis du vel at mærke køber den hos Gopubli.sh – her.
(Og ja, novellen indeholder både kønsorganer samt flere personer, der har sex sammen på én gang (eller hvordan er det nu lige …?).)
I novellesamlingen Aktstykker vil du opleve mig fortælle mange gradueringer af erotik – fra det næsten umærkelige til det helt kontante, men alligevel nuancerede.
Min erotiske novelle Dén jul i Berlin, foregår i 60’ernes Berlin – og favner både ensomhed og brat overgivelse.

 

fredag den 20. februar 2015

Om at lyve på Facebook - og om at have et distanceforhold

For nylig sagde en veninde til mig, at hun syntes, jeg løj på Facebook.
"Hvordan det?" spurgte jeg.
"Jo, jeg har oplevet situationer, hvor jeg vidste, at du var bekymret eller havde modgang, men alligevel bare skrev et eller andet glad på Facebook. Eller fortalte om dine bøger."

Ret har hun. Men jeg ville nu ikke kalde det at lyve. Jeg ville kalde det at vælge, hvad jeg har lyst at dele med hele verden.
Og jeg har det sådan, at jeg gerne vil holde visse ting for mig selv eller inden for den mere snævre kreds af nære venner og familie. Det kan også have at gøre med loyalitet over for andre mennesker.
Så nej, jeg fortæller ikke på FB om alle hurdler, sorger eller bekymringer i mit liv. Eller om alle glæder for den sags skyld.
Jeg ved, at nogle af mine FB-venner bruger mediet helt anderledes og fortæller mange detailler på alle fronter. Det må de også virkelig gerne - og jeg beundrer faktisk mange af dem for deres åbenhed og evne til at holde balancen i den åbne tilstand.
Men sådan fungerer jeg ikke.

Desuden er jeg mest af alt på Facebook for mine bøgers skyld. Jeg taler ikke kun om mine bøger (men jeg taler uden tvivl i visses øjne alt for meget om dem!), der falder også bemærkninger om mit forfatterliv og min øvrige tilværelse - for som Mary Poppins synger, a spoonful of sugar helps the medicine go down.

En anden ven bemærkede, at hun ikke fandt, at jeg reagerede ret meget på fælles bekendtes FB-opslag.
Det er sikkert rigtigt. Jeg liker og kommenterer lidt her og der - hvor jeg finder noget interessant eller tiltalende, eller hos folk, der synes at kunne bruge et skulderklap eller en hjælpende hånd med eksponering (af deres bøger fx). Jeg forsøger også i et eller andet mål at kvittere hos FB-venner, som liker og kommenterer hos mig. Men sagen er simpelthen, at jeg ikke er ret meget på Facebook. Der er så meget andet, jeg gerne vil bruge tid på: Fx mit arbejde, at læse, at være sammen med mine dyr og mine mennesker og ikke mindst at være udendørs.
Så min liken og kommenteren bliver mere punktnedslag end en hengiven kontinuerlig tilstedeværelse på venners vægge og på nyhedsfeedet.

Jeg er helt sikkert ingen ideel Facebooker. Jeg er alt for privat og alt for lidt til stede til den betegnelse.
Er jeg så en modvillig Facebooker? Nej, faktisk slet ikke. Jeg synes, det er et fedt medie, når man som jeg gerne vil sælge bøger. Facebook og jeg har bare ikke et nært samliv - vi har mere af et distanceforhold.
Men distanceforhold kan jo også være dybt tilfredsstillende, så jeg har tænkt mig at keep calm and carry on :-).