Jeg er - selv om jeg egentlig holder pause fra sociale medier - nødt til at sige følgende:
Skrivestueliv
lørdag den 1. marts 2025
Psykopaters, narcissisters og andre magtmenneskers dans over kloden
lørdag den 15. februar 2025
Se noget beroligende på DR - Bertelsen på Shikoku 88
I denne vanvittige verdenstilstand lige et link til en beroligende udsendelsesrække: "Bertelsen på Shikoku 88" - hvor danske Mikael Berthelsen vandrer på den gamle japanske pilgrimsrute Shikoku 88. Masser af natur, masser af langsomhed og eftertænksomhed og masser af Japan. Og nysgerrighed - og små glimt af humor.
En venlig programserie - som man sagtens kan se flere gange.
On demand på DR TV.
mandag den 6. januar 2025
Når ofre finder sammen
Og så skal vi følge de to ofres overvejelser, handlinger og følelser derfra. Skal de sammen konfrontere forbryderen/overgrebsmanden? Vil han ikke blot som altid sige, at de lyver? Skal de udbrede beretningen om dét, der hændte dem? De har fortalt til deres nærmeste, men skal beretningen længere ud i lyset? Eller skal de i stedet tie, men blot lade forbryderen forstå, at de har fundet hinanden?
Tilbagetager vi magten, når vi konfronterer? Når vi fortæller? Er fortælling hævn – eller retfærdig forløsning?
Eller er langstrakt tavshed om det, vi ved, den mest raffinerede sejr?
#ptsd #romanidé #nårofrefindersammen #tyveårsenere #fiktion #tavshed
søndag den 6. oktober 2024
I EGEN BARM - en ufærdig bog om kun lige at hænge i ved neglene
mandag den 16. september 2024
Haralds Mor - roman af Johanna Frid
Haralds Mor er en feberdrømsagtig roman om at have en svigermor, der synes, at hendes søn har fundet sammen med den helt forkerte. Hovedhandlingen foregår i en udkants-lufthavn, hvor Claudia venter på, at hendes kæreste, advokaten Harald skal vende tilbage fra et afvænningsophold i det norske højfjeld. Men uventet dukker svigermor op – og har sat sig for, at sønnike skal med hende hjem, ikke med kæresten. Og så bliver Haralds fly forsinket af vintervejr – igen og igen.
Og der sidder de to kvinder strandet i hinandens uønskede selskab. Deres fortid med Harald og hinanden rulles glimtvis op – i både væmmelige og grotesk komiske detaljer.
Haralds mor synes, at hun selv er perfekt – magtfuld, ordentlig (på jeg-stryger-viskestykkerne-måden) og også ret progressiv, hvis hun selv skal sige det. Og det synes hun, hun skal, og fortæller op og ned ad stolper om, at hun engang boede i kollektiv, gik i demonstration og vistnok kendte nogen, der var bøsser. Desuden bryster hun sig af at være empatisk, kærlig og altid kæmpende på de svages side.
Claudia er blevet usikker i hendes selskab – og efterhånden irriteret. Og udmattet.
Og må man nu det, blive irriteret over konstant at blive stukket til, kritiseret i ord og gerning? Blive udmattet af det?
Må man det, når man ikke er sådan en perfekt én som Haralds mor? Når man har noget angst, ikke kan blive færdig med sin afhandling og desuden har fået en art stressfremkaldt epilepsi? Og er hjemmemenneske og enegænger og har behov for at kunne være tryg i sit liv og sit hjem? Og desuden er ironisk? (Må man overhovedet være ironisk, når man har angst?)
Og på den anden side: Må man som svigermor eller anden svigerperson føle og vise, at man er vigtigere i sin søns (brors etc.) liv end sin søns (eller brors eller hvad det nu er) kæreste?
Harald, der har ADHD og er bipolar og er endt i et solidt pille- og sprutmisbrug, er tydeligvis vældig glad for Claudia, og Claudia er vældig glad for ham. De er begge sårbare, særprægede mennesker, men de gør hinanden godt.
Den fremstormende svigermor er klart helt kold i bagdelen over at gøre, hvad hun kan for at fordrive sin svigerdatter. Det er bedst for sønnike, mener hun. Nej, VED hun! For det er jo svigerdatterens skyld, at han er endt der, hvor han er. At hans ADHD- og bipolar-diagnose viste sig mange år før Claudia dukkede op, overser svigermor behændigt.
Alt er Claudias skyld – også detaljer som at Harald roder og sviner hjemmet til i sine anfald af mani.
Tænker svigermor over, at Harald har valgt Claudia? At han er en voksen mand, der har valgt? At han måske – det gud forbyde! – havde behov for en kvinde, der IKKE var som hans mor?
Tænker hun over, at hun ikke kun smadrer Claudia, men også ødelægger Haralds liv ved sin adfærd? Tænker hun over, at Harald en dag ikke vil orke sin mor mere, fordi hun smadrer?
Svigermoren gentager og gentager, at hun jo vil hjælpe Harald – og at hun er den, der kan det bedst, for hun KENDER jo Harald, og Claudia er uduelig og vanskelig.
Hvad er hendes egentlige ærinde? Vil en eller anden anden kvinde være god nok til positionen som svigerdatter? Eller vil Haralds mor bare have Harald som sin egen lille helt private guldklump? Bogen giver ikke svar, mareridtet kører blot, mere og mere vanvittigt.
Og slutningen er muligvis åben – men jeg ser dog (på udmattede og dog kæmpende Claudias side, som jeg er) et håb blafre i den nordsvenske vinternat.
En katarsisk roman. Og bizart morsom i al sin sindssyge.
Den anbefales alle, der har haft (eller har – modtag mine kondolencer) en nedbrydende svigermor eller anden svigerperson på halsen. Og alle, der mener, at svigermødre og deslige vist ikke kan være så slemme, og at nedbrudte svigerdøtre overdriver og er sarte og pylrede.
Og desuden anbefaler jeg den til alle perfekte svigermødre med umulige, uduelige og vanskelige svigerdøtre – og prægtige sønner, der havde fortjent SÅ meget bedre. Jeg ved, at lige I vil hade Claudia og elske Haralds mor – og sådan fortsætter historien formentlig for evigt.
Haralds Mor er skrevet af den prisbelønnede svenske forfatter Johanna Frid.
søndag den 23. juli 2023
Samtale med det muntre barn
Et 11-årigt, konstant muntert pigebarn, aldrig vred, aldrig ked af det, antiseptisk fjollende, ren og pæn og dygtig i skolen
Voksen kvinde med job og børn og en relation til en livspartner
Den gamle bebrejder livspartneren, at pigen forandrede sig
og at hun så sjældent kommer på besøg
Da den voksne kvinde en dag fortalte den gamle dame, at hun på intet tidspunkt var en konstant munter glut, der aldrig var vred, aldrig ked af det, at hun ikke var gjort af antiseptisk fjollende stof, ren og pæn, sagde den gamle dame
at det var løgn
(Foto: Stockunlimited.)
©Ane-Marie Kjeldberg
mandag den 3. juli 2023
Alle tyske historier er betændte på en eller anden måde
Schramm er så heldig, at hans forældre tog et tydeligt, bevidst og artikuleret opgør med Hitlertidens ideologier og livsformer. Det gjorde de såvel for deres egen, deres børns og verdens skyld.
Ikke alle tyskere efter krigen tog dette klare opgør. Ikke alle var børn af Speer, men de var børn af den tid og det samfund, de ideologier og måder at tilgå andre mennesker. Men ikke alle formåede eller ville.
Og betændelsen ER der, uanset. Fortiden findes i alle tyske liv og har præget dem.
Og der er en indbygget konflikt i Schramms liv og bevidsthed - for hvordan kunne den mand, Schramm kendte som en rar morfar, være denne kolde massemorder (som Schramm betegner ham)?
For Schramm er Speer et pejlemærke - for hvad man IKKE skal være og gøre. En stadig inspiration til medmenneskelighed og respekt for det enkelte individs liv. En inspiration til at holde øje med, at man ikke overskrider andres grænser, ikke vælter sig ud i selviskhed, kulde og tromlen andre.
En dybt berørende og vedkommende udsendelse, som anbefales, helt særligt hvis man, som jeg, har været i nærmere berøring med tyske efterkrigsfamilier. Eller selv har sine rødder der.
Se 'Min morfar, Hitlers ven' her.