Samtale med det muntre barn

Hvorfor kunne hun ikke blive ved at være det, den gamle dame var så glad for?

Et 11-årigt, konstant muntert pigebarn, aldrig vred, aldrig ked af det, antiseptisk fjollende, ren og pæn og dygtig i skolen

Voksen kvinde med job og børn og en relation til en livspartner

Den gamle bebrejder livspartneren, at pigen forandrede sig

og at hun så sjældent kommer på besøg

Da den voksne kvinde en dag fortalte den gamle dame, at hun på intet tidspunkt var en konstant munter glut, der aldrig var vred, aldrig ked af det, at hun ikke var gjort af antiseptisk fjollende stof, ren og pæn, sagde den gamle dame 

at det var løgn

(Foto: Stockunlimited.)

©Ane-Marie Kjeldberg

Alle tyske historier er betændte på en eller anden måde

Alle tyske historier er betændte på en eller anden måde - sådan siger Albert Speers 'danske' barnebarn ph.d. og lektor ved SDU Moritz Schramm i DR-udsendelsen 'Min morfar, Hitlers ven'.

Schramm er så heldig, at hans forældre tog et tydeligt, bevidst og artikuleret opgør med Hitlertidens ideologier og livsformer. Det gjorde de såvel for deres egen, deres børns og verdens skyld.

Ikke alle tyskere efter krigen tog dette klare opgør. Ikke alle var børn af Speer, men de var børn af den tid og det samfund, de ideologier og måder at tilgå andre mennesker. Men ikke alle formåede eller ville.

Og betændelsen ER der, uanset. Fortiden findes i alle tyske liv og har præget dem. 

Og der er en indbygget konflikt i Schramms liv og bevidsthed - for hvordan kunne den mand, Schramm kendte som en rar morfar, være denne kolde massemorder (som Schramm betegner ham)?

For Schramm er Speer et pejlemærke - for hvad man IKKE skal være og gøre. En stadig inspiration til medmenneskelighed og respekt for det enkelte individs liv. En inspiration til at holde øje med, at man ikke overskrider andres grænser, ikke vælter sig ud i selviskhed, kulde og tromlen andre.

En dybt berørende og vedkommende udsendelse, som anbefales, helt særligt hvis man, som jeg, har været i nærmere berøring med tyske efterkrigsfamilier. Eller selv har sine rødder der.

Se 'Min morfar, Hitlers ven' her.

Ja, dig

Jeg håber, at du ser spejlingen

og vågner om natten ved lyden af sirenernes hyl i dine mareridt

Ja, dig

(Foto: Pixabay)

Bogen ”Ind i skoven” – en anbefaling

Når jeg fortæller om, hvor meget jeg går i skoven – og om min glæde ved det – får jeg en af tre reaktioner:

1) Oftest: Glade øjne og et ”ja, det gør så godt at gå i skov!”

2) ”Jeg kan ikke lide at gå i skoven – det er kedeligt/for koldt/for vådt/der er insekter.”

3) Et rædselsslagent: ”Men er du da ikke bange for at gå der alene?”

Og jeg tror, bogen ”Ind i skoven” med undertitlen ”Skovbadets kunst og videnskab” vil kunne gavne, glæde og oplyse alle tre typer respondenter, for dr. Qing Li fra Nippon Universitets medicinske fakultet skriver så sobert og videnskabeligt funderet om det, som vi skovbegejstrede instinktivt og pr. erfaring ved: At det at færdes i skov gavner vores helbred både fysisk og mentalt. For japanerne har, som det praktisk tænkende folkefærd de er, sat sig for at finde ud af, hvordan man på tilgængelig vis skaffer en stresset og overarbejdet befolkning ro. Og man tog udgangspunkt i det, mange oplever – at skoven lindrer stress, tankemylder, hovedpine og andre smerter, og så gav man sig ellers i kast med videnskabelige undersøgelser af testpersoner.

Og ja, skoven lindrer og styrker. At færdes i skov eller skovlignende omgivelser sænker niveauerne af stresshormonerne kortisol og adrenalin, styrker hvilenervesystemet og sænker blodtrykket. Og det gavner din søvn og gør dit humør bedre (nedsætter herunder angst). Også vores taknemmelighed og trang til at hjælpe/glæde andre øges ved naturkontakt, mens vores selvoptagethed falder.

Og immunforsvaret styrkes også (herunder modstandsdygtighed mod kræft). Det hjælper træernes fytoncider (olier som er del af træernes selvforsvarssystem) med.

Bogen giver anvisninger på, hvordan vi bedst skovbader (hvilket NB ikke handler om at bade i en skovsø, men om at dykke ned i skoven og dens gode virkninger) – blandt andet ved at gå langsomt og bruge sanserne meget bevidst.

Den fortæller os også om, hvordan vi kan tage skoven med hjem og gavnes af det ved fx at indsnuse æteriske skovolier, have planter i hjemmet (eller på kontoret), afspille skovlyde – eller sågar se på billeder af træer.

Bogen er letlæst og desuden smukt illustreret med billeder af skov og træer – en nydelse i sig selv.

PS: Jeg ved ikke, om de mennesker, der er bange for at færdes i skove alene, vil blive omvendt af bogen og alle de fordele ved skovbadning, den dokumenterer. Men det gode er, at bogen også fint redegør for, at bytræer og herunder parklandskaber også har skovbadningseffekt. Træer er for alle.

Bogen er udgivet på Gyldendal.

Lisbeth Zornig Andersens 'Mere Livsglæde - mindre Stress'

Lige da jeg for nylig havde købt Lisbeth Zornig Andersens bog 'Mere Livsglæde - mindre Stress', læste jeg en meget affærdigende anmeldelse af den, så jeg gik i gang med den med bange anelser.

Men jeg blev positivt overrasket. Bogen er ingen akademisk afhandling, men det giver den sig heller ikke ud for. Det er en bog til alle os nutidsmennesker, der slås med stress, fysisk sygdom, angst,  vægtproblemer, udmattelse eller anden mistrivsel - måske fordi vi som art ikke er skabt til at leve et hektisk bypræget liv med alt for mange indtryk og krav væltende ind over os, med alt for højt tempo, og med alt for lidt kontakt til naturen, vores allernærmeste og os selv.

Lisbeth Zornig Andersen skriver med venlighed, rummelighed og en dejlig portion humor ud fra sin egen erfaring med at finde lisende veje efter et liv, der har givet ar og skrammer. 

Visse af bogens afsnit kunne godt være uddybet mere, men det meste af bogen rummer dels befriende vinkler på os som savannemennesker, der tumler lidt forvirrede og pressede rundt i en verden, vi faktisk ikke er skabt til - dels en række gode råd til at finde lidt ro og funktionsdygtighed som i bund og grund fortidsmennesker, der er endt i en underlig moderne (u)sammenhæng. Og Lisbeth Zornig Andersen ryster ikke bare tilfældige råd ud af ærmet, men belægger de fleste af dem med kildehenvisninger - igen ikke altid de mest akademiske kilder, men Zornig beror sig ikke på åbenbaringer og til lejligheden opfundet hjemmestrik. Og rådene er nogle, hun selv har afprøvet og fundet brugbare. Det handler blandt andet om skovbadning, jordbadning, sang, sammenhold med de nærmeste - og kortvarig faste, motion, en særlig vejrtrækningsteknik og anden passende belastning af kroppen for at få den til at "skærpe sig" - og om ved hjælp af glade ritualer at snyde hjernen til at tro, at den har det godt.

Det gode ved bogen er, at den ikke er dogmatisk og borer sig ned i én teknik som det eneste saliggørende, men derimod giver en samling af tilgange, der kan lindre det pressede nutidsmenneske og give det et mildere (og måske lidt mere humoristisk) syn på sig selv og sit slid med at gøre det hele "godt nok". 

Det er rar og styrkende læsning. Og en del af Zornigs råd er afprøvet herfra (visse kendte jeg i forvejen) - og fundet gavnlige og helt enkelt også opmuntrende. En hverdagsbrugbar bog - skrevet af et menneske, som tydeligvis virkelig ved fra egen krop og eget liv, hvad stress og livsbelastning er. Og som har fundet en vej - eller flere - til en vis ro.

© Ane-Marie Kjeldberg

DU ER NATUREN, DER SER NATUREN (kort, nem øvelse) (mod (visse slags) uro og stress) :

Det ligger dybt i den nuværende vestlige kultur, at vi føler os adskilt fra naturen. Der er os - og den. Traditionelt føler vi os også hævet over den - vi har sjæl, mens mange mener, at naturen ikke har.
Og mange af os lever liv, hvor vi helt konkret er meget indendøre og måske kun ser udenaturen hastigt i forbifarten, mens vi drøner af sted i bil, eller mens vi løbetræner ikke-tilstedeværende gennem landskabet med musik i ørerne.
Men at ville se os selv som noget andet end natur gavner os ikke - helt enkelt fordi det ikke er sandt. Ofte mærker vi, at et eller andet slet ikke stemmer, når vi har for travlt med at afsondre os fra den øvrige natur. Vi kommer i ubalance, hvis vi skal være inde hele tiden - eller hvis vi har så travlt med alt vores menneskeliv, at vi ikke når at være del af resten af naturens liv. Måske bliver vi stressede, kede af det eller bare urolige.
For ikke så forfærdelig mange år siden vidste vores forfædre udmærket, at vi var del af helheden - de var slet ikke kommet på den idé, at vi skulle være andet. Så alt i os er stadig gearet til at høre med, og vi pines af den kunstige adskillelse.

Så hvad gør man, hvis man er midt i en travl periode, eller bare ikke mentalt kan rive sig løs fra menneskeboblen, selv om man forsøger?

Et trick kan være at gå udenfor, der hvor det nu kan lade sig gøre midt i travlheden eller opslugtheden. Ud i haven, ud i parken - eller måske bare ned i gadedøren. Og så se i tre afstande:
Først helt tæt på dig, nær dine fødder. Hvad ser du fra naturens verden? Måske græsstrå? En flue? Måske bare en fugleklat. Betragt det, du finder, og gør dig klart, hvad det er, så godt du kan. (Jeg prøvede tricket for lidt siden og så en bunddækkestaude med nogle fluer, der landede og lettede.)
Så kigger du ud i mellemgrunden. Hvad ser du der af planter eller dyr? Måske en gråspurv? En træstamme? En kumme med blomster? Eller en hund på luftetur? (Jeg så noget græs, der viftede i vinden.)
Dernæst retter du blikket mod baggrunden. Hvad kan du finde der? En due på et tag? En trækrone? Eller måske bare drivende skyer? (Jeg så grantræer, der bevægede sig for blæsten.)

Til sidst skal du gøre dig klart, hvem det er, der ser på græsset, duen etc. Det er jo bare mig, vil du nok sige. Og det er sandt, men hvem er du dybest set? Du er et stykke natur, der ser på naturen. Naturen betragter altså sig selv. Smag på det - og bær det med dig. Måske flytter det ikke noget for dig i første omgang, men hvis du gentager øvelsen over nogle dage eller uger, plejer der at ske et eller andet, så du begynder at mærke, at du hører så helt ind i marven med. Og at spurven og græsstrået gør. Nogle gange kommer indsigten meget brat og giver en helt umiddelbar ro.

AT SIGE TAK FOR DET, DER SKER AF SIG SELV

Næste bid i min lille serie om at finde fodfæste i en travl og krævende verden ved aktivt at huske, at vi er natur på samme vis som citronsommerfugle, ravne, fyrretræer og krondyr:

Et lille taknemmelighedsritual morgen eller aften (eller begge dele) kan åbne vores øjne beroligende og givende for alt det, der faktisk går godt i vore tilværelser, fordi naturen stræber mod liv og ligevægt. Jeg kobler ofte taknemmelighedsritualet sammen med den første slurk af min morgen- eller aftenthe. Jeg oplever som alle andre nu og da modgang, sygdom eller bare øv-dage, og det handler ikke om, at jeg jubelidiotisk fornægter det. Men kort at sige tak for det gode, der sker én helt naturligt (fx at kroppen virker; at sår heler; at gråd hører op; at sygdom som oftest går over af sig selv; at solen står op og en ny dag begynder; at solen går ned igen, og vi kan hvile), det er dybest set en anerkendelse af, at vi er del af naturen – og dermed ikke fritsvævende og alene, men samhørende med alt levende, herunder også vores slægt bagud i tiden.

Man kan gøre det ganske enkelt og kortfattet, fx: ”Tak for alt det gode, der sker helt af sig selv.” Man kan fint rette takken til sin gud eller guder, skytsengle, eller hvad man ellers måtte være knyttet til; men man kan sagtens nøjes med bare at takke uden at adressere takken et bestemt sted hen. Det essentielle er at standse op et øjeblik og erkende, at naturen fungerer i os og omkring os – og at vi dermed er uløseligt del af den store sammenhæng. Det giver os fodfæste og rodfæste – og i øvrigt også grund til at behandle os selv med respekt.