lørdag den 16. juli 2022

Nye skrivegrupper mod relationsvold - Østjylland og København

Forfatteren Anna Klahn (som i øvrigt er min datter ) opretter to nye skrivegrupper mod vold (en i det østjyske, en i København). De er henvendt til mennesker, der har været i en voldelig relation (psykisk eller fysisk vold) - og som har tiet om overgrebene af skam eller frygt.

Det er mit store håb, at mange ved Annas skrivegruppers hjælp vil komme ud af voldens skygger og sætte ord på det, voldsmændene og -kvinderne gjorde dem - droppe den forkrøblende loyalitet og ryste frygten og skammen nok af sig til at sige: Dét gjorde han (eller hun) mod mig - og det var forkert! 
Og husk, at nedbrydende og alvorlig relationsvold ikke kun forekommer i parforhold - men også i familier i øvrigt (blandt fx. søskende, fra svigerfar til svigersøn etc.). 

Læs mere om Annas fine nye grupper her:

“TAG STEMMEN TILBAGE

Jeg taler til dig, der har været i en voldelig relation - psykisk eller fysisk.

Til dig, som har holdt dig tavs af frygt og skam.

Til dig, der har levet i en relation, hvor uenigheder endte som uendelige sorte labyrinter - hvor du altid endte med at tage skylden.

Til dig, der har levet i en relation, hvor du blev udsat for noget , som hele din krop vidste var forkert, men som du holdt for dig selv. Af frygt og af skam.

Til dig der tit har løjet for andre for at de ikke skulle opdage, det, der skete med dig.

Til dig, der har brugt time efter time efter time på at overbevise dig selv om, at det ikke virkelig er vold , hvis ikke andre ser det, hvis ikke du har blå mærker etc. Eller at det så i hvert fald var din egen skyld, at du kunne have gjort det hele “rigtigt” og så var det ikke sket.

Dig som kan mærke, at du er nødt til at tage din fortælling og din stemme tilbage! For at generobre ejerskabet over alle de dage, der kommer!

Det er dig jeg gerne vil have med i min skrivegruppe mod vold

Her vil vi mødes fem til otte gange og gennem en masse skriveøvelser bearbejde og dele vores fortællinger med hinanden.

Jeg starter en gruppe her i Gl. Rye, hvor jeg bor -og en i København .

Hvis du kan mærke, at sådan en gruppe kalder på noget i dig og du gerne vil være med , så send mig en mail på Anna@skrivskrivskriv.dk

Du behøver ikke at skrive andet end “Tag stemmen tilbage - København” (eller Gl.Rye alt efter, hvad du foretrækker)
- så skriver jeg dig op og sender dig mere info om tid/sted/betaling etc. når det er fastlagt.

Det er ikke bindende på nogen måde -og dine spørgsmål er velkomne!

Du kan læse mere om min nuværende gruppe her:

https://www.skrivskrivskriv.dk/tidligere-voldsramte-tager-stemmen-tilbage

Kærlig hilsen Anna”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.