onsdag den 3. august 2022

DU ER NATUREN, DER SER NATUREN (kort, nem øvelse) (mod (visse slags) uro og stress) :

Det ligger dybt i den nuværende vestlige kultur, at vi føler os adskilt fra naturen. Der er os - og den. Traditionelt føler vi os også hævet over den - vi har sjæl, mens mange mener, at naturen ikke har.
Og mange af os lever liv, hvor vi helt konkret er meget indendøre og måske kun ser udenaturen hastigt i forbifarten, mens vi drøner af sted i bil, eller mens vi løbetræner ikke-tilstedeværende gennem landskabet med musik i ørerne.
Men at ville se os selv som noget andet end natur gavner os ikke - helt enkelt fordi det ikke er sandt. Ofte mærker vi, at et eller andet slet ikke stemmer, når vi har for travlt med at afsondre os fra den øvrige natur. Vi kommer i ubalance, hvis vi skal være inde hele tiden - eller hvis vi har så travlt med alt vores menneskeliv, at vi ikke når at være del af resten af naturens liv. Måske bliver vi stressede, kede af det eller bare urolige.
For ikke så forfærdelig mange år siden vidste vores forfædre udmærket, at vi var del af helheden - de var slet ikke kommet på den idé, at vi skulle være andet. Så alt i os er stadig gearet til at høre med, og vi pines af den kunstige adskillelse.

Så hvad gør man, hvis man er midt i en travl periode, eller bare ikke mentalt kan rive sig løs fra menneskeboblen, selv om man forsøger?

Et trick kan være at gå udenfor, der hvor det nu kan lade sig gøre midt i travlheden eller opslugtheden. Ud i haven, ud i parken - eller måske bare ned i gadedøren. Og så se i tre afstande:
Først helt tæt på dig, nær dine fødder. Hvad ser du fra naturens verden? Måske græsstrå? En flue? Måske bare en fugleklat. Betragt det, du finder, og gør dig klart, hvad det er, så godt du kan. (Jeg prøvede tricket for lidt siden og så en bunddækkestaude med nogle fluer, der landede og lettede.)
Så kigger du ud i mellemgrunden. Hvad ser du der af planter eller dyr? Måske en gråspurv? En træstamme? En kumme med blomster? Eller en hund på luftetur? (Jeg så noget græs, der viftede i vinden.)
Dernæst retter du blikket mod baggrunden. Hvad kan du finde der? En due på et tag? En trækrone? Eller måske bare drivende skyer? (Jeg så grantræer, der bevægede sig for blæsten.)

Til sidst skal du gøre dig klart, hvem det er, der ser på græsset, duen etc. Det er jo bare mig, vil du nok sige. Og det er sandt, men hvem er du dybest set? Du er et stykke natur, der ser på naturen. Naturen betragter altså sig selv. Smag på det - og bær det med dig. Måske flytter det ikke noget for dig i første omgang, men hvis du gentager øvelsen over nogle dage eller uger, plejer der at ske et eller andet, så du begynder at mærke, at du hører så helt ind i marven med. Og at spurven og græsstrået gør. Nogle gange kommer indsigten meget brat og giver en helt umiddelbar ro.

mandag den 1. august 2022

AT SIGE TAK FOR DET, DER SKER AF SIG SELV

Næste bid i min lille serie om at finde fodfæste i en travl og krævende verden ved aktivt at huske, at vi er natur på samme vis som citronsommerfugle, ravne, fyrretræer og krondyr:

Et lille taknemmelighedsritual morgen eller aften (eller begge dele) kan åbne vores øjne beroligende og givende for alt det, der faktisk går godt i vore tilværelser, fordi naturen stræber mod liv og ligevægt. Jeg kobler ofte taknemmelighedsritualet sammen med den første slurk af min morgen- eller aftenthe. Jeg oplever som alle andre nu og da modgang, sygdom eller bare øv-dage, og det handler ikke om, at jeg jubelidiotisk fornægter det. Men kort at sige tak for det gode, der sker én helt naturligt (fx at kroppen virker; at sår heler; at gråd hører op; at sygdom som oftest går over af sig selv; at solen står op og en ny dag begynder; at solen går ned igen, og vi kan hvile), det er dybest set en anerkendelse af, at vi er del af naturen – og dermed ikke fritsvævende og alene, men samhørende med alt levende, herunder også vores slægt bagud i tiden.

Man kan gøre det ganske enkelt og kortfattet, fx: ”Tak for alt det gode, der sker helt af sig selv.” Man kan fint rette takken til sin gud eller guder, skytsengle, eller hvad man ellers måtte være knyttet til; men man kan sagtens nøjes med bare at takke uden at adressere takken et bestemt sted hen. Det essentielle er at standse op et øjeblik og erkende, at naturen fungerer i os og omkring os – og at vi dermed er uløseligt del af den store sammenhæng. Det giver os fodfæste og rodfæste – og i øvrigt også grund til at behandle os selv med respekt.

Det glemte fodfæste

 

Min elskede vestudsigt
Min ferie blev tilbragt i høj grad i familie-modus og lidt i indsamle-ny-inspiration-modus (vi tilbragte to uger plus lidt mere med besøg af/samvær med børn og børnebørn & fem dage med at opleve ny kultur mv.). Altså en meget aktiv, dejlig ferie. Jeg tror, rigtig mange i dagens Danmark tilbringer lignende ferier – især hvis man først har sat børn i verden.

Selve dagliglivet er vel ofte sådan. Travlt. Selv for gamle bedsteforældre (som for nogles vedkommende endnu ikke er pensionerede).

 

Og selv om ferien var dejlig, og hverdagen med, så kan der være følelsen af noget, der kalder. Noget, der ikke er tid til, noget, der må vente til der er mere plads i kalenderen. Noget, der er så uhåndgribeligt for en nutidsdansker, at man ikke engang kan skrive det i kalenderen. For man har ikke ord. Kun en følelse – af et eller andet. Noget, som man måske føler fjollet at dykke ned i. Eller selvisk (mange, mange af os (både kvinder og mænd) har kodet dybt ind i os, at vi skal yde til det yderste først, helst til vi næsten segner – vi skal passe job, familie, hus, have, motion, og først når alt det er på plads, kan vi se på, om der skulle være ti minutter til noget andet).

 

Og hvad er det, der kalder – og som næsten aldrig får tid i mange nutidsliv? 
Det er noget sammenhængsmæssigt. Mentalt? Eller helt konkret? Så konkret, at vi er fuldstændig blinde for det? For mig at se handler det om naturen og vores forankring i den. Dette, at vi er natur. Vi mennesker fylder voldsomt meget i verden, men vi er stadig natur, væsner blandt andre væsner. Nogle vil måske kalde det, der trækker i os, så vi bliver urolige og føler os nedbrydende fortravlede, for noget åndeligt. Jeg ved ikke, om det er den rette betegnelse. Vi ER jo ganske enkelt del af den store helhed, vore præmisser er grundlæggende de samme som bøgetræernes, rævenes og bregnernes. Og i bund og grund som stenenes og stjernernes.
Vi glemmer blot som oftest i løbet af en travl ferie eller et travlt liv at anerkende og respektere det. Vi har travlt med at have travlt, at være pligtopfyldende, at se alt i menneskeperspektiv – grave i egne problemer, opfylde forskellige standarder, og når vi endelig ser på naturen, så betragter vi den ofte hastigt og som et postkort eller et legeland i menneskets tjeneste.
Og når vi glemmer naturen og vores egen væren natur og del af det store hele, glemmer vi også os selv. Vi glemmer at lytte til os selv, vi presser os selv, selv om naturen i os forsøger at sige ’stop, gå en anden vej’ eller ’sid stille nu’.

 

Hvordan får vi benene plantet i skovbunden igen, finder vores plads i den store sammenhæng blandt harer, birketræer, høstborst og høgeurt? Blandt sten, søer, himmel, stjerner, planeter og humlebier?
For mig er en god start altid at finde verdenshjørnerne (også der, hvor jeg udmærket ved, hvor de er) : Gå ud i det fri og se mod øst, så mod syd og mod nord og til sidst mod vest. Mod vest mente vores førkristne forgængere, at vi sejlede, når vi døde, således at vi i hele vores liv er på en rejse mod vest og solnedgangen. Det finder jeg meget smukt, og den tanke giver mit liv som del af den store verden og den store livskæde sammenhængskraft og ro.
At finde verdenshjørnerne giver fodfæste og samtidig helt umiddelbart følelsen af, at verden er stor – langt større end menneskenes boble.

I den kommende tid vil jeg skrive lidt mere om at finde fodfæste i naturen. Det fodfæste er vigtigt for os som mennesker i en travl og presset tid som vores. Men det er også vigtigt for naturen som sådan, og dermed for naturens (og herunder vores) overlevelse.