Det var mere det at føle sig meget alene med en klar indsigt i, at vi stadig var i absolut farligt farvand. De fleste af mine medmennesker synes at have troet, at coronaen var ved at være ovre - eller var blevet ufarlig. De fleste synes at have troet på, at vi bare skulle åbne mere og mere hen over sommer og efterår, hvorefter alt ville være normalt igen.
Det har været drøjt at holde skansen og insistere på at passe på sig selv (jeg er særligt udsat - og vil gerne om muligt nå at se mine børnebørn blive lidt større) med afstand, udendørsmøder, masker, spisen og drikken af egne, særskilte fade og kander, konstant afspritning og ingen møder med mindre relevante personer. For de fleste slækkede på alt, mødtes med gud og hvermand og stod og sad med fryd tæt i tæt med fremmede ude i sommerlandet - og mange af dem i mine omgivelser, der er endog mere udsatte end mig, syntes fuldstændig ligeglade med at passe på sig selv.
Jeg har holdt (nogenlunde) fast, og mine nærmeste har vist pæn respekt for mine beslutninger; men fra de mindre nære er der kommet en del ærligt talt forbavsende og anstrengende invitationer og opfordringer etc. til dette og hint - selv om man godt kendte til min særlige udsathed.
Også her har jeg holdt fast - og følt mig som et ret afvigende element midt i al den sorgløse sommerjubel.
Men der endte mine kræfter så også. Der har været så rigeligt med kampe i mit liv - og at kæmpe mod et helt samfund af jublende maskeløse sommerferiegaloperende danskere, det var mit energiniveau ikke til.
Så når folk snakkede om alt det normale, der skulle ske snart - store fødselsdage, rejser, messer, receptioner, eller bare alle de sommerhusture, de skulle på i sensommeren, til efteråret og jul, så fakede jeg tro på, at det da bestemt ville blive. Og jeg undlod at nævne smittefaren ved at overtage et dårligt rengjort sommerhus fra en coronasmittet forrige lejer. Jeg sprittede bare mine hænder en ekstra gang og noterede mig, at jeg skulle holde ekstra afstand til dem og deres kopper og kander og fade med kaffe og kager, når de kom hjem fra den messe (som jeg dog med mig selv vidste ville blive aflyst) eller når de kom hjem fra det sommerhus.
Og jeg sørgede stille for at få indkøbt de (stof)mundbind, som jeg vidste ville blive nødvendige og tvungne også her i landet, når smitten i kølvandet på den megen åbnen og slækken selvfølgelig ville stige kraftigt.
Jeg har følt mig i selskab med vanvittige pestramte, som insisterede på at danse, drikke af hinandens glas og smitte hinanden i normalitetens navn. Og jeg har ikke orket at tale højt om, at vi som befolkning blev manøvreret som snoredukker, ikke fordi det var sikkert at lukke op og lukke os ud, ikke fordi faren på nogen måde var ovre, men fordi det var økonomisk interessant, at mange troede det og løb ud og brugte penge - mens de som en del af handlen udsatte sig selv og deres sårbare nærmeste for risiko.
Det er faktisk en stor lettelse for mig, at sandheden og alvoren nu åbenbares for alle igen: Coronaen er der, den smitter, den er farlig - og den spreder sig hurtigt nu, fordi vi løb rundt og købte is, splaskede i badeland og holdt fest.
Hvor har det været anstrengende at fake (en vis) tiltro til situationen!
Nu kan jeg sige det, der gennem alle månederne lå mig smældende på tungen - uden at skulle kalkulere med andres (måske let dulgte) hovedrysten og opfatten mig som neurotisk pessimist eller skrupskør:
Hold stor afstand, træf kun de nærmeste og vigtigste, hold det udendørs, sprit hænder mange gange daglig, del ikke fade og kander, brug masker (overalt hvor du kommer nær på fremmede). Og tænk i nye baner fremover - mht socialt samvær, fejringer, ferier, morskab.
Det her er farligt. Og det kommer til at vare længe.
