tirsdag den 13. april 2021

Netboghandlen Tales.dk sætter fokus på Ane-Marie Kjeldberg


"Selv om den danske forfatter Ane-Marie Kjeldberg først er født seksten år efter Anden Verdenskrigs slutning har hendes liv været præget af krigens skygger: Hendes far var tidligere modstandsmand, og selv giftede hun sig ind i en familie, hvis oprindelige rødder var i krigstidens Tyskland. Begge dele har – på dybt forskellig vis – sat deres mærker på hendes liv og skrivning.

Ane-Marie Kjeldberg har skrevet romaner (herunder en enkelt krimi), noveller samt håndbøger om bl.a. skrivekunst og stress-håndtering.
Særligt romanerne ’Fred og Ro’ og ’Marcipansøstre’ har vakt furore blandt visse anmeldere og læsere.
Hendes romantisk-erotiske serie ’Sommerfolket’ i den lidt mindre tunge ende af skalaen er blevet hendes mest læste værk. Serien foregår i 1960’erne i et velbjærget sommerhusområde ved Vesterhavet, hvor kunstnere, præster og direktørers liv og kærlighed forandres af tidens nye frigjorthed og nye forventninger til tilværelsen. Serien er af Lindhardt og Ringhof / Saga Egmont blevet udgivet på ti sprog."

Citatet er fra netboghandlen Tales.dk, som har lavet en egen side om Ane-Marie Kjeldberg og hendes baggrund samt hendes bøger (romaner, noveller og håndbøger). Se hele præsentationen og alle Ane-Marie Kjeldbergs bøger her.

Dejligt at se de 9 udenlandske udgivelser af Sommerfolket få omtale! Eksportsuccesen er noget, som danske boghandler og medier mv. ellers stort set har forbigået i tavshed.

/Forkontoret