onsdag den 27. juli 2022

Hvem læner vi os til i slægten?

At gå ind i at se nærmere på, hvilke personer tilbage i slægten forskellige individer identificerer sig med, læner sig til og føler sig virkelig i slægt med – og hvilke absolut ikke – er noget, man kunne skrive romaner ud fra. (Måske bliver det endda engang til noget konkret for denne forfatters vedkommende.)

Min kære gemal havde et sted, han følte sig meget tryg som barn: Hos farforældrene. De var beskedne, rolige, venlige og uprætentiøse folk, der holdt af at vandre. De levede enkelt og sparsommeligt med kakkelovn og tørrede æblestykker som slik. Farfaderen var kunstsmed, og det gjorde ham aldrig rig, men han lavede smukke ting (bl.a. husker jeg nogle lækre, rundede sølv-theskeer). Farfaderen lagde vægt på at formidle naturens skønhed og evighed til sine børnebørn.

Både farfaderen og farmoderen havde det moralske kompas i orden og var Hitlermodstandere (de var tyskere midt i nazitidens Tyskland): Farfaderen stemte ikke for Hitler ved pseudovalget sidst i 30’erne (og blev advaret om, at det var noteret, og at han burde holde lav profil fremover). Siden gemte farfaderen og farmoderen ikke desto mindre en forfulgt socialdemokrat på loftet (hvilket var særdeles risikabelt).
Farmoderen nægtede, da hun havde født sit fjerde barn, at modtage det Mutterkreuz, som firebarnsmødre ellers blev påduttet af Føreren (hun sagde: ”Jeg får ikke mine børn for Hitler, men for mig selv”).
Og farfaderen lavede sammen med familiens læge en finte med en passende lægeattest, så min svigerfar ikke kom på den Hitlerjugend-leder-skole, som han ellers var udset til pga sin gode intelligens.

Farfaderen var kendt for på plattysk at sige: ”Do wat du wullt, de Lüüd snackt doch.” (Gør hvad du vil, folk snakker uanset.)


Gemalen taler stadig om sin farfar og farmor med stor varme og fortæller, at farfaderen er den af slægten før ham selv, han føler sig mest i familie med. (Og graden af (mangel på) forfængelighed hos gemalen og hans farfar er nok temmelig præcist den samme :-) .) (Jeg holder meget af dem begge for dét – og for mange andre fine værdier og træk.)

lørdag den 16. juli 2022

Nye skrivegrupper mod relationsvold - Østjylland og København

Forfatteren Anna Klahn (som i øvrigt er min datter ) opretter to nye skrivegrupper mod vold (en i det østjyske, en i København). De er henvendt til mennesker, der har været i en voldelig relation (psykisk eller fysisk vold) - og som har tiet om overgrebene af skam eller frygt.

Det er mit store håb, at mange ved Annas skrivegruppers hjælp vil komme ud af voldens skygger og sætte ord på det, voldsmændene og -kvinderne gjorde dem - droppe den forkrøblende loyalitet og ryste frygten og skammen nok af sig til at sige: Dét gjorde han (eller hun) mod mig - og det var forkert! 
Og husk, at nedbrydende og alvorlig relationsvold ikke kun forekommer i parforhold - men også i familier i øvrigt (blandt fx. søskende, fra svigerfar til svigersøn etc.). 

Læs mere om Annas fine nye grupper her:

“TAG STEMMEN TILBAGE

Jeg taler til dig, der har været i en voldelig relation - psykisk eller fysisk.

Til dig, som har holdt dig tavs af frygt og skam.

Til dig, der har levet i en relation, hvor uenigheder endte som uendelige sorte labyrinter - hvor du altid endte med at tage skylden.

Til dig, der har levet i en relation, hvor du blev udsat for noget , som hele din krop vidste var forkert, men som du holdt for dig selv. Af frygt og af skam.

Til dig der tit har løjet for andre for at de ikke skulle opdage, det, der skete med dig.

Til dig, der har brugt time efter time efter time på at overbevise dig selv om, at det ikke virkelig er vold , hvis ikke andre ser det, hvis ikke du har blå mærker etc. Eller at det så i hvert fald var din egen skyld, at du kunne have gjort det hele “rigtigt” og så var det ikke sket.

Dig som kan mærke, at du er nødt til at tage din fortælling og din stemme tilbage! For at generobre ejerskabet over alle de dage, der kommer!

Det er dig jeg gerne vil have med i min skrivegruppe mod vold

Her vil vi mødes fem til otte gange og gennem en masse skriveøvelser bearbejde og dele vores fortællinger med hinanden.

Jeg starter en gruppe her i Gl. Rye, hvor jeg bor -og en i København .

Hvis du kan mærke, at sådan en gruppe kalder på noget i dig og du gerne vil være med , så send mig en mail på Anna@skrivskrivskriv.dk

Du behøver ikke at skrive andet end “Tag stemmen tilbage - København” (eller Gl.Rye alt efter, hvad du foretrækker)
- så skriver jeg dig op og sender dig mere info om tid/sted/betaling etc. når det er fastlagt.

Det er ikke bindende på nogen måde -og dine spørgsmål er velkomne!

Du kan læse mere om min nuværende gruppe her:

https://www.skrivskrivskriv.dk/tidligere-voldsramte-tager-stemmen-tilbage

Kærlig hilsen Anna”

onsdag den 6. juli 2022

Tavsheden taler










Der jubles og likes og deles og klappes på skulderen. Men midt i vrimlen er der to, eller er det tre?, der tier.

Hende dér har så let til hjerteemojis som en nybagt mor til tårer. Nu er hun helt tavs. Ham dér deler altid – men ikke nu. 

Har du tænkt over det? Ja, det er dig, jeg mener. Har du lagt mærke til det? Det har du nok, du er god til at lægge to og to sammen. Ja, dig! Jeg tror, du har bemærket mønstret. Måske har du skubbet det fra dig, fordi det ikke kan passe. 

Noget stemmer ikke. 

 

Stop. 

Det stemmer.

 

Hvad tror du, tavsheden siger? Ja, dig der. 

Smålighed? Kan du få dét til at gå op?

 

Læg to og to sammen og fire med.

Tavsheden taler. Lyt.



ⓒ Ane-Marie Kjeldberg


Foto: Stockunlimited