mandag den 1. august 2022

Det glemte fodfæste

 

Min elskede vestudsigt
Min ferie blev tilbragt i høj grad i familie-modus og lidt i indsamle-ny-inspiration-modus (vi tilbragte to uger plus lidt mere med besøg af/samvær med børn og børnebørn & fem dage med at opleve ny kultur mv.). Altså en meget aktiv, dejlig ferie. Jeg tror, rigtig mange i dagens Danmark tilbringer lignende ferier – især hvis man først har sat børn i verden.

Selve dagliglivet er vel ofte sådan. Travlt. Selv for gamle bedsteforældre (som for nogles vedkommende endnu ikke er pensionerede).

 

Og selv om ferien var dejlig, og hverdagen med, så kan der være følelsen af noget, der kalder. Noget, der ikke er tid til, noget, der må vente til der er mere plads i kalenderen. Noget, der er så uhåndgribeligt for en nutidsdansker, at man ikke engang kan skrive det i kalenderen. For man har ikke ord. Kun en følelse – af et eller andet. Noget, som man måske føler fjollet at dykke ned i. Eller selvisk (mange, mange af os (både kvinder og mænd) har kodet dybt ind i os, at vi skal yde til det yderste først, helst til vi næsten segner – vi skal passe job, familie, hus, have, motion, og først når alt det er på plads, kan vi se på, om der skulle være ti minutter til noget andet).

 

Og hvad er det, der kalder – og som næsten aldrig får tid i mange nutidsliv? 
Det er noget sammenhængsmæssigt. Mentalt? Eller helt konkret? Så konkret, at vi er fuldstændig blinde for det? For mig at se handler det om naturen og vores forankring i den. Dette, at vi er natur. Vi mennesker fylder voldsomt meget i verden, men vi er stadig natur, væsner blandt andre væsner. Nogle vil måske kalde det, der trækker i os, så vi bliver urolige og føler os nedbrydende fortravlede, for noget åndeligt. Jeg ved ikke, om det er den rette betegnelse. Vi ER jo ganske enkelt del af den store helhed, vore præmisser er grundlæggende de samme som bøgetræernes, rævenes og bregnernes. Og i bund og grund som stenenes og stjernernes.
Vi glemmer blot som oftest i løbet af en travl ferie eller et travlt liv at anerkende og respektere det. Vi har travlt med at have travlt, at være pligtopfyldende, at se alt i menneskeperspektiv – grave i egne problemer, opfylde forskellige standarder, og når vi endelig ser på naturen, så betragter vi den ofte hastigt og som et postkort eller et legeland i menneskets tjeneste.
Og når vi glemmer naturen og vores egen væren natur og del af det store hele, glemmer vi også os selv. Vi glemmer at lytte til os selv, vi presser os selv, selv om naturen i os forsøger at sige ’stop, gå en anden vej’ eller ’sid stille nu’.

 

Hvordan får vi benene plantet i skovbunden igen, finder vores plads i den store sammenhæng blandt harer, birketræer, høstborst og høgeurt? Blandt sten, søer, himmel, stjerner, planeter og humlebier?
For mig er en god start altid at finde verdenshjørnerne (også der, hvor jeg udmærket ved, hvor de er) : Gå ud i det fri og se mod øst, så mod syd og mod nord og til sidst mod vest. Mod vest mente vores førkristne forgængere, at vi sejlede, når vi døde, således at vi i hele vores liv er på en rejse mod vest og solnedgangen. Det finder jeg meget smukt, og den tanke giver mit liv som del af den store verden og den store livskæde sammenhængskraft og ro.
At finde verdenshjørnerne giver fodfæste og samtidig helt umiddelbart følelsen af, at verden er stor – langt større end menneskenes boble.

I den kommende tid vil jeg skrive lidt mere om at finde fodfæste i naturen. Det fodfæste er vigtigt for os som mennesker i en travl og presset tid som vores. Men det er også vigtigt for naturen som sådan, og dermed for naturens (og herunder vores) overlevelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.