Samtale med det muntre barn

Hvorfor kunne hun ikke blive ved at være det, den gamle dame var så glad for?

Et 11-årigt, konstant muntert pigebarn, aldrig vred, aldrig ked af det, antiseptisk fjollende, ren og pæn og dygtig i skolen

Voksen kvinde med job og børn og en relation til en livspartner

Den gamle bebrejder livspartneren, at pigen forandrede sig

og at hun så sjældent kommer på besøg

Da den voksne kvinde en dag fortalte den gamle dame, at hun på intet tidspunkt var en konstant munter glut, der aldrig var vred, aldrig ked af det, at hun ikke var gjort af antiseptisk fjollende stof, ren og pæn, sagde den gamle dame 

at det var løgn

(Foto: Stockunlimited.)

©Ane-Marie Kjeldberg

Alle tyske historier er betændte på en eller anden måde

Alle tyske historier er betændte på en eller anden måde - sådan siger Albert Speers 'danske' barnebarn ph.d. og lektor ved SDU Moritz Schramm i DR-udsendelsen 'Min morfar, Hitlers ven'.

Schramm er så heldig, at hans forældre tog et tydeligt, bevidst og artikuleret opgør med Hitlertidens ideologier og livsformer. Det gjorde de såvel for deres egen, deres børns og verdens skyld.

Ikke alle tyskere efter krigen tog dette klare opgør. Ikke alle var børn af Speer, men de var børn af den tid og det samfund, de ideologier og måder at tilgå andre mennesker. Men ikke alle formåede eller ville.

Og betændelsen ER der, uanset. Fortiden findes i alle tyske liv og har præget dem. 

Og der er en indbygget konflikt i Schramms liv og bevidsthed - for hvordan kunne den mand, Schramm kendte som en rar morfar, være denne kolde massemorder (som Schramm betegner ham)?

For Schramm er Speer et pejlemærke - for hvad man IKKE skal være og gøre. En stadig inspiration til medmenneskelighed og respekt for det enkelte individs liv. En inspiration til at holde øje med, at man ikke overskrider andres grænser, ikke vælter sig ud i selviskhed, kulde og tromlen andre.

En dybt berørende og vedkommende udsendelse, som anbefales, helt særligt hvis man, som jeg, har været i nærmere berøring med tyske efterkrigsfamilier. Eller selv har sine rødder der.

Se 'Min morfar, Hitlers ven' her.

Ja, dig

Jeg håber, at du ser spejlingen

og vågner om natten ved lyden af sirenernes hyl i dine mareridt

Ja, dig

(Foto: Pixabay)

Bogen ”Ind i skoven” – en anbefaling

Når jeg fortæller om, hvor meget jeg går i skoven – og om min glæde ved det – får jeg en af tre reaktioner:

1) Oftest: Glade øjne og et ”ja, det gør så godt at gå i skov!”

2) ”Jeg kan ikke lide at gå i skoven – det er kedeligt/for koldt/for vådt/der er insekter.”

3) Et rædselsslagent: ”Men er du da ikke bange for at gå der alene?”

Og jeg tror, bogen ”Ind i skoven” med undertitlen ”Skovbadets kunst og videnskab” vil kunne gavne, glæde og oplyse alle tre typer respondenter, for dr. Qing Li fra Nippon Universitets medicinske fakultet skriver så sobert og videnskabeligt funderet om det, som vi skovbegejstrede instinktivt og pr. erfaring ved: At det at færdes i skov gavner vores helbred både fysisk og mentalt. For japanerne har, som det praktisk tænkende folkefærd de er, sat sig for at finde ud af, hvordan man på tilgængelig vis skaffer en stresset og overarbejdet befolkning ro. Og man tog udgangspunkt i det, mange oplever – at skoven lindrer stress, tankemylder, hovedpine og andre smerter, og så gav man sig ellers i kast med videnskabelige undersøgelser af testpersoner.

Og ja, skoven lindrer og styrker. At færdes i skov eller skovlignende omgivelser sænker niveauerne af stresshormonerne kortisol og adrenalin, styrker hvilenervesystemet og sænker blodtrykket. Og det gavner din søvn og gør dit humør bedre (nedsætter herunder angst). Også vores taknemmelighed og trang til at hjælpe/glæde andre øges ved naturkontakt, mens vores selvoptagethed falder.

Og immunforsvaret styrkes også (herunder modstandsdygtighed mod kræft). Det hjælper træernes fytoncider (olier som er del af træernes selvforsvarssystem) med.

Bogen giver anvisninger på, hvordan vi bedst skovbader (hvilket NB ikke handler om at bade i en skovsø, men om at dykke ned i skoven og dens gode virkninger) – blandt andet ved at gå langsomt og bruge sanserne meget bevidst.

Den fortæller os også om, hvordan vi kan tage skoven med hjem og gavnes af det ved fx at indsnuse æteriske skovolier, have planter i hjemmet (eller på kontoret), afspille skovlyde – eller sågar se på billeder af træer.

Bogen er letlæst og desuden smukt illustreret med billeder af skov og træer – en nydelse i sig selv.

PS: Jeg ved ikke, om de mennesker, der er bange for at færdes i skove alene, vil blive omvendt af bogen og alle de fordele ved skovbadning, den dokumenterer. Men det gode er, at bogen også fint redegør for, at bytræer og herunder parklandskaber også har skovbadningseffekt. Træer er for alle.

Bogen er udgivet på Gyldendal.

Lisbeth Zornig Andersens 'Mere Livsglæde - mindre Stress'

Lige da jeg for nylig havde købt Lisbeth Zornig Andersens bog 'Mere Livsglæde - mindre Stress', læste jeg en meget affærdigende anmeldelse af den, så jeg gik i gang med den med bange anelser.

Men jeg blev positivt overrasket. Bogen er ingen akademisk afhandling, men det giver den sig heller ikke ud for. Det er en bog til alle os nutidsmennesker, der slås med stress, fysisk sygdom, angst,  vægtproblemer, udmattelse eller anden mistrivsel - måske fordi vi som art ikke er skabt til at leve et hektisk bypræget liv med alt for mange indtryk og krav væltende ind over os, med alt for højt tempo, og med alt for lidt kontakt til naturen, vores allernærmeste og os selv.

Lisbeth Zornig Andersen skriver med venlighed, rummelighed og en dejlig portion humor ud fra sin egen erfaring med at finde lisende veje efter et liv, der har givet ar og skrammer. 

Visse af bogens afsnit kunne godt være uddybet mere, men det meste af bogen rummer dels befriende vinkler på os som savannemennesker, der tumler lidt forvirrede og pressede rundt i en verden, vi faktisk ikke er skabt til - dels en række gode råd til at finde lidt ro og funktionsdygtighed som i bund og grund fortidsmennesker, der er endt i en underlig moderne (u)sammenhæng. Og Lisbeth Zornig Andersen ryster ikke bare tilfældige råd ud af ærmet, men belægger de fleste af dem med kildehenvisninger - igen ikke altid de mest akademiske kilder, men Zornig beror sig ikke på åbenbaringer og til lejligheden opfundet hjemmestrik. Og rådene er nogle, hun selv har afprøvet og fundet brugbare. Det handler blandt andet om skovbadning, jordbadning, sang, sammenhold med de nærmeste - og kortvarig faste, motion, en særlig vejrtrækningsteknik og anden passende belastning af kroppen for at få den til at "skærpe sig" - og om ved hjælp af glade ritualer at snyde hjernen til at tro, at den har det godt.

Det gode ved bogen er, at den ikke er dogmatisk og borer sig ned i én teknik som det eneste saliggørende, men derimod giver en samling af tilgange, der kan lindre det pressede nutidsmenneske og give det et mildere (og måske lidt mere humoristisk) syn på sig selv og sit slid med at gøre det hele "godt nok". 

Det er rar og styrkende læsning. Og en del af Zornigs råd er afprøvet herfra (visse kendte jeg i forvejen) - og fundet gavnlige og helt enkelt også opmuntrende. En hverdagsbrugbar bog - skrevet af et menneske, som tydeligvis virkelig ved fra egen krop og eget liv, hvad stress og livsbelastning er. Og som har fundet en vej - eller flere - til en vis ro.

© Ane-Marie Kjeldberg