DU ER NATUREN, DER SER NATUREN (kort, nem øvelse) (mod (visse slags) uro og stress) :

Det ligger dybt i den nuværende vestlige kultur, at vi føler os adskilt fra naturen. Der er os - og den. Traditionelt føler vi os også hævet over den - vi har sjæl, mens mange mener, at naturen ikke har.
Og mange af os lever liv, hvor vi helt konkret er meget indendøre og måske kun ser udenaturen hastigt i forbifarten, mens vi drøner af sted i bil, eller mens vi løbetræner ikke-tilstedeværende gennem landskabet med musik i ørerne.
Men at ville se os selv som noget andet end natur gavner os ikke - helt enkelt fordi det ikke er sandt. Ofte mærker vi, at et eller andet slet ikke stemmer, når vi har for travlt med at afsondre os fra den øvrige natur. Vi kommer i ubalance, hvis vi skal være inde hele tiden - eller hvis vi har så travlt med alt vores menneskeliv, at vi ikke når at være del af resten af naturens liv. Måske bliver vi stressede, kede af det eller bare urolige.
For ikke så forfærdelig mange år siden vidste vores forfædre udmærket, at vi var del af helheden - de var slet ikke kommet på den idé, at vi skulle være andet. Så alt i os er stadig gearet til at høre med, og vi pines af den kunstige adskillelse.

Så hvad gør man, hvis man er midt i en travl periode, eller bare ikke mentalt kan rive sig løs fra menneskeboblen, selv om man forsøger?

Et trick kan være at gå udenfor, der hvor det nu kan lade sig gøre midt i travlheden eller opslugtheden. Ud i haven, ud i parken - eller måske bare ned i gadedøren. Og så se i tre afstande:
Først helt tæt på dig, nær dine fødder. Hvad ser du fra naturens verden? Måske græsstrå? En flue? Måske bare en fugleklat. Betragt det, du finder, og gør dig klart, hvad det er, så godt du kan. (Jeg prøvede tricket for lidt siden og så en bunddækkestaude med nogle fluer, der landede og lettede.)
Så kigger du ud i mellemgrunden. Hvad ser du der af planter eller dyr? Måske en gråspurv? En træstamme? En kumme med blomster? Eller en hund på luftetur? (Jeg så noget græs, der viftede i vinden.)
Dernæst retter du blikket mod baggrunden. Hvad kan du finde der? En due på et tag? En trækrone? Eller måske bare drivende skyer? (Jeg så grantræer, der bevægede sig for blæsten.)

Til sidst skal du gøre dig klart, hvem det er, der ser på græsset, duen etc. Det er jo bare mig, vil du nok sige. Og det er sandt, men hvem er du dybest set? Du er et stykke natur, der ser på naturen. Naturen betragter altså sig selv. Smag på det - og bær det med dig. Måske flytter det ikke noget for dig i første omgang, men hvis du gentager øvelsen over nogle dage eller uger, plejer der at ske et eller andet, så du begynder at mærke, at du hører så helt ind i marven med. Og at spurven og græsstrået gør. Nogle gange kommer indsigten meget brat og giver en helt umiddelbar ro.