Solen og himlen bliver skovsole og skovhimle, når de er over mig. Mine bakker er skovbakker, og du der går her, er et skovmenneske. Mine ravne ser dig an og til sidst taler de til dig, fordi du er skovens. Du går væk, og skoven ved ikke hvorfor. Den ved heller ikke hvorhen, bortset fra ravnene, som nu og da holder øje, eller duerne, eller uglerne, eller rådyrene og krondyrene. Skoven ejer dig faktisk, ved du det? Jeg er skoven, du er også skoven. Himlen er skovens, jorden er skovens. Alting springer i skov til sidst, og er det ikke lige meget, hvor vi kommer fra, når det hele springer i skov til sidst? Jeg stiller egentlig ikke et spørgsmål, for jeg er skoven, og det er nok. Jeg er skoven, og du menneske er et skovmenneske. Alting springer i skov til sidst. Har du set det springe i skov? Jeg har, for jeg er skoven. Jeg springer hele tiden i mig selv, for jeg er skoven. Dø under et træ, og du springer i skov. Der vil gro små bøge eller graner i dig meget snart. Eller birke, snarest birke. Birkene er overalt, de er på spring til at springe. Altid. Det springer i skov til sidst. Haver, huse, veje, alting. Ikke havet, havet har sin egen plads, men jeg springer ned til kanten, for jeg er skoven, og jeg springer. Jeg springer og er grøn og brun og bliver fyldt med dyr og planter, der er skov, der er skov, der er skov. Hvorfor måber du over ufoer? Har du set skoven? Hvor kommer dén fra?
© tekst og foto Ane-Marie Kjeldberg
