Skovjakker og terylene

Jeg beskæftiger mig meget med naturen. Det har jeg altid gjort; men i de seneste måneder har jeg mærket meget på mine sammenhænge med den, og på menneskers sammenhænge med den i det hele taget. Jeg har svært ved at få et godt tag i det, for jeg vil gerne ud over det betragtende, systematiserende, mere ned i det instinktive eller følte, og dermed måske i høj grad det ordløse.

Og det ordløse er naturligvis en udfordring for en forfatter, men samtidig er det der, det bliver virkelig spændende. 

 

Men jeg er nødt til at gå en omvej via de fattige, betragtende-klassificerende ord med min første tilnærmelse til emnet: 
Jeg har tænkt over en systematik i mit liv, som muligvis er der, og som muligvis har en eller anden betydning. Når jeg gør regnestykket op, så har jeg en fornemmelse af, at (en pæn del af) de mennesker, jeg har haft det mindst rart med i livet, har været folk, som ikke havde noget forhold til naturen – som skyede den og opfattede den som fjendtlig, besværlig, beskidt, plagsom eller noget i den stil og mest muligt undgik at være i den (inkl. i haven), eller som helst så den i solfyldte og insektfrie postkortglimt eller gennem glas (vindue eller skærm) eller buldrede larmende motionerende igennem den uden at tage notits af andet end egen puls og præstation. Jeg ved ikke, om den er der i gennemført form, systematikken – jeg har haft en god ven, som påstod, han hadede naturen (men han talte alligevel altid om den og ville gerne have mig med ud i den, og så gælder hans påstand ikke helt, vel?). Men ellers: Jeg kan komme i tanker om nogle stykker, som jeg ikke har kunnet finde fodslag med, som fandt naturen irriterende, helst ville være længst muligt væk fra den, eller som i bedste fald så den som en kulisse. Det var ikke det, der konkret gav det manglende fodslag, det var i hvert fald ikke et debatemne, det var bare noget, der også var der. 

Eller lå det mon alligevel under den gensidige mangel på trit som en uudtalt afsky fra deres side for min lytten til solsorten og trang til at komme udendøre? Jeg har altid taget nogenlunde ’pænt’ tøj på til sociale events, men fornemmede de alligevel, at min vanlige påklædning var skovbukser, vandrestøvler og vindjakker med sten og kogler og hundegodbidder i lommerne – og frastødtes? Lugtede jeg trods min nyvaskethed altid af hundesnor og af hunde, der færdes i skov?

 

Og ja, jeg lod altid blikket løbe rundt i de der hjem for at finde de mudrede gummistøvler og jakkerne med kogler og sten. Og jeg ledte i stuerne efter bøgerne om mos og lav eller naturlyrikken. Og jeg fandt intet af det, bare masser af terylene og små antiseptiske, blanke sko og måske nogle glittede magasiner om møbler eller smykker eller noget andet indendørs. Eller romaner om det hurtige liv i de store byer. Og følte jeg mig frastødt? Nej, det tror jeg ikke. Men nok noget i retning af hjemløs eller på den forkerte hylde – eller i det mindste en smule hæmmet i mit åndedræt. 

Måske bringer det mig hen til noget mere om sammenhængen med naturen, eller måske gør det slet ikke. Vel, en note er det i det mindste. 

..