Jeg har følt mig noget ukoncentreret gennem hele coronatiden: Havde svært ved at læse en bog færdig, artikler måtte heller ikke være for lange, og virkelig mange film kedede mig lynhurtigt.
Men i den sidste uges tid er det blevet helt galt: Jeg glemmer, som i konstant, hvor jeg har lagt mine havehandsker, hvor jeg stillede de nyindkøbte planter – og i går aftes var jeg lige ved at tømme hundens vandskål i skraldespanden i stedet for ude under bøgetræet.
DØDSANGST (JA) OG LÆNGSEL
Anstrengelsen ved at skulle være sådan på vagt (og huske at spritte, holde afstand og vaske nyindkøbte varer af (ja, det har vi også gjort/gør stadig)) er ved at have slidt godt. Anstrengelsen ved at frygte for sit liv har også tæret. (Som lidt ekstra udsat har jeg helt reelt frygtet for mit, særligt efter samtale med min ellers ret usentimentale læge, som bekræftede mig i, at jeg stod ekstra uheldigt, hvis jeg blev smittet.)
Måske er det helt særligt anstrengelsen ved at forsøge at opretholde en eller anden art normalitet, mens man samtidig passede på sig selv (og andre). Denne evige scannen omgivelserne og deres adfærd – og den evige scannen sig selv: Hvad rørte jeg ved? Kom jeg tæt på en person her? Sidder mit mundbind rigtigt? Rørte jeg ved noget, der så ulækkert ud, oven på den spritpumpe der? Har jeg vasket den pose mysli, jeg nu vil til at spise af? Eller har den alternativt ligget urørt i 72 timer, siden vi købte den?
Man har forsøgt at føre samtaler, nyde udsigten, smile, være glad, være begejstret; men den indre scanner kørte for fuld kraft hele tiden nede under forsøgene på at gøre normale ting.
Indtil videre har vi været forskånet for at få coronaen helt tæt på familien; men bekendte og venner og deres familier plus flere af min mands kolleger har været ramt, og blandt hans kolleger i Indien er det virkelig tungt. Flere sidder med alvorligt syge familiemedlemmer, som de ikke kan få hjælp til, fordi sundhedsvæsnet der er totalt overbelastet. Så jeg skulle i det lys skamme mig over at sige, at jeg er udkørt af at være på vagt. Men jeg er træt. Og ja, udkørt. Også udkørt ved at jonglere med splittelsen.
For der er jo netop en splittelse: På den ene side er man reelt set dødsangst (selv om det ikke rigtig er comme il faut på dansk, for altså her i Danmark, ikke, der har vi det jo så hyggeligt, så sku' vi nu ikke lige slappe af og tage en wienerbasse og grine lidt ad det hele?) og derfor konstant på vagt. På den anden side har man dybe længsler efter det, der var i ens normale liv, dengang det var normalt og coronafrit.
SAVNET AF MENNESKER - OGSÅ DEM, MAN IKKE KENDER
Og der kommer så taknemmeligheden ind. Ja, sågar en taknemmelighed over for selve coronasituationen. For dødsangsten og vagtsomheden og det isolerede og begrænsede liv har fået i hvert fald mig til at se meget klart, hvad der er virkelig vigtigt:
Jeg savner at kunne være nært og frit sammen med børn, børnebørn og svigerbørn. At kunne kramme og løfte (de mindste) op. At kunne holde de små frit i hånden (uden at tænke: Nu skal jeg huske at spritte af om lidt). At kunne tale med dem alle uden at tænke på afstand eller på at vende siden til. At kunne sidde sammen og grine højt – indendøre! Jeg har grundlæggende brug for at kunne føle, at mine nærmeste er ufarlige på alle måder. Jeg har i mange år vidst, at mine allernærmeste er det vigtigste i mit liv - og kombinationen allernærmeste og farlighed rimer bare ikke!
Jeg har brug for noget af det samme - tilbagevenden af ufarligheden - med en håndfuld venner og bekendte og et par af de familiemedlemmer, der ikke hører til omkring den oprindelige kernefamilie, som min mand og jeg producerede.
Alt det kommer sådan set ikke bag på mig.
Men det er kommet bag på mig, at jeg også savner den lille sludder med en ekspedient, tandlægens sekretær eller en medrejsende i toget. Jeg savner rent faktisk dette på det helt lille dagligdagsplan at være med i et samfund. Ikke at jeg trænger til de der urbane småsludre hver dag, dertil er jeg for meget skovtrold. Men bare en gang imellem. Dette at være i en by og indgå i kontakt med mennesker, man egentlig ikke kender.
Og så savner jeg oplevelser. Savner dem i en grad, som overrasker mig umådeligt. Nærmest over i det skamfulde. Jeg har altid ønsket mig at være så meget som muligt i kontakt med naturen, og af hjertet har jeg altid været lidt af en homesteader. I praksis var der masser af naturkontakt, men ikke så megen homesteading – men jeg har altid godt kunnet lide tanken om at gøre det enkelt, finde de simple glæder etc. Og her under coronaen er naturkontakten kun blevet større, og opprioriteringen af de enkle, hjemlige glæder har faldet helt naturligt.
Så vi går de samme tre-fire ruter på nogenlunde øde steder, og vi kører cirka de samme lørdag- og søndagsture med en kold hjemme-Starbucks i den prikkede mini-køletaske, standser og ser på de samme fire-fem udsigter, shaker Starbucksen (well) og drikker den.
Nogle enkelte gange går vi en tur i den nærliggende storby med nære og kære familiemedlemmer, og én gang under pandemien drønede vi til Sjælland og gik tur med andre nære og kære i deres lille by samt sad på deres terrasse og sludrede lidt. Det giver noget andet. (Men disse byvandringer er så med hele coronavagtsomheden på niveau cirka 10 – husk afstand, ret på mundbindet, sprit af.)
Jeg savner i så krasbørstig grad et supplement af noget andet end naturen, noget andet end de enkle glæder! Jeg savner at komme på café og se (diskret) på mennesker. Jeg savner at nogen laver en lækker kaffe til mig! Jeg savner at gå ud og spise – og også her se (diskret) på mennesker. Samt udveksle små bemærkninger med tjeneren.
Jeg savner museer. Aros. Moesgård. Små byers småmuseer. Jeg vil gerne se Tollundmanden igen.
Jeg savner at gå i biografen. I teatret. At gå til en dårlig kunstudstilling.
Jeg savner at gå ind i et kirkerum og sidde lige så stille. Eller se på kalkmalerierne.
Jeg savner at gå i butikker. Særligt genbrug, men sågu også en Søstrene Grene eller Ikea. Endda i myldretiden, hvor jeg bliver rasende over alle de klovner, der blokerer gangene. Hvorefter jeg selv blokerer selvsamme gange for at stirre på en eller anden dims. (”Og hvorfor skal Søstrene Grenes gange være så smalle?” savner jeg at snerre til mine følgesvende på shoppetur.)
Så altså kultur, servering, og endda shopping. Ja igen: Jeg er åbenbart en anelse mere menneske-menneske og samfundsmenneske, end jeg troede. Tak, til coronaen for at afsløre det. Det er en indsigt, jeg næppe havde fået uden den. Livet bød mig i de normale gamle dage nok samfundsliv til, at jeg kunne vedblive at tro på, at jeg af hjertet virkelig var en ren Jens Kvernmo eller Lars Monsen tilsat lidt Far Ingalls. Men nej, homesteader-naturbarnet her har virkelig brug for en vis dosis helt dagligdags samfundsliv også. Det er ikke, som jeg ellers bildte mig ind, for mig kun et lille ekstra krydderi på tilværelsen. Det er et salt.
Lidt ind i juli burde mine kommende vacciner virke.
Så drager landmus-skovtrolden her til byen. Og tager bagefter Kvernmo-Monsen-Ingalls-frakken på igen.
Men har uden blusel byskoene klar i rygsækken til næste gang.
..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.