Men hov, hvis landstykket er belagt med asfalt eller fliser eller perlegrus, så er det ikke rigtig en have. Så er det bare en grund eller en (gårds)plads eller måske en bygård. Men hvis vi anbringer nogle planter i beholdere på pladsen, kan den på den anden side godt blive til en have.
Der skal altså planter til.
Men hvis vi nu bygger et hus midt i en skov, midt mellem alle træerne, er det så en have, der er rundt om huset? Nej, ikke rigtig. Der skal måske ryddes nogle træer og plantes noget andet, hvor de stod. Og der skal være en form for afgrænsning mod skoven. Måske et hegn eller en hæk, måske bare et slået stykke græs, som ender tydeligt op mod skoven.
Det nemme svar bliver mindre og mindre nemt, ikke? Men i hvert fald: Det skal være en grund, der hører til et hus, der skal være ryddet i et eller andet omfang, og der skal være en eller anden form for styret plantning. Og der skal være en art afgrænsning.
Så har vi det på plads.
Men der er noget mere i haver. De har et væsen eller et formål, selv om vi ofte ikke tænker nærmere over det.
I gamle dage var det enkelt: Haven var simpelthen et indhegnet område, hvor man passede på et eller andet – en afgrøde (fx i form af en køkkenhave) eller dyr (en hestehave, en dyrehave). Have (på ældre dansk haffue) betyder oprindeligt hegn og kom med tiden til at betegne det indhegnede område som sådan.
Men hvad er en haves væsen og formål i vores del af verden i nutiden? Nogle steder er de stadig grønsagshaver, i hvert fald delvis.
MIN HAVE
I min og min mands have er der nogle frugttræer og frugtbuske, nogle enorme rabarber, og så dyrker jeg nu og da nogle kartofler og lidt rucola. Desuden har jeg seks høns, som lægger umådeligt mange æg, samt en hane, der passer på dem. Men ellers? Det meste af haven er ikke nyttehave. Hvad er den så egentlig? Den er et hegnet område, hvor jeg føler mig tryg og kan være i fred, og hvor hunden kan løbe frit. Den har et niveauspring og er fyldt med planter, som delvis var i haven, da vi købte huset – stauder, frugttræer, syrener og kæmpestore rhododendron, en eg, en bøg, en birk, en douglasgran, en hel række lærketræer og kæmperabarberne.
Det nemme svar bliver mindre og mindre nemt, ikke? Men i hvert fald: Det skal være en grund, der hører til et hus, der skal være ryddet i et eller andet omfang, og der skal være en eller anden form for styret plantning. Og der skal være en art afgrænsning.
Så har vi det på plads.
Men der er noget mere i haver. De har et væsen eller et formål, selv om vi ofte ikke tænker nærmere over det.
I gamle dage var det enkelt: Haven var simpelthen et indhegnet område, hvor man passede på et eller andet – en afgrøde (fx i form af en køkkenhave) eller dyr (en hestehave, en dyrehave). Have (på ældre dansk haffue) betyder oprindeligt hegn og kom med tiden til at betegne det indhegnede område som sådan.
Men hvad er en haves væsen og formål i vores del af verden i nutiden? Nogle steder er de stadig grønsagshaver, i hvert fald delvis.
MIN HAVE
I min og min mands have er der nogle frugttræer og frugtbuske, nogle enorme rabarber, og så dyrker jeg nu og da nogle kartofler og lidt rucola. Desuden har jeg seks høns, som lægger umådeligt mange æg, samt en hane, der passer på dem. Men ellers? Det meste af haven er ikke nyttehave. Hvad er den så egentlig? Den er et hegnet område, hvor jeg føler mig tryg og kan være i fred, og hvor hunden kan løbe frit. Den har et niveauspring og er fyldt med planter, som delvis var i haven, da vi købte huset – stauder, frugttræer, syrener og kæmpestore rhododendron, en eg, en bøg, en birk, en douglasgran, en hel række lærketræer og kæmperabarberne.
Vi har selv suppleret op med mange roser, flere (meget kulørte) stauder, flere frugtbuske, bambus, syrener og træer samt en samling stedsegrønne buske. Og så er her bålsted, legehus, sandkasse, to hønsehuse, to terrasser, flere bænke og andre siddepladser, fuglekasser, fuglebade, underlige haveskulpturer, rosenbuer, et par springvand og et drivhus. Plænen er efterhånden ret lille, og haven er fyldt med nooks and crannies.
For mig har den en dyb og tryg følelse af boplads eller af gårdstun, som nordmændene siger - og af en smule skov i hjørnerne. Og af kontinuitet, fordi der stadig står så mange planter, som købmandskonen, der anlagde haven, har plantet. Samt nogle stykker fra min far og en enkelt fra min svigerfar.
Der foregår en masse i vores have, kan man vist godt sige. Vi havde for nogle år siden besøg af en gartner, som skulle give os nogle råd om dele af beplantningen. Han fik en del nervøse trækninger, da han kom ind i haven. Den lignede vist ikke noget, han havde lært om på gartnerskolen!
BILLEDET AF VORES PERSONLIGHED
Engang hørte jeg et menneske med stor haveinteresse sige, at haven er et billede af vores personlighed. Se, der tror jeg, vi begynder at få fat i noget.
Nogle haver ligger dog blot hen som noget, der ligner irritationsmomenter for ejerne. Måske var haven bekvem, dengang der var børn i huset, som gerne ville klatre i træer, rode i mudder og spille bold. Men nu er den bare en plæne, der skal slås, en hæk, der skal klippes og plagsomt meget ukrudt, der skal luges under de mange stedsegrønne buske. Og der er måske mange megaflasker round-up i skuret. Men måske siger den slags haver også noget om ejerens personlighed? Ingen synderlig naturinteresse? Ubehag ved livets uregerlighed og frodighed? Trang til orden, overskuelighed og regelmæssighed?
Så er der de komplet vildtvoksende haver, som måske fortæller noget om naturglæde – og måske om et travlt, frodigt liv med børn, arbejde og mange interesser. Fugle og pindsvin elsker de haver!
Og så er der alle haverne midt i mellem: Fra den nysselige blomsterhave, hvor ikke et strå står forkert, men hvor glæden lyser ud af hver krog – og til den helt eventyrlige have med legende indslag af spejle, planteskulpturer, hemmelige døre (som fører ingensteder hen) og beplantede støvler.
HAVENS KALD PÅ DET FRITVOKSENDE I OS
Ofte er der sammenhæng mellem haver og husene, de hører til, der er en stil af en art, som flyder mellem de to.
Men indslaget af natur – planter, vejr, jordbund, dyreliv – gør noget andet ved haven. Vi kan ikke styre den egenhændigt. I round-up-haverne forsøges det ved at slå dele af naturen ihjel med gift; men i de andre haver indtræder der et samarbejde. Vi kommer i nærkontakt med det skabte, og det fremkalder noget i os, som det at flytte rundt på møblerne og hænge et nyt maleri op ikke gør i samme grad. For det, vi ikke kan styre omkring os i haven, kalder på det fritvoksende, søgende og eksperimenterende i os. Og på det naturhengivne, værende.
På den måde bliver haven på sin vis et spirituelt sted. Et sted, hvor vi i samspil med den natur, vi kommer fra og i bund og grund er, folder os ud i al vores sjæls og kreativitets fylde.
Lad os give haverne masser af plads til at blive og være det fredhellige sted, hvor vi kan være os selv, som vi virkelig (også) er. Ud med round-uppen og skrækken for det ustyrlige - og ind med glæden, legen og samarbejdet med Moder Natur! Det er tilladt at være fjollet i haven. Og rodet. Og romantisk og barnlig. Eller hvad vi nu er. Vi behøver ikke sætte betegnelser på. Haven er flintrende ligeglad. Og det samme er musvitter, solsorte, insekter og pindsvin. Vi kan bare være.
Grønne hilsner til alle.
BILLEDET AF VORES PERSONLIGHED
Engang hørte jeg et menneske med stor haveinteresse sige, at haven er et billede af vores personlighed. Se, der tror jeg, vi begynder at få fat i noget.
Nogle haver ligger dog blot hen som noget, der ligner irritationsmomenter for ejerne. Måske var haven bekvem, dengang der var børn i huset, som gerne ville klatre i træer, rode i mudder og spille bold. Men nu er den bare en plæne, der skal slås, en hæk, der skal klippes og plagsomt meget ukrudt, der skal luges under de mange stedsegrønne buske. Og der er måske mange megaflasker round-up i skuret. Men måske siger den slags haver også noget om ejerens personlighed? Ingen synderlig naturinteresse? Ubehag ved livets uregerlighed og frodighed? Trang til orden, overskuelighed og regelmæssighed?
Så er der de komplet vildtvoksende haver, som måske fortæller noget om naturglæde – og måske om et travlt, frodigt liv med børn, arbejde og mange interesser. Fugle og pindsvin elsker de haver!
Og så er der alle haverne midt i mellem: Fra den nysselige blomsterhave, hvor ikke et strå står forkert, men hvor glæden lyser ud af hver krog – og til den helt eventyrlige have med legende indslag af spejle, planteskulpturer, hemmelige døre (som fører ingensteder hen) og beplantede støvler.
HAVENS KALD PÅ DET FRITVOKSENDE I OS
Ofte er der sammenhæng mellem haver og husene, de hører til, der er en stil af en art, som flyder mellem de to.
Men indslaget af natur – planter, vejr, jordbund, dyreliv – gør noget andet ved haven. Vi kan ikke styre den egenhændigt. I round-up-haverne forsøges det ved at slå dele af naturen ihjel med gift; men i de andre haver indtræder der et samarbejde. Vi kommer i nærkontakt med det skabte, og det fremkalder noget i os, som det at flytte rundt på møblerne og hænge et nyt maleri op ikke gør i samme grad. For det, vi ikke kan styre omkring os i haven, kalder på det fritvoksende, søgende og eksperimenterende i os. Og på det naturhengivne, værende.
På den måde bliver haven på sin vis et spirituelt sted. Et sted, hvor vi i samspil med den natur, vi kommer fra og i bund og grund er, folder os ud i al vores sjæls og kreativitets fylde.
Lad os give haverne masser af plads til at blive og være det fredhellige sted, hvor vi kan være os selv, som vi virkelig (også) er. Ud med round-uppen og skrækken for det ustyrlige - og ind med glæden, legen og samarbejdet med Moder Natur! Det er tilladt at være fjollet i haven. Og rodet. Og romantisk og barnlig. Eller hvad vi nu er. Vi behøver ikke sætte betegnelser på. Haven er flintrende ligeglad. Og det samme er musvitter, solsorte, insekter og pindsvin. Vi kan bare være.
Grønne hilsner til alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.