I EGEN BARM - en ufærdig bog om kun lige at hænge i ved neglene

I går fik jeg læst den omdiskuterede anmelder og instagrammer Katherine Diez’ bog I Egen Barm. Den er hurtigt læst – og den er underligt ufærdig. En del af bogen består tilsyneladende af dispositionspunkter til en færdig bog – som blot aldrig er blevet til egentlig tekst. Der er f.eks. opremsninger af tidlige kærester og flytten sammen med og fra dem, kun i overskriftform.

Desuden er der en del namedropping, der virker irrelevant – herunder en henvisning til et besøg hos et stenrigt amerikansk ægtepar, som dog retfærdigvis ikke navngives, der berettes kun om luksussen og om husholdersken, som tager sig af Diez (da ægteparret ikke rigtig har tid).

Men bortset fra det, så er Diez lykkedes med i en del afsnit at skrive råt og smerteligt om fortvivlelse. Der er for mig ingen tvivl om, at det er en dybt desperat forfatter, der har skrevet denne bog. Hun skildrer sin barndom med en dramatisk, uberegnelig og selvcentreret far, og en ellers stabil stedfar, der falder i druk, og den skræk og tomhed, der følger, selv om Diez’ mor kæmper – og forfatteren skildrer, så det gør ondt.

Diez skriver også om en voldsom spiseforstyrrelse og om siden at være meget optaget af at få udført kosmetisk kirurgi – og hun synes ikke at være bevidst om sammenhængen mellem de to ting.

Generelt er I Egen Barm en bog om kun lige at hænge i ved neglene, at være blevet svigtet i barndommen og blive det i voksendommen. Om at forelske sig i en mand og hans families verden og tro, man vil finde tryghed der – men opdage, at man ikke blev taget så seriøst, som man havde troet. At manden er en lidt anden, end man troede (også erotisk); at han ikke vil have endnu et barn; at han ikke er parat til den del, der hedder ”i modgang”.

Om at finde en plads, når man gerne vil skrive her i vores lille land; om at tro, at man nu er en stor avis’ nye store koryfæ, når man måske i højere grad var et forsøg med en ny kæk strategi over for de svigtende unge læsere.

Og hvad så med Diez’ stjælen andres tekster og brugen en titel, hun ikke har?

Titel-delen går hun ret let hen over – hun troede angiveligt, at man godt kunne kalde sig bachelor, når man bare havde læst et antal år. Det er jo utilgiveligt naivt, for at sige det mildt.

Og tekst-stjæleriet? Jeg vil gladeligt give Diez den indrømmelse omkring hendes ”kartotek” af citater, at alle læsende mennesker noterer sig andres gode formuleringer, enten som sedler på en opslagstavle, notater på telefonen eller som mentale noter. Og vi lader nogle af småstumperne indgå i vores eget talesprog – og derved vil vi også komme til at skrive dem. Sådan er det for alle forfattere, og det har det altid været (hos fx HC Andersen finder man også forvanskede citater af andre forfattere – uden kildehenvisning!). Det hedder inspiration. Og det er i øvrigt også sådan, vi som opvoksende mennesker helt generelt opbygger vores personlige sprog.

Men det at gå ind i et udenlandsk magasin og negle hele afsnit til sin egen anmeldelse eller klumme, det er noget andet. Også det går Diez lige lovlig let hen over i sin bog.

Men fortvivlelse og sårbarhed kan hun skildre, og en vis humor mærker man også små glimt af. Fx skriver Diez (der i bogens løb vedstår et kraftigt kokainmisbrug) et sted, at hun ”går på toilettet og pudrer næsen – med pudder”.

Man mærker også en måske lidt udansk hang til at være fandenivoldsk – og måske er fandenivoldskheden Katherine Diez’ store problem i den danske andedam. Hun har ofte udtalt, at danskerne ikke kunne fatte, at hun både var smuk og klog. Men jeg tror snarere, at hun ikke forstås og rummes, fordi hun delvis har denne fandenivoldske (og arrogante) mediepersona kombineret med stor følsomhed og indre ensomhed.

Diez’ er helt jævnaldrende med mine døtre, og som nogens mor ønsker jeg for hende, at det må gå hende godt. At hun må finde en eller anden tryghed og ro. Og jeg tror egentlig på, at hun vil kunne skrive fremadrettet, som hun så gerne vil. Måske skønlitteratur for unge. Måske kan hun også blive en glimrende content creator for brands, der gerne vil tale til et publikum, der føler sig lidt til den fandenivoldsk-overlegne side.

Pas på dig selv, Diez.

Det skal nok gå alt sammen.