fredag den 20. maj 2022

Vold - og hykleriske klakører

En figur i min kommende roman har skrevet en tekst:


”En særlig art hykleri ses i aktion i disse år. Jeg ville gerne have skrevet en fin litterær tekst om det, men jeg kan ikke. Min vrede var for stor. Her kommer bare ord skrevet med venstre hjernehalvdel, og undervejs kom noget andet end vrede ind som et lag oveni:

Så kommer du møvlende og vil være med, gøre som alle de andre, applaudere tiltag mod den fulde skala af mobning, psykisk og fysisk vold og voldtægt - og for voldsofres ret til at tale. 

Så du har glemt, hvad du selv har gjort på hele den skala uden nogensinde at indrømme, endsige gøre den mindste gnalling bod? Du har nægtet, du har beskyldt ofrene for løgn. 
Tror du, at ofrene har glemt? Er det sådan, det hænger sammen? Tror du, deres betroede har? Tror du, du har haft held med at overbevise de betroede med de løgne, du har spredt? Tror du i de inderste kroge af det sted, hvor sjælen normalt sidder, at du har ret – eller at du har vundet?

Du vil være med, vil sammen med os andre udtrykke, at vold er forkert. Igen. Igen.

 

Til sidst får jeg næsten medlidenhed. Denne ihærdighed. For du ved jo, at mindst ti mennesker – formentlig flere - kigger på dine gebærder, folk, som ved, hvad du har gjort. 

Den må være tung at bære med sig – hvis man har den mindste normalitet i sig - den viden, at man har smadret et par mennesker, og som ringe på en ellers fredelig sø udbredt skade på mange flere. Eller er det ikke tungt for en som dig? Er folk stadig underordnet dine lyster? Visse folk?

Det må i det mindste være en byrde at holde det skjult, det, du har bedrevet. Formentlig ved dine børn og din kone det ikke? Og naboerne? Dine venner? Dine gamle forældre, har du tilstået for dem? 
Tænk, hvis nogen en dag vælger at benytte den ret til at tale, som du så ivrigt applauderer.

Og selv hvis det ikke sker, netop hvis det ikke sker, så må du spille med, så konen ikke skal undre sig over, at du lige præcis ikke applauderer. Og børnene. Og din gamle mor. Du skamrider gode folks hjertebørn ved at klappe og like, måske ved du det godt, ligesom en hel kreds af mennesker gør, men hvad sker der, hvis du dukker dig og lader være at voldride? Hvilke spørgsmål vil komme? Ja, hvilke spørgsmål, du derude?

Du ser gammel og slidt ud. Er dit liv pinefuldt?

 

Og du liker nok engang. 

Mens vi kigger og ved.”

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.