tirsdag den 15. februar 2022

Vi må stoppe med det reflektoriske 'to til tango'

Der er et udtryk, som jeg i stigende grad gennem livet er kommet til at afsky: Det affærdigende 'der skal to til tango'. For det er ikke bare en sårende afvisning af forsøg på dialog, af legitime klager eller behov for moralsk opbakning - nej, det er efter min overbevisning et direkte farligt udtryk.

Det er bestemt ikke alle, der bruger udtrykket - men det er udbredt nok, og holdningerne bag er endnu mere vidt udbredte.

Jeg har hørt medmennesker sige et trevent 'jaja, der skal to til tango' som reaktion på andres sorg, skræk og vantro over i længere tid at være blevet overfuset igen og igen af en alkoholiseret kollega. Jeg har hørt tango-reaktionen, når nogen forsøgte at tale om, at de var udsat for mobning, chikane og trusler i familielivet. Grænseoverskridelser og decideret psykisk vold blev omfortolket som gensidigt skænderi og konflikt.

Kvinder og mænd, der forsøger at tage reelle problemer i partnerens adfærd op, mødes ikke helt sjældent med tango-svaret fra partnerens side.

Endog omkring mobbede skolebørn kan voksne gribe til at tale om, at den mobbede vist også selv er ude om det (har 'underlige interesser', opfører sig 'mærkeligt', 'ikke er modig nok', 'læser for meget' etc. etc.).

Mobning på arbejdspladsen bortforklares også ganske ofte som noget, den mobbede selv er ude om.

Sågar vold i parforholdet - psykisk og fysisk - kan af omgivelserne mødes med tango-kommentarer: 'Hun er da vist også ret umulig/alt for krævende/lidt til en side.'

Og hvor ofte har vi ikke hørt en tango-reaktion, når en kvinde var blevet voldtaget? 'Hun var vist selv ude om det, sådan som hun gik klædt/når hun gik alene der/når hun gik med ham/når hun talte med ham/når hun smilede sådan/når hun var beruset.'

Og selv når det kommer til det yderste, hvor mennesker bortføres og myrdes, som i den forfærdelige sag fra Ålborg for nylig, lyder der visse stemmer, der vil give offeret (dele af) skylden.

VI LEGITIMERER DEN FORTSATTE VOLD

Vi må holde op med det her. For når to til tango-reaktionen så nemt og ofte popper op, så gør vi det svært for hinanden (herunder for børn) at søge hjælp og støtte hos andre. Vi kommer til at føle, at vi nok bare er pivede og sarte, at vi burde være mere hårdhudede - eller alternativt, at overgreb og trusler nok er vores egen skyld. Ofrene ender alene - og ensomhed med overgreb og grænseoverskridelser er alvorlig og ofte livsvarigt nedbrydende og kan i sidste ende blive livsfarlig (fx hvis overgrebspersonens handlinger eskalerer).

Ydermere er vi med tango-reaktionen med til at legitimere, at overgrebspersoner i hjem, familie, skole, på arbejdspladser, i gadelivet etc. bare kan køre på. De får jo at høre, at piger og kvinder, drenge og mænd, kolleger, ægtefæller, svigerdøtre, skolekammerater, gamle koner, gamle mænd, boomere, ekspedienter, togkontrollører, svigersønner etc. etc. ofte har fortjent det/selv har opfordret til det - psykisk vold, fysisk vold, foragt, negligering, latterliggørelse, udfrysning, nedgørelse, mobning, kold skulder, begramsning, skræmmende kommentarer, sjofle kommentarer, trusler, selvmordsopfordringer, voldtægt, mord.

Har jeg selv erfaringer med det? Ja. Jeg skriver ikke fra hattedame-perspektivet. Jeg har haft psykisk vold (i forskellige gradueringer - op til det meget grove og konstante) og fysisk vold (inklusive voldtægt) meget tæt på. Og jeg har oplevet to til tango-reaktionen udfoldet diverse gange - og oplevet reaktionens dybt ødelæggende virkninger. Overgreb - og tango-reaktion - kan slå ned overalt.

Derudfra beder jeg indstændigt om, at vi ophører med den reflektoriske og trevne (eller fordømmende) tangoreaktion - udtalt med tango-ordene såvel som udtrykt i andre ord, men i en ikke desto mindre pr. definition afvisende og victim-blamende attitude.

---

(Og ja, der findes naturligvis situationer, hvor der er to til tango - hvor to brushaner eller -høner bare er oppe at toppes; men lad os lige se empatisk, nøje og seriøst på situationen, inden vi (dovent/foragteligt) henfører alt mellem himmel og jord til den kategori.)

---

Foto: Stockunlimited

---

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.