Se noget beroligende på DR - Bertelsen på Shikoku 88

 I denne vanvittige verdenstilstand lige et link til en beroligende udsendelsesrække: "Bertelsen på Shikoku 88" - hvor danske Mikael Berthelsen vandrer på den gamle japanske pilgrimsrute Shikoku 88. Masser af natur, masser af langsomhed og eftertænksomhed og masser af Japan. Og nysgerrighed - og små glimt af humor.

En venlig programserie - som man sagtens kan se flere gange.

On demand på DR TV.

Haralds Mor - roman af Johanna Frid

Haralds Mor er en feberdrømsagtig roman om at have en svigermor, der synes, at hendes søn har fundet sammen med den helt forkerte. Hovedhandlingen foregår i en udkants-lufthavn, hvor Claudia venter på, at hendes kæreste, advokaten Harald skal vende tilbage fra et afvænningsophold i det norske højfjeld. Men uventet dukker svigermor op – og har sat sig for, at sønnike skal med hende hjem, ikke med kæresten. Og så bliver Haralds fly forsinket af vintervejr – igen og igen. 

Og der sidder de to kvinder strandet i hinandens uønskede selskab. Deres fortid med Harald og hinanden rulles glimtvis op – i både væmmelige og grotesk komiske detaljer.

 

Haralds mor synes, at hun selv er perfekt – magtfuld, ordentlig (på jeg-stryger-viskestykkerne-måden) og også ret progressiv, hvis hun selv skal sige det. Og det synes hun, hun skal, og fortæller op og ned ad stolper om, at hun engang boede i kollektiv, gik i demonstration og vistnok kendte nogen, der var bøsser. Desuden bryster hun sig af at være empatisk, kærlig og altid kæmpende på de svages side.

 

Claudia er blevet usikker i hendes selskab – og efterhånden irriteret. Og udmattet.

Og må man nu det, blive irriteret over konstant at blive stukket til, kritiseret i ord og gerning? Blive udmattet af det?
Må man det, når man ikke er sådan en perfekt én som Haralds mor? Når man har noget angst, ikke kan blive færdig med sin afhandling og desuden har fået en art stressfremkaldt epilepsi? Og er hjemmemenneske og enegænger og har behov for at kunne være tryg i sit liv og sit hjem? Og desuden er ironisk? (Må man overhovedet være ironisk, når man har angst?)

Og på den anden side: Må man som svigermor eller anden svigerperson føle og vise, at man er vigtigere i sin søns (brors etc.) liv end sin søns (eller brors eller hvad det nu er) kæreste?
Harald, der har ADHD og er bipolar og er endt i et solidt pille- og sprutmisbrug, er tydeligvis vældig glad for Claudia, og Claudia er vældig glad for ham. De er begge sårbare, særprægede mennesker, men de gør hinanden godt.

Den fremstormende svigermor er klart helt kold i bagdelen over at gøre, hvad hun kan for at fordrive sin svigerdatter. Det er bedst for sønnike, mener hun. Nej, VED hun! For det er jo svigerdatterens skyld, at han er endt der, hvor han er. At hans ADHD- og bipolar-diagnose viste sig mange år før Claudia dukkede op, overser svigermor behændigt.
Alt er Claudias skyld – også detaljer som at Harald roder og sviner hjemmet til i sine anfald af mani.

Tænker svigermor over, at Harald har valgt Claudia? At han er en voksen mand, der har valgt? At han måske – det gud forbyde! – havde behov for en kvinde, der IKKE var som hans mor?
Tænker hun over, at hun ikke kun smadrer Claudia, men også ødelægger Haralds liv ved sin adfærd? Tænker hun over, at Harald en dag ikke vil orke sin mor mere, fordi hun smadrer?

Svigermoren gentager og gentager, at hun jo vil hjælpe Harald – og at hun er den, der kan det bedst, for hun KENDER jo Harald, og Claudia er uduelig og vanskelig.
Hvad er hendes egentlige ærinde? Vil en eller anden anden kvinde være god nok til positionen som svigerdatter? Eller vil Haralds mor bare have Harald som sin egen lille helt private guldklump? Bogen giver ikke svar, mareridtet kører blot, mere og mere vanvittigt.

Og slutningen er muligvis åben – men jeg ser dog (på udmattede og dog kæmpende Claudias side, som jeg er) et håb blafre i den nordsvenske vinternat.

 

En katarsisk roman. Og bizart morsom i al sin sindssyge. 

Den anbefales alle, der har haft (eller har – modtag mine kondolencer) en nedbrydende svigermor eller anden svigerperson på halsen. Og alle, der mener, at svigermødre og deslige vist ikke kan være så slemme, og at nedbrudte svigerdøtre overdriver og er sarte og pylrede. 
Og desuden anbefaler jeg den til alle perfekte svigermødre med umulige, uduelige og vanskelige svigerdøtre – og prægtige sønner, der havde fortjent SÅ meget bedre. Jeg ved, at lige I vil hade Claudia og elske Haralds mor – og sådan fortsætter historien formentlig for evigt.

Haralds Mor er skrevet af den prisbelønnede svenske forfatter Johanna Frid. 

Johanna Frid skriver gerne om tabubelagte emner fra fx familielivet.

Bogen ”Ind i skoven” – en anbefaling

Når jeg fortæller om, hvor meget jeg går i skoven – og om min glæde ved det – får jeg en af tre reaktioner:

1) Oftest: Glade øjne og et ”ja, det gør så godt at gå i skov!”

2) ”Jeg kan ikke lide at gå i skoven – det er kedeligt/for koldt/for vådt/der er insekter.”

3) Et rædselsslagent: ”Men er du da ikke bange for at gå der alene?”

Og jeg tror, bogen ”Ind i skoven” med undertitlen ”Skovbadets kunst og videnskab” vil kunne gavne, glæde og oplyse alle tre typer respondenter, for dr. Qing Li fra Nippon Universitets medicinske fakultet skriver så sobert og videnskabeligt funderet om det, som vi skovbegejstrede instinktivt og pr. erfaring ved: At det at færdes i skov gavner vores helbred både fysisk og mentalt. For japanerne har, som det praktisk tænkende folkefærd de er, sat sig for at finde ud af, hvordan man på tilgængelig vis skaffer en stresset og overarbejdet befolkning ro. Og man tog udgangspunkt i det, mange oplever – at skoven lindrer stress, tankemylder, hovedpine og andre smerter, og så gav man sig ellers i kast med videnskabelige undersøgelser af testpersoner.

Og ja, skoven lindrer og styrker. At færdes i skov eller skovlignende omgivelser sænker niveauerne af stresshormonerne kortisol og adrenalin, styrker hvilenervesystemet og sænker blodtrykket. Og det gavner din søvn og gør dit humør bedre (nedsætter herunder angst). Også vores taknemmelighed og trang til at hjælpe/glæde andre øges ved naturkontakt, mens vores selvoptagethed falder.

Og immunforsvaret styrkes også (herunder modstandsdygtighed mod kræft). Det hjælper træernes fytoncider (olier som er del af træernes selvforsvarssystem) med.

Bogen giver anvisninger på, hvordan vi bedst skovbader (hvilket NB ikke handler om at bade i en skovsø, men om at dykke ned i skoven og dens gode virkninger) – blandt andet ved at gå langsomt og bruge sanserne meget bevidst.

Den fortæller os også om, hvordan vi kan tage skoven med hjem og gavnes af det ved fx at indsnuse æteriske skovolier, have planter i hjemmet (eller på kontoret), afspille skovlyde – eller sågar se på billeder af træer.

Bogen er letlæst og desuden smukt illustreret med billeder af skov og træer – en nydelse i sig selv.

PS: Jeg ved ikke, om de mennesker, der er bange for at færdes i skove alene, vil blive omvendt af bogen og alle de fordele ved skovbadning, den dokumenterer. Men det gode er, at bogen også fint redegør for, at bytræer og herunder parklandskaber også har skovbadningseffekt. Træer er for alle.

Bogen er udgivet på Gyldendal.

Lisbeth Zornig Andersens 'Mere Livsglæde - mindre Stress'

Lige da jeg for nylig havde købt Lisbeth Zornig Andersens bog 'Mere Livsglæde - mindre Stress', læste jeg en meget affærdigende anmeldelse af den, så jeg gik i gang med den med bange anelser.

Men jeg blev positivt overrasket. Bogen er ingen akademisk afhandling, men det giver den sig heller ikke ud for. Det er en bog til alle os nutidsmennesker, der slås med stress, fysisk sygdom, angst,  vægtproblemer, udmattelse eller anden mistrivsel - måske fordi vi som art ikke er skabt til at leve et hektisk bypræget liv med alt for mange indtryk og krav væltende ind over os, med alt for højt tempo, og med alt for lidt kontakt til naturen, vores allernærmeste og os selv.

Lisbeth Zornig Andersen skriver med venlighed, rummelighed og en dejlig portion humor ud fra sin egen erfaring med at finde lisende veje efter et liv, der har givet ar og skrammer. 

Visse af bogens afsnit kunne godt være uddybet mere, men det meste af bogen rummer dels befriende vinkler på os som savannemennesker, der tumler lidt forvirrede og pressede rundt i en verden, vi faktisk ikke er skabt til - dels en række gode råd til at finde lidt ro og funktionsdygtighed som i bund og grund fortidsmennesker, der er endt i en underlig moderne (u)sammenhæng. Og Lisbeth Zornig Andersen ryster ikke bare tilfældige råd ud af ærmet, men belægger de fleste af dem med kildehenvisninger - igen ikke altid de mest akademiske kilder, men Zornig beror sig ikke på åbenbaringer og til lejligheden opfundet hjemmestrik. Og rådene er nogle, hun selv har afprøvet og fundet brugbare. Det handler blandt andet om skovbadning, jordbadning, sang, sammenhold med de nærmeste - og kortvarig faste, motion, en særlig vejrtrækningsteknik og anden passende belastning af kroppen for at få den til at "skærpe sig" - og om ved hjælp af glade ritualer at snyde hjernen til at tro, at den har det godt.

Det gode ved bogen er, at den ikke er dogmatisk og borer sig ned i én teknik som det eneste saliggørende, men derimod giver en samling af tilgange, der kan lindre det pressede nutidsmenneske og give det et mildere (og måske lidt mere humoristisk) syn på sig selv og sit slid med at gøre det hele "godt nok". 

Det er rar og styrkende læsning. Og en del af Zornigs råd er afprøvet herfra (visse kendte jeg i forvejen) - og fundet gavnlige og helt enkelt også opmuntrende. En hverdagsbrugbar bog - skrevet af et menneske, som tydeligvis virkelig ved fra egen krop og eget liv, hvad stress og livsbelastning er. Og som har fundet en vej - eller flere - til en vis ro.

© Ane-Marie Kjeldberg

DU ER NATUREN, DER SER NATUREN (kort, nem øvelse) (mod (visse slags) uro og stress) :

Det ligger dybt i den nuværende vestlige kultur, at vi føler os adskilt fra naturen. Der er os - og den. Traditionelt føler vi os også hævet over den - vi har sjæl, mens mange mener, at naturen ikke har.
Og mange af os lever liv, hvor vi helt konkret er meget indendøre og måske kun ser udenaturen hastigt i forbifarten, mens vi drøner af sted i bil, eller mens vi løbetræner ikke-tilstedeværende gennem landskabet med musik i ørerne.
Men at ville se os selv som noget andet end natur gavner os ikke - helt enkelt fordi det ikke er sandt. Ofte mærker vi, at et eller andet slet ikke stemmer, når vi har for travlt med at afsondre os fra den øvrige natur. Vi kommer i ubalance, hvis vi skal være inde hele tiden - eller hvis vi har så travlt med alt vores menneskeliv, at vi ikke når at være del af resten af naturens liv. Måske bliver vi stressede, kede af det eller bare urolige.
For ikke så forfærdelig mange år siden vidste vores forfædre udmærket, at vi var del af helheden - de var slet ikke kommet på den idé, at vi skulle være andet. Så alt i os er stadig gearet til at høre med, og vi pines af den kunstige adskillelse.

Så hvad gør man, hvis man er midt i en travl periode, eller bare ikke mentalt kan rive sig løs fra menneskeboblen, selv om man forsøger?

Et trick kan være at gå udenfor, der hvor det nu kan lade sig gøre midt i travlheden eller opslugtheden. Ud i haven, ud i parken - eller måske bare ned i gadedøren. Og så se i tre afstande:
Først helt tæt på dig, nær dine fødder. Hvad ser du fra naturens verden? Måske græsstrå? En flue? Måske bare en fugleklat. Betragt det, du finder, og gør dig klart, hvad det er, så godt du kan. (Jeg prøvede tricket for lidt siden og så en bunddækkestaude med nogle fluer, der landede og lettede.)
Så kigger du ud i mellemgrunden. Hvad ser du der af planter eller dyr? Måske en gråspurv? En træstamme? En kumme med blomster? Eller en hund på luftetur? (Jeg så noget græs, der viftede i vinden.)
Dernæst retter du blikket mod baggrunden. Hvad kan du finde der? En due på et tag? En trækrone? Eller måske bare drivende skyer? (Jeg så grantræer, der bevægede sig for blæsten.)

Til sidst skal du gøre dig klart, hvem det er, der ser på græsset, duen etc. Det er jo bare mig, vil du nok sige. Og det er sandt, men hvem er du dybest set? Du er et stykke natur, der ser på naturen. Naturen betragter altså sig selv. Smag på det - og bær det med dig. Måske flytter det ikke noget for dig i første omgang, men hvis du gentager øvelsen over nogle dage eller uger, plejer der at ske et eller andet, så du begynder at mærke, at du hører så helt ind i marven med. Og at spurven og græsstrået gør. Nogle gange kommer indsigten meget brat og giver en helt umiddelbar ro.

AT SIGE TAK FOR DET, DER SKER AF SIG SELV

Næste bid i min lille serie om at finde fodfæste i en travl og krævende verden ved aktivt at huske, at vi er natur på samme vis som citronsommerfugle, ravne, fyrretræer og krondyr:

Et lille taknemmelighedsritual morgen eller aften (eller begge dele) kan åbne vores øjne beroligende og givende for alt det, der faktisk går godt i vore tilværelser, fordi naturen stræber mod liv og ligevægt. Jeg kobler ofte taknemmelighedsritualet sammen med den første slurk af min morgen- eller aftenthe. Jeg oplever som alle andre nu og da modgang, sygdom eller bare øv-dage, og det handler ikke om, at jeg jubelidiotisk fornægter det. Men kort at sige tak for det gode, der sker én helt naturligt (fx at kroppen virker; at sår heler; at gråd hører op; at sygdom som oftest går over af sig selv; at solen står op og en ny dag begynder; at solen går ned igen, og vi kan hvile), det er dybest set en anerkendelse af, at vi er del af naturen – og dermed ikke fritsvævende og alene, men samhørende med alt levende, herunder også vores slægt bagud i tiden.

Man kan gøre det ganske enkelt og kortfattet, fx: ”Tak for alt det gode, der sker helt af sig selv.” Man kan fint rette takken til sin gud eller guder, skytsengle, eller hvad man ellers måtte være knyttet til; men man kan sagtens nøjes med bare at takke uden at adressere takken et bestemt sted hen. Det essentielle er at standse op et øjeblik og erkende, at naturen fungerer i os og omkring os – og at vi dermed er uløseligt del af den store sammenhæng. Det giver os fodfæste og rodfæste – og i øvrigt også grund til at behandle os selv med respekt.

Det glemte fodfæste

 

Min elskede vestudsigt

Min ferie blev tilbragt i høj grad i familie-modus og lidt i indsamle-ny-inspiration-modus (vi tilbragte to uger plus lidt mere med besøg af/samvær med børn og børnebørn & fem dage med at opleve ny kultur mv.). Altså en meget aktiv, dejlig ferie. Jeg tror, rigtig mange i dagens Danmark tilbringer lignende ferier – især hvis man først har sat børn i verden.

Selve dagliglivet er vel ofte sådan. Travlt. Selv for gamle bedsteforældre (som for nogles vedkommende endnu ikke er pensionerede).

 

Og selv om ferien var dejlig, og hverdagen med, så kan der være følelsen af noget, der kalder. Noget, der ikke er tid til, noget, der må vente til der er mere plads i kalenderen. Noget, der er så uhåndgribeligt for en nutidsdansker, at man ikke engang kan skrive det i kalenderen. For man har ikke ord. Kun en følelse – af et eller andet. Noget, som man måske føler fjollet at dykke ned i. Eller selvisk (mange, mange af os (både kvinder og mænd) har kodet dybt ind i os, at vi skal yde til det yderste først, helst til vi næsten segner – vi skal passe job, familie, hus, have, motion, og først når alt det er på plads, kan vi se på, om der skulle være ti minutter til noget andet).

 

Og hvad er det, der kalder – og som næsten aldrig får tid i mange nutidsliv? 
Det er noget sammenhængsmæssigt. Mentalt? Eller helt konkret? Så konkret, at vi er fuldstændig blinde for det? For mig at se handler det om naturen og vores forankring i den. Dette, at vi er natur. Vi mennesker fylder voldsomt meget i verden, men vi er stadig natur, væsner blandt andre væsner. Nogle vil måske kalde det, der trækker i os, så vi bliver urolige og føler os nedbrydende fortravlede, for noget åndeligt. Jeg ved ikke, om det er den rette betegnelse. Vi ER jo ganske enkelt del af den store helhed, vore præmisser er grundlæggende de samme som bøgetræernes, rævenes og bregnernes. Og i bund og grund som stenenes og stjernernes.
Vi glemmer blot som oftest i løbet af en travl ferie eller et travlt liv at anerkende og respektere det. Vi har travlt med at have travlt, at være pligtopfyldende, at se alt i menneskeperspektiv – grave i egne problemer, opfylde forskellige standarder, og når vi endelig ser på naturen, så betragter vi den ofte hastigt og som et postkort eller et legeland i menneskets tjeneste.
Og når vi glemmer naturen og vores egen væren natur og del af det store hele, glemmer vi også os selv. Vi glemmer at lytte til os selv, vi presser os selv, selv om naturen i os forsøger at sige ’stop, gå en anden vej’ eller ’sid stille nu’.

 

Hvordan får vi benene plantet i skovbunden igen, finder vores plads i den store sammenhæng blandt harer, birketræer, høstborst og høgeurt? Blandt sten, søer, himmel, stjerner, planeter og humlebier?
For mig er en god start altid at finde verdenshjørnerne (også der, hvor jeg udmærket ved, hvor de er) : Gå ud i det fri og se mod øst, så mod syd og mod nord og til sidst mod vest. Mod vest mente vores førkristne forgængere, at vi sejlede, når vi døde, således at vi i hele vores liv er på en rejse mod vest og solnedgangen. Det finder jeg meget smukt, og den tanke giver mit liv som del af den store verden og den store livskæde sammenhængskraft og ro.
At finde verdenshjørnerne giver fodfæste og samtidig helt umiddelbart følelsen af, at verden er stor – langt større end menneskenes boble.

I den kommende tid vil jeg skrive lidt mere om at finde fodfæste i naturen. Det fodfæste er vigtigt for os som mennesker i en travl og presset tid som vores. Men det er også vigtigt for naturen som sådan, og dermed for naturens (og herunder vores) overlevelse.