De alt for selviske fotos - eller?

Jeg er flere gange blevet foreslået at få lavet professionelle forfatterfotos for at have ordentlige billeder, som pressen og forlæggere etc. kan bruge. Idéen er naturligvis at have præsentable billeder og ikke mindst: selv være herre over, hvordan man fremstår i forbindelse med avisinterviews etc. Hurtige presseskud falder ikke altid lige heldige ud - især ikke, hvis offeret hader at blive fotograferet og desuden virkelig har en evne at se mindre fiks ud på billeder.

Men jeg har vægret mig: Jeg har fundet det for selvisk at bruge penge på og for selvovervurderende eller forfængeligt på en eller anden måde. Selvfølgelig ved jeg, at mange forfattere får lavet den slags billeder - men lille mig? Var det nu nødvendigt? Og pænt ville det nok ikke blive alligevel, har jeg tænkt. Mine erfaringer med professionelle fotografer har ikke altid været lige gode - alt for hastige studie-seancer med stivbenede resultater.

I skoven med Dott Ovesen
Men jeg har dog længe haft kig på fotograf Dott Ovesen, da jeg kunne se, at hendes billeder havde noget særligt. Mange af dem var taget udendørs, og der var sjæl i dem - og ofte også glimt i den portrætteredes øjne.

Så i sidste uge sprang jeg ud i det og kontaktede Dott.
Og i går havde vi en knap to timer lang fotoseance. Den foregik dels her i mit hjem, dels i skoven oven for huset. Og det var sjovt! Også krævende, men helt grundlæggende sjovt. Dott gjorde meget ud af at finde ud af, hvem jeg var, og hvad mine billeder skulle bruges til. Vi havde først en lang snak pr. telefon - og i går indledte vi med at drikke en kop kaffe sammen og lige snakke tingene igennem igen. Under denne samtale noterede Dott sig naturligvis lyset i rummet, hvor vi skulle tage de første billeder, og hun var tydeligvis opmærksom på at få mig til at tø op, så hun kunne se min mimik etc.
Så gik vi i gang, tiden fløj - og i dag modtog jeg billederne - og jeg skrev straks efter bl.a. sådan her til Dott:

 Jeg troede kun, jeg havde to mulige ansigtsudtryk på fotos: Det, hvor dobbelthagen går fra øre til øre og cirka til knæene - eller det, hvor jeg smiler med tomme øjne og ligner en gammel, ramponeret 1800-tals-dukke.
Det har virkelig været sjovt at se, at nogle af de ansigtsudtryk, jeg følte, jeg kunne have, faktisk fandtes! 
Jamen hold da op, hvor jeg ikke fortryder, at jeg gik til dig! Det har virkelig været pengene værd. 
Stor cadeau til dig for din evne til at få et fremmed menneske til at tø op - og for din sans for at tune dig ind på, hvad det menneske indeholder! Uden tvivl den bedste fotoseance - og det bedste resultat - jeg nogensinde har været udsat for. Simpelthen!

Ovenfor og nedenfor ses et par af billederne.
Dott Ovesens hjemmeside er her. Jeg anbefaler hende meget varmt til alle, der har brug for fotos med liv og ægte udtryk