mandag den 14. april 2014

Et livstykke - og en sofa


Palmesøndag-weekenden blev anderledes end forventet.
Ægtemanden skulle til Flensborg lørdag .
Så jeg regnede med en stille lørdag alene med lidt puslen i haven.
Men mellemstedatteren skulle læse (egne) tekster op på en litteraturfestival - og barnepigen, som skulle passe barnebarn Karla, blev syg. Og svigersønnen skulle passe sin uddannelse.

Så mormor blev spurgt, om hun kunne springe til. Det kunne hun godt :-)
Jeg var faktisk en lille smule bekymret for at skulle passe den lille alene igen - har længe ikke kunnet pga. rygproblemer.

Det gik imidlertid som smurt. Den lille er jo stor nu (knapt to et halvt år!) og skal ikke løftes hele tiden. Hun kan selv - og forstår også hvad man siger. Så hun kan styres rundt med ord. Og hun er også selv utroligt god til at forklare sig.
Vi havde en virkelig herlig dag med:
  • leg,
  • gåtur,
  • sang,
  • påskepynteri,
  • læsen højt 
  • og masser af grinen
     
  • OG med den store tålmodighed, som er bedsteforældrenes. Der er overskud til at sidde og kigge på, at Karla igen og igen henter småsten til stensuppe henne i rosenhavens ral. Og der er tid til at glæde sig over det smil, hun sender, hver gang hun opdager, at mormor stadig sidder på bænken og lytter til fuglesangen og ser på hende.
Men lørdag aften, da den lille var hentet, var jeg så også godt og grundigt træt.
Jeg kan godt mærke, at det er 19-20 år siden, min mindste var så lille som Karla. 10 timer med sådan et lille livstykke brænder noget energi af.

Så Palmesøndag stod den i høj grad på sofa, læsning, lidt let pillen med en af mine blogs - og så ellers nyden haven, hunden og blomsterne. Og sofa igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.