I EGEN BARM - en ufærdig bog om kun lige at hænge i ved neglene

I går fik jeg læst den omdiskuterede anmelder og instagrammer Katherine Diez’ bog I Egen Barm. Den er hurtigt læst – og den er underligt ufærdig. En del af bogen består tilsyneladende af dispositionspunkter til en færdig bog – som blot aldrig er blevet til egentlig tekst. Der er f.eks. opremsninger af tidlige kærester og flytten sammen med og fra dem, kun i overskriftform.

Desuden er der en del namedropping, der virker irrelevant – herunder en henvisning til et besøg hos et stenrigt amerikansk ægtepar, som dog retfærdigvis ikke navngives, der berettes kun om luksussen og om husholdersken, som tager sig af Diez (da ægteparret ikke rigtig har tid).

Men bortset fra det, så er Diez lykkedes med i en del afsnit at skrive råt og smerteligt om fortvivlelse. Der er for mig ingen tvivl om, at det er en dybt desperat forfatter, der har skrevet denne bog. Hun skildrer sin barndom med en dramatisk, uberegnelig og selvcentreret far, og en ellers stabil stedfar, der falder i druk, og den skræk og tomhed, der følger, selv om Diez’ mor kæmper – og forfatteren skildrer, så det gør ondt.

Diez skriver også om en voldsom spiseforstyrrelse og om siden at være meget optaget af at få udført kosmetisk kirurgi – og hun synes ikke at være bevidst om sammenhængen mellem de to ting.

Generelt er I Egen Barm en bog om kun lige at hænge i ved neglene, at være blevet svigtet i barndommen og blive det i voksendommen. Om at forelske sig i en mand og hans families verden og tro, man vil finde tryghed der – men opdage, at man ikke blev taget så seriøst, som man havde troet. At manden er en lidt anden, end man troede (også erotisk); at han ikke vil have endnu et barn; at han ikke er parat til den del, der hedder ”i modgang”.

Om at finde en plads, når man gerne vil skrive her i vores lille land; om at tro, at man nu er en stor avis’ nye store koryfæ, når man måske i højere grad var et forsøg med en ny kæk strategi over for de svigtende unge læsere.

Og hvad så med Diez’ stjælen andres tekster og brugen en titel, hun ikke har?

Titel-delen går hun ret let hen over – hun troede angiveligt, at man godt kunne kalde sig bachelor, når man bare havde læst et antal år. Det er jo utilgiveligt naivt, for at sige det mildt.

Og tekst-stjæleriet? Jeg vil gladeligt give Diez den indrømmelse omkring hendes ”kartotek” af citater, at alle læsende mennesker noterer sig andres gode formuleringer, enten som sedler på en opslagstavle, notater på telefonen eller som mentale noter. Og vi lader nogle af småstumperne indgå i vores eget talesprog – og derved vil vi også komme til at skrive dem. Sådan er det for alle forfattere, og det har det altid været (hos fx HC Andersen finder man også forvanskede citater af andre forfattere – uden kildehenvisning!). Det hedder inspiration. Og det er i øvrigt også sådan, vi som opvoksende mennesker helt generelt opbygger vores personlige sprog.

Men det at gå ind i et udenlandsk magasin og negle hele afsnit til sin egen anmeldelse eller klumme, det er noget andet. Også det går Diez lige lovlig let hen over i sin bog.

Men fortvivlelse og sårbarhed kan hun skildre, og en vis humor mærker man også små glimt af. Fx skriver Diez (der i bogens løb vedstår et kraftigt kokainmisbrug) et sted, at hun ”går på toilettet og pudrer næsen – med pudder”.

Man mærker også en måske lidt udansk hang til at være fandenivoldsk – og måske er fandenivoldskheden Katherine Diez’ store problem i den danske andedam. Hun har ofte udtalt, at danskerne ikke kunne fatte, at hun både var smuk og klog. Men jeg tror snarere, at hun ikke forstås og rummes, fordi hun delvis har denne fandenivoldske (og arrogante) mediepersona kombineret med stor følsomhed og indre ensomhed.

Diez’ er helt jævnaldrende med mine døtre, og som nogens mor ønsker jeg for hende, at det må gå hende godt. At hun må finde en eller anden tryghed og ro. Og jeg tror egentlig på, at hun vil kunne skrive fremadrettet, som hun så gerne vil. Måske skønlitteratur for unge. Måske kan hun også blive en glimrende content creator for brands, der gerne vil tale til et publikum, der føler sig lidt til den fandenivoldsk-overlegne side.

Pas på dig selv, Diez.

Det skal nok gå alt sammen.

Haralds Mor - roman af Johanna Frid

Haralds Mor er en feberdrømsagtig roman om at have en svigermor, der synes, at hendes søn har fundet sammen med den helt forkerte. Hovedhandlingen foregår i en udkants-lufthavn, hvor Claudia venter på, at hendes kæreste, advokaten Harald skal vende tilbage fra et afvænningsophold i det norske højfjeld. Men uventet dukker svigermor op – og har sat sig for, at sønnike skal med hende hjem, ikke med kæresten. Og så bliver Haralds fly forsinket af vintervejr – igen og igen. 

Og der sidder de to kvinder strandet i hinandens uønskede selskab. Deres fortid med Harald og hinanden rulles glimtvis op – i både væmmelige og grotesk komiske detaljer.

 

Haralds mor synes, at hun selv er perfekt – magtfuld, ordentlig (på jeg-stryger-viskestykkerne-måden) og også ret progressiv, hvis hun selv skal sige det. Og det synes hun, hun skal, og fortæller op og ned ad stolper om, at hun engang boede i kollektiv, gik i demonstration og vistnok kendte nogen, der var bøsser. Desuden bryster hun sig af at være empatisk, kærlig og altid kæmpende på de svages side.

 

Claudia er blevet usikker i hendes selskab – og efterhånden irriteret. Og udmattet.

Og må man nu det, blive irriteret over konstant at blive stukket til, kritiseret i ord og gerning? Blive udmattet af det?
Må man det, når man ikke er sådan en perfekt én som Haralds mor? Når man har noget angst, ikke kan blive færdig med sin afhandling og desuden har fået en art stressfremkaldt epilepsi? Og er hjemmemenneske og enegænger og har behov for at kunne være tryg i sit liv og sit hjem? Og desuden er ironisk? (Må man overhovedet være ironisk, når man har angst?)

Og på den anden side: Må man som svigermor eller anden svigerperson føle og vise, at man er vigtigere i sin søns (brors etc.) liv end sin søns (eller brors eller hvad det nu er) kæreste?
Harald, der har ADHD og er bipolar og er endt i et solidt pille- og sprutmisbrug, er tydeligvis vældig glad for Claudia, og Claudia er vældig glad for ham. De er begge sårbare, særprægede mennesker, men de gør hinanden godt.

Den fremstormende svigermor er klart helt kold i bagdelen over at gøre, hvad hun kan for at fordrive sin svigerdatter. Det er bedst for sønnike, mener hun. Nej, VED hun! For det er jo svigerdatterens skyld, at han er endt der, hvor han er. At hans ADHD- og bipolar-diagnose viste sig mange år før Claudia dukkede op, overser svigermor behændigt.
Alt er Claudias skyld – også detaljer som at Harald roder og sviner hjemmet til i sine anfald af mani.

Tænker svigermor over, at Harald har valgt Claudia? At han er en voksen mand, der har valgt? At han måske – det gud forbyde! – havde behov for en kvinde, der IKKE var som hans mor?
Tænker hun over, at hun ikke kun smadrer Claudia, men også ødelægger Haralds liv ved sin adfærd? Tænker hun over, at Harald en dag ikke vil orke sin mor mere, fordi hun smadrer?

Svigermoren gentager og gentager, at hun jo vil hjælpe Harald – og at hun er den, der kan det bedst, for hun KENDER jo Harald, og Claudia er uduelig og vanskelig.
Hvad er hendes egentlige ærinde? Vil en eller anden anden kvinde være god nok til positionen som svigerdatter? Eller vil Haralds mor bare have Harald som sin egen lille helt private guldklump? Bogen giver ikke svar, mareridtet kører blot, mere og mere vanvittigt.

Og slutningen er muligvis åben – men jeg ser dog (på udmattede og dog kæmpende Claudias side, som jeg er) et håb blafre i den nordsvenske vinternat.

 

En katarsisk roman. Og bizart morsom i al sin sindssyge. 

Den anbefales alle, der har haft (eller har – modtag mine kondolencer) en nedbrydende svigermor eller anden svigerperson på halsen. Og alle, der mener, at svigermødre og deslige vist ikke kan være så slemme, og at nedbrudte svigerdøtre overdriver og er sarte og pylrede. 
Og desuden anbefaler jeg den til alle perfekte svigermødre med umulige, uduelige og vanskelige svigerdøtre – og prægtige sønner, der havde fortjent SÅ meget bedre. Jeg ved, at lige I vil hade Claudia og elske Haralds mor – og sådan fortsætter historien formentlig for evigt.

Haralds Mor er skrevet af den prisbelønnede svenske forfatter Johanna Frid. 

Johanna Frid skriver gerne om tabubelagte emner fra fx familielivet.