Bogen ”Ind i skoven” – en anbefaling

Når jeg fortæller om, hvor meget jeg går i skoven – og om min glæde ved det – får jeg en af tre reaktioner:

1) Oftest: Glade øjne og et ”ja, det gør så godt at gå i skov!”

2) ”Jeg kan ikke lide at gå i skoven – det er kedeligt/for koldt/for vådt/der er insekter.”

3) Et rædselsslagent: ”Men er du da ikke bange for at gå der alene?”

Og jeg tror, bogen ”Ind i skoven” med undertitlen ”Skovbadets kunst og videnskab” vil kunne gavne, glæde og oplyse alle tre typer respondenter, for dr. Qing Li fra Nippon Universitets medicinske fakultet skriver så sobert og videnskabeligt funderet om det, som vi skovbegejstrede instinktivt og pr. erfaring ved: At det at færdes i skov gavner vores helbred både fysisk og mentalt. For japanerne har, som det praktisk tænkende folkefærd de er, sat sig for at finde ud af, hvordan man på tilgængelig vis skaffer en stresset og overarbejdet befolkning ro. Og man tog udgangspunkt i det, mange oplever – at skoven lindrer stress, tankemylder, hovedpine og andre smerter, og så gav man sig ellers i kast med videnskabelige undersøgelser af testpersoner.

Og ja, skoven lindrer og styrker. At færdes i skov eller skovlignende omgivelser sænker niveauerne af stresshormonerne kortisol og adrenalin, styrker hvilenervesystemet og sænker blodtrykket. Og det gavner din søvn og gør dit humør bedre (nedsætter herunder angst). Også vores taknemmelighed og trang til at hjælpe/glæde andre øges ved naturkontakt, mens vores selvoptagethed falder.

Og immunforsvaret styrkes også (herunder modstandsdygtighed mod kræft). Det hjælper træernes fytoncider (olier som er del af træernes selvforsvarssystem) med.

Bogen giver anvisninger på, hvordan vi bedst skovbader (hvilket NB ikke handler om at bade i en skovsø, men om at dykke ned i skoven og dens gode virkninger) – blandt andet ved at gå langsomt og bruge sanserne meget bevidst.

Den fortæller os også om, hvordan vi kan tage skoven med hjem og gavnes af det ved fx at indsnuse æteriske skovolier, have planter i hjemmet (eller på kontoret), afspille skovlyde – eller sågar se på billeder af træer.

Bogen er letlæst og desuden smukt illustreret med billeder af skov og træer – en nydelse i sig selv.

PS: Jeg ved ikke, om de mennesker, der er bange for at færdes i skove alene, vil blive omvendt af bogen og alle de fordele ved skovbadning, den dokumenterer. Men det gode er, at bogen også fint redegør for, at bytræer og herunder parklandskaber også har skovbadningseffekt. Træer er for alle.

Bogen er udgivet på Gyldendal.

Lisbeth Zornig Andersens 'Mere Livsglæde - mindre Stress'

Lige da jeg for nylig havde købt Lisbeth Zornig Andersens bog 'Mere Livsglæde - mindre Stress', læste jeg en meget affærdigende anmeldelse af den, så jeg gik i gang med den med bange anelser.

Men jeg blev positivt overrasket. Bogen er ingen akademisk afhandling, men det giver den sig heller ikke ud for. Det er en bog til alle os nutidsmennesker, der slås med stress, fysisk sygdom, angst,  vægtproblemer, udmattelse eller anden mistrivsel - måske fordi vi som art ikke er skabt til at leve et hektisk bypræget liv med alt for mange indtryk og krav væltende ind over os, med alt for højt tempo, og med alt for lidt kontakt til naturen, vores allernærmeste og os selv.

Lisbeth Zornig Andersen skriver med venlighed, rummelighed og en dejlig portion humor ud fra sin egen erfaring med at finde lisende veje efter et liv, der har givet ar og skrammer. 

Visse af bogens afsnit kunne godt være uddybet mere, men det meste af bogen rummer dels befriende vinkler på os som savannemennesker, der tumler lidt forvirrede og pressede rundt i en verden, vi faktisk ikke er skabt til - dels en række gode råd til at finde lidt ro og funktionsdygtighed som i bund og grund fortidsmennesker, der er endt i en underlig moderne (u)sammenhæng. Og Lisbeth Zornig Andersen ryster ikke bare tilfældige råd ud af ærmet, men belægger de fleste af dem med kildehenvisninger - igen ikke altid de mest akademiske kilder, men Zornig beror sig ikke på åbenbaringer og til lejligheden opfundet hjemmestrik. Og rådene er nogle, hun selv har afprøvet og fundet brugbare. Det handler blandt andet om skovbadning, jordbadning, sang, sammenhold med de nærmeste - og kortvarig faste, motion, en særlig vejrtrækningsteknik og anden passende belastning af kroppen for at få den til at "skærpe sig" - og om ved hjælp af glade ritualer at snyde hjernen til at tro, at den har det godt.

Det gode ved bogen er, at den ikke er dogmatisk og borer sig ned i én teknik som det eneste saliggørende, men derimod giver en samling af tilgange, der kan lindre det pressede nutidsmenneske og give det et mildere (og måske lidt mere humoristisk) syn på sig selv og sit slid med at gøre det hele "godt nok". 

Det er rar og styrkende læsning. Og en del af Zornigs råd er afprøvet herfra (visse kendte jeg i forvejen) - og fundet gavnlige og helt enkelt også opmuntrende. En hverdagsbrugbar bog - skrevet af et menneske, som tydeligvis virkelig ved fra egen krop og eget liv, hvad stress og livsbelastning er. Og som har fundet en vej - eller flere - til en vis ro.

© Ane-Marie Kjeldberg