tirsdag den 15. februar 2022

Vi må stoppe med det reflektoriske 'to til tango'

Der er et udtryk, som jeg i stigende grad gennem livet er kommet til at afsky: Det affærdigende 'der skal to til tango'. For det er ikke bare en sårende afvisning af forsøg på dialog, af legitime klager eller behov for moralsk opbakning - nej, det er efter min overbevisning et direkte farligt udtryk.

Det er bestemt ikke alle, der bruger udtrykket - men det er udbredt nok, og holdningerne bag er endnu mere vidt udbredte.

Jeg har hørt medmennesker sige et trevent 'jaja, der skal to til tango' som reaktion på andres sorg, skræk og vantro over i længere tid at være blevet overfuset igen og igen af en alkoholiseret kollega. Jeg har hørt tango-reaktionen, når nogen forsøgte at tale om, at de var udsat for mobning, chikane og trusler i familielivet. Grænseoverskridelser og decideret psykisk vold blev omfortolket som gensidigt skænderi og konflikt.

Kvinder og mænd, der forsøger at tage reelle problemer i partnerens adfærd op, mødes ikke helt sjældent med tango-svaret fra partnerens side.

Endog omkring mobbede skolebørn kan voksne gribe til at tale om, at den mobbede vist også selv er ude om det (har 'underlige interesser', opfører sig 'mærkeligt', 'ikke er modig nok', 'læser for meget' etc. etc.).

Mobning på arbejdspladsen bortforklares også ganske ofte som noget, den mobbede selv er ude om.

Sågar vold i parforholdet - psykisk og fysisk - kan af omgivelserne mødes med tango-kommentarer: 'Hun er da vist også ret umulig/alt for krævende/lidt til en side.'

Og hvor ofte har vi ikke hørt en tango-reaktion, når en kvinde var blevet voldtaget? 'Hun var vist selv ude om det, sådan som hun gik klædt/når hun gik alene der/når hun gik med ham/når hun talte med ham/når hun smilede sådan/når hun var beruset.'

Og selv når det kommer til det yderste, hvor mennesker bortføres og myrdes, som i den forfærdelige sag fra Ålborg for nylig, lyder der visse stemmer, der vil give offeret (dele af) skylden.

VI LEGITIMERER DEN FORTSATTE VOLD

Vi må holde op med det her. For når to til tango-reaktionen så nemt og ofte popper op, så gør vi det svært for hinanden (herunder for børn) at søge hjælp og støtte hos andre. Vi kommer til at føle, at vi nok bare er pivede og sarte, at vi burde være mere hårdhudede - eller alternativt, at overgreb og trusler nok er vores egen skyld. Ofrene ender alene - og ensomhed med overgreb og grænseoverskridelser er alvorlig og ofte livsvarigt nedbrydende og kan i sidste ende blive livsfarlig (fx hvis overgrebspersonens handlinger eskalerer).

Ydermere er vi med tango-reaktionen med til at legitimere, at overgrebspersoner i hjem, familie, skole, på arbejdspladser, i gadelivet etc. bare kan køre på. De får jo at høre, at piger og kvinder, drenge og mænd, kolleger, ægtefæller, svigerdøtre, skolekammerater, gamle koner, gamle mænd, boomere, ekspedienter, togkontrollører, svigersønner etc. etc. ofte har fortjent det/selv har opfordret til det - psykisk vold, fysisk vold, foragt, negligering, latterliggørelse, udfrysning, nedgørelse, mobning, kold skulder, begramsning, skræmmende kommentarer, sjofle kommentarer, trusler, selvmordsopfordringer, voldtægt, mord.

Har jeg selv erfaringer med det? Ja. Jeg skriver ikke fra hattedame-perspektivet. Jeg har haft psykisk vold (i forskellige gradueringer - op til det meget grove og konstante) og fysisk vold (inklusive voldtægt) meget tæt på. Og jeg har oplevet to til tango-reaktionen udfoldet diverse gange - og oplevet reaktionens dybt ødelæggende virkninger. Overgreb - og tango-reaktion - kan slå ned overalt.

Derudfra beder jeg indstændigt om, at vi ophører med den reflektoriske og trevne (eller fordømmende) tangoreaktion - udtalt med tango-ordene såvel som udtrykt i andre ord, men i en ikke desto mindre pr. definition afvisende og victim-blamende attitude.

---

(Og ja, der findes naturligvis situationer, hvor der er to til tango - hvor to brushaner eller -høner bare er oppe at toppes; men lad os lige se empatisk, nøje og seriøst på situationen, inden vi (dovent/foragteligt) henfører alt mellem himmel og jord til den kategori.)

---

Foto: Stockunlimited

---

lørdag den 12. februar 2022

Trangen til voldeligt at tage for sig af andres liv

Jeg er søvnløs i nat ved tanken om den unge kvinde, som er blevet brutalt dræbt i Ålborg forleden. Det er forfærdeligt - og det er så nemt at gøre det til en afgrænset fortælling om, at gå-i-byen-livet er farligt for kvinder - eller om at (nogle) mænd er voldelige. Og dermed kan det blive noget, der handler om meget afgrænsede former for skyld. Nogle fremfører, at kvinder da heller ikke skal gå rundt alene i byen ved nattetide/om morgenen, eller at de ikke skal gå let påklædte eller drikke sig berusede. Andre taler for, at der skal ske en markant opdragelse af mænd over en bred kam, så de kan lære at styre deres (over en bred kam) voldelige tendenser i retning af kvindekønnet.

Men trangen (hos nogle) til at tage for sig af andres liv er ikke bare der - i gå-i-byen-livet eller i relation til kvinder. Volden findes alle mulige steder: Som fysisk vold og drab også mod mænd ude i bylivet. Som voldtægt bag familiens fire vægge. Som psykisk vold i familien. Som mobning i skolen og på arbejdspladsen. Som forsøg på at bringe en besværlig søn til tavshed ved at udskamme eller tæve ham - eller gøre hans andragender noget at smile ad. Som undergraven af en datter eller mor eller søster, bror, søn eller far, kone eller mand, svigerdatter eller svigersøn ved at ignorere, underkende, mistænkeliggøre, hakke på eller latterliggøre. Mænd gør det, kvinder gør det. Ikke alle mænd, ikke nær. Ikke alle kvinder, ikke nær.

En sag som den i Ålborg er helt forfærdelig. Den er brat og irreversibel. Men trangen til voldeligt at tage for sig af andres liv er bredere. Liv ødelægges af den grund mange steder - måske langsomt og måske ikke med døden til følge. Eller måske først med døden til følge efter en langsom eskalering over mange år.
Det skræmmer mig. Og det skræmmer mig, at vi bliver ved at bøje os, lade som ingenting, dække over, gå til side, bide i os, kun tage begrænset til genmæle, lade os tvinge til tavshed, lade os udnævne til vanskelige, selvmedlidende, hysteriske, tåbelige, komiske. Eller at vi taler og taler om tunnelsynsprægede 'løsninger'.
Jeg tror ikke, det egentlig handler om mænd og kvinder - jeg tror, det handler om magt generelt. I alle mulige relationer har nogle (ofte af meget komplekse årsager) større magt end andre. Mange kan forvalte den overmagt med følsomhed, solidaritet og respekt - men nogle (få?) kan ikke.

Jeg ved ikke, hvad vi egentlig kan gøre ved det. Men måske kan vi begynde med hver især at se på os selv og situationer i vores eget liv, hvor vi har overmagten. Forvalter vi det med følsomhed, solidaritet og respekt? Og hvis vi ikke gør, hvorfor er det så?

Og vi kan måske se med åbne øjne på vores omverden: Er der gradueringer af (psykisk eller fysisk) vold i det pæne, perfekte og velpudsede hjem? Eller på den nydelige arbejdsplads? I den søde skoleklasse?
Lytter og ser vi, når andre beretter om oplevelser af magtmisbrug eller mobning - eller har vi blinde og døve punkter? Siger vi, at det, vi hører, er løgn? Siger vi, det er ubetydeligheder? Og i givet fald hvorfor?

Og tør vi se, at vi i nogle situationer er den, der står svagest (måske fordi vi helt enkelt er fysisk svagest)? Tør vi se på, om andre udnytter deres styrkefordel?

Magten er der. Magtmisbrugerne er der. De er af begge køn. De er alle mulige steder - også de tilsyneladende allerpæneste. Måske kan vi begynde der, hvor vi lader os selv og hinanden se det og tale om det.

fredag den 4. februar 2022

Dette stormløse












Dette stormløse, der rejser sig indeni,

når skrigene udenom bliver til brøl

og lågerne hamres åbne,

mens hegnene vælter til alle sider

og bilerne er så tæt på

De andre ord, der kommer ud af det stormløse

de andre handlinger

Og evnen til ikke at sove


© Ane-Marie Kjeldberg