onsdag den 29. juli 2015

‘Fred og ro’ og ‘Marcipansøstre’ genudgives i e-format af Lindhardt & Ringhof

marcipannimage003.jpg
Hurra! Så kan det afsløres:
Mine to (papir)romaner ‘Fred og ro’ (2007) og ‘Marcipansøstre’ (2008) genudgives snart i e-bogs-form af Lindhardt & Ringhof. Kontrakten er netop undertegnet.
Jeg er vældig glad. Mildt sagt.

tirsdag den 28. juli 2015

"Byder på en fuldstændig overraskende, tragisk vending, der hæver denne krimi langt ud over det ordinære"


 Hele omslaget til min kommende krimi 'Jeg får døden' er nu på plads. Bogen udkommer primo september.
Her er bagsideteksten til smuglæsning:

"Hospitalspræsten Ester bliver tilkaldt i forbindelse med et dødsfald. En kvinde, som netop er udskrevet fra sygehuset, dør efter en blodstyrtning — 500 meter fra sit hjem og tilsyneladende alene. Nærmeste pårørende viser sig at være Esters gamle veninde Minna. Men nu kalder Minna sig  Minnanette og færdes i det nyspirituelle fællesskab Jurten. Og så er hun bange. Dødsens ræd for noget, hun ikke vil fortælle.

Flere bizarre og gådefulde hændelser følger. Ester og den unge hospitalspsykolog Andreas indser, at noget er rivende galt i det alternative miljø omkring Minna. 

”Nej!” råbte Minna inde i gangen. ”Forsvind! Vig bort!”

”Hun er blevet gal,” sagde Ester.

”Det er bare os,” råbte Andreas mod ansigtet bag ruden. ”Ester og Andreas.”

I det øjeblik gik det op for Ester, at Minnas blik ikke var rettet mod hende og Andreas, men mod noget bag dem. Hun vendte sig.

En menneskeskikkelse aftegnede sig mod den lyse væg. Den stod bare der, gav sig ikke til kende, rørte sig ikke, men betragtede dem tydeligvis ufravendt. Lurende og tyst som et dyr på jagt.  

Jeg får døden er Ane-Marie Kjeldbergs fjerde roman. ”Troværdigt og medrivende," skrev Politiken om Marcipansøstre. 

Krimiforfatter Hans Schmidt Petersen om Jeg får døden:

"Et farligt, dødbringende eventyr, med et bestialsk mord og pludselige, rørende indblik i den menneskelige natur. Et eventyr, der til sidst byder på en fuldstændig overraskende, tragisk vending, der hæver denne krimi langt ud over det ordinære.""

onsdag den 22. juli 2015

Min kommende krimi sætter nyspiritualitet under lup - og så er der også diverse, der dør

Så er forsiden til min krimi ‘Jeg får døden’ blevet færdig. Den er kreeret af Caroline Kjellberg Juul Mortensen – og jeg er virkelig glad for den!

Om bogen:
“‘Jeg får døden’ er Ane-Marie Kjeldbergs fjerde roman – og hendes første krimi.  Den udkommer på forlaget Candied Crime. En spændende klassisk krimi, men også en fortælling, som ser nærmere på nyspirituelle og alternative helbredere. Hvad kan de? Hvad kan de ikke? Hvordan står det til med etikken? Hospitalspræsten Ester, den unge psykolog Andreas og forfatteren & ex-buddhistmunken Bastian ser på sagerne fra vidt forskellige vinkler, mens de forsøger at opklare dødsfald og voldelige angreb i den nyspirituelle gruppering Jurten.”

Bogen foregår i og omkring Silkeborg – og har for resten fået sin egen side på Facebook.

Udgivelse primo september.