lørdag den 13. februar 2021

Fimbulvintersivning




















I denne Fimbulvinter siver der ord ud af mine mange notesbøger:

Fortsættes

I dette fimbulmørke

skygger på vinduet

 

Dag
Solen står aldrig op

Telefonen ringer

jeg krummer mig sammen

rede til næste fald

 

En klatrer på Dawn Wall, bare en klatrer

At fjerne hendes ene forankring, den næste, den sidste

At kalde det fortjent 

og blotte undermundens tænder og vende mundvigene opad

En rynket treårig, der ikke ved, hvordan man smiler til kameraet

Hvorfor?

 

Bror

skænder

bror

 

Hvorfor?

 

Fra min pen fiskens ånde, fuglens spyt
bjørnens sener og bjergets rødder

kattepotens larm og kvindernes skæg


© Ane-Marie Kjeldberg

lørdag den 8. august 2020

En sommer i vanviddets og fakeningens tegn

Det har været en drøj sommer. Ikke så meget fordi jeg i nogle dage var under mistanke for corona og af min læge blev sendt til test (selv om jeg skam var bange midt i min feberkulderysten).

Det var mere det at føle sig meget alene med en klar indsigt i, at vi stadig var i absolut farligt farvand. De fleste af mine medmennesker synes at have troet, at coronaen var ved at være ovre - eller var blevet ufarlig. De fleste synes at have troet på, at vi bare skulle åbne mere og mere hen over sommer og efterår, hvorefter alt ville være normalt igen. 

Det har været drøjt at holde skansen og insistere på at passe på sig selv (jeg er særligt udsat - og vil gerne om muligt nå at se mine børnebørn blive lidt større) med afstand, udendørsmøder, masker, spisen og drikken af egne, særskilte fade og kander, konstant afspritning og ingen møder med mindre relevante personer. For de fleste slækkede på alt, mødtes med gud og hvermand og stod og sad med fryd tæt i tæt med fremmede ude i sommerlandet - og mange af dem i mine omgivelser, der er endog mere udsatte end mig, syntes fuldstændig ligeglade med at passe på sig selv.

Jeg har holdt (nogenlunde) fast, og mine nærmeste har vist pæn respekt for mine beslutninger; men fra de mindre nære er der kommet en del ærligt talt forbavsende og anstrengende invitationer og opfordringer etc. til dette og hint - selv om man godt kendte til min særlige udsathed.

Også her har jeg holdt fast - og følt mig som et ret afvigende element midt i al den sorgløse sommerjubel.

Men der endte mine kræfter så også. Der har været så rigeligt med kampe i mit liv - og at kæmpe mod et helt samfund af jublende maskeløse sommerferiegaloperende danskere, det var mit energiniveau ikke til.

Så når folk snakkede om alt det normale, der skulle ske snart - store fødselsdage, rejser, messer, receptioner, eller bare alle de sommerhusture, de skulle på i sensommeren, til efteråret og jul, så fakede jeg tro på, at det da bestemt ville blive. Og jeg undlod at nævne smittefaren ved at overtage et dårligt rengjort sommerhus fra en coronasmittet forrige lejer. Jeg sprittede bare mine hænder en ekstra gang og noterede mig, at jeg skulle holde ekstra afstand til dem og deres kopper og kander og fade med kaffe og kager, når de kom hjem fra den messe (som jeg dog med mig selv vidste ville blive aflyst) eller når de kom hjem fra det sommerhus.

Og jeg sørgede stille for at få indkøbt de (stof)mundbind, som jeg vidste ville blive nødvendige og tvungne også her i landet, når smitten i kølvandet på den megen åbnen og slækken selvfølgelig ville stige kraftigt.

Jeg har følt mig i selskab med vanvittige pestramte, som insisterede på at danse, drikke af hinandens glas og smitte hinanden i normalitetens navn. Og jeg har ikke orket at tale højt om, at vi som befolkning blev manøvreret som snoredukker, ikke fordi det var sikkert at lukke op og lukke os ud, ikke fordi faren på nogen måde var ovre, men fordi det var økonomisk interessant, at mange troede det og løb ud og brugte penge - mens de som en del af handlen udsatte sig selv og deres sårbare nærmeste for risiko.

Det er faktisk en stor lettelse for mig, at sandheden og alvoren nu åbenbares for alle igen: Coronaen er der, den smitter, den er farlig - og den spreder sig hurtigt nu, fordi vi løb rundt og købte is, splaskede i badeland og holdt fest.

Hvor har det været anstrengende at fake (en vis) tiltro til situationen!

Nu kan jeg sige det, der gennem alle månederne lå mig smældende på tungen - uden at skulle kalkulere med andres (måske let dulgte) hovedrysten og opfatten mig som neurotisk pessimist eller skrupskør:

Hold stor afstand, træf kun de nærmeste og vigtigste, hold det udendørs, sprit hænder mange gange daglig, del ikke fade og kander, brug masker (overalt hvor du kommer nær på fremmede). Og tænk i nye baner fremover - mht socialt samvær, fejringer, ferier, morskab.

Det her er farligt. Og det kommer til at vare længe.


mandag den 22. juni 2020

Indbildning

Det passer ikke
Der står ikke noget mellem linjerne
Se, iskiosken er åben, og de sender fødselsdagskort
Det var godt ment og en lille influenza
Der er ikke noget spejl, det er en bar væg
Se, de dør ikke af, men med
og det er bare pænere, når bordet vender den anden vej

tirsdag den 16. juni 2020

Corona-lærdom












Coronaen er ikke ovre, selv om mange synes at tro det. Der er stadig restriktioner og forsigtighedsregler - og helt særligt for os, der tilhører udsatte grupper. Faren lurer endnu.
Men så har vi på den positive side også lært noget af denne mærkelige tid. Blandt andet har vi set, at antallet af hjerneblødninger og hjertetilfælde er gået ned. Og antallet af for tidlige fødsler er faldet helt enormt. Hvad kan det dog alt sammen skyldes, grunder forskerne? For mig som lægmand synes det ret indlysende, at årsagen er mindre stress. Men hvad er det så, vi i det daglige stresser sådan over - og som under corona-lockdownen var borte?

Under lockdownen var mange fri for at pendle og for at sidde i storrumskontorer. Desuden var mange langt mere sammen med deres nærmeste (ægtefæller og børn fx), end de plejer. Og en række af fritidens aktiviteter var lukket ned. Vi kunne ikke mosle på fitnesscentret eller til holdtræningen. Vi kunne heller ikke gå til alt muligt andet hobbybetonet. Og vi kunne ikke gå på café, på museum - eller på besøg hos venner og bekendte. Og vi kunne ikke selv invitere til middag og frokost og brunch og kaffe. Vejfester og boligforenings-kommen-hinanden-ved'er var også suspenderet. Store familiefester med fjerne fætre og kusiner og næsten ukendte grandtanter var no-go.
Vi kunne ikke fare omkring og vise vores sande (eller 'sande') aktive jeg og udadvendthed og sociale supergener - og dokumentere det på Instagram og FB. 
Der var ro. Der var nærhed. Der var måske ligefrem fordybelse. Der var for mange også meget mere ophold og færdsel udendørs end nogensinde ellers.

Tilbage til den hektiske normal - eller netop ikke?
Husk igen på de færre hjerneblødninger, hjertetilfælde og for tidlige fødsler.
Skal vi virkelig tilbage til den såkaldte normal? Mange synes at mene det. Oh, vi skal på restaurant, i Tivoli, på værtshus, til fitness, til fodbold, i strikkeklub, til keramik, til kæmpebryllup, til vejfest og til komme-hinanden-ved-halløj i forsamlingshuset. Vi skal hen og sidde i storrumskontoret og huske at have fredagsøl og fredagskage og planlægge næste firmajulefrokost.
Men nogle stykker synes, vi skal huske og lære. Huske de færre hjerneblødninger, hjertetilfælde og for tidlige fødsler - og drage konsekvenser af den indsigt, de gav os.

Jeg er en af dem, der bestemt ikke ønsker, at den såkaldte normal tankeløst efterstræbes, når det hele forhåbentlig engang er ovre corona-wise. Jo, andre må da gerne. Fred med det. Men jeg vil ikke være med, og jeg håber, at mange af dem, der i grunden trivedes rigtig godt ved coronatidens ro, vil stå ved det og holde fast i, at de ikke vil vende tilbage til at ræse rundt og have travlt med at fare fra Herodes til Pilatus. At de i stedet vil fastholde det rolige liv med færre aktiviteter og større koncentration om fred, nærhed, eftertanke, hvile, liv i naturen og samvær med de virkelig dyrebare af vores relationer.

Ro og de få nære - coronaen viste vej
For mig står det helt, helt klart efter corona-lockdownen, at jeg fungerer bedst og har det bedste helbred, hvis  der er ro på, og jeg kan koncentrere mig om de få rigtig nære - min egen lille (men talmæssigt efterhånden store) familie og nogle ganske få venner. På sigt vil jeg gerne atter ud at opleve lidt kultur igen i biffen, teatret eller på museer. Og et cafébesøg en sjælden gang får jeg måske også lyst til igen.

Langsom ro er mig. Ikke hæsblæsende fistren fra det ene til det andet. Og gruppemenneske er jeg bestemt heller ikke (kun når det kommer til min lille (store) familiegruppe). Og nu efter/midt i en truende coronasituation og i mit tresindstyvende år gider jeg simpelthen ikke have dårlig samvittighed over nogen af delene mere. Skal jeg fungere godt for dem, der virkelig betyder noget for mig, skal jeg i den grad lære af coronaen - af den ro og prioritering, som den tvang os alle ind i, og af den klarhed det gav mig.

Jeg vil ikke tilbage til normalen.
Tak til coronaen for at vise mig det. 


(Foto: Stockunlimited)

mandag den 18. november 2019

Kalibrering med naturen - og Sommerfolket, hvor naturen går over optugtelsen


Den forandringskraft, der kan være i naturen, er enorm. I min erotiske serie Sommerfolket, som sidst på måneden udkommer på engelsk og dermed er udgivet på seks sprog, har jeg forsøgt at inddrage netop dette aspekt. For alle hovedpersonerne går naturen på en eller anden facon over optugtelsen - og så forandres livet

Jeg er dybt fascineret af den kraft, der kan ligge i mødet med naturen.
I det at stå ved et hav eller på en bjergtop og tage billeder til Instagram for hastigt at køre hjem igen øjeblikket efter, er der måske sjældent  den store forandringskraft.
Men der, hvor vi på en eller anden måde får held til at fordybe os i naturen og mærke, at vi ER natur, kan vi finde en samklang, som åbner for, hvem vi (også) er, og som kan bringe os i nye retninger.
Det kan være en stille og langsom proces, som den jeg oplever i disse år, hvor jeg ganske enkelt tilbringer mere og mere tid ude dag og nat og mærker en stigende ro og mening, som i mangt og meget er ordløs.

Naturen går over optugtelsen og brikkerne flyver til alle sider
I min e- og lydbogsserie Sommerfolket, udgivet af Lindhardt og Ringhof, handler det om den store naturkraft, som de fleste af os oplever fuldstændig overvælde os i teenagetiden og mange år frem: Den erotiske drift og kærlighed.
Serien foregår sidst i 1960'erne, og alle dens hovedpersoner kastes ud i affærer eller kærlighedsforhold, som ændrer deres liv og syn på sig selv. Jeg ville på sin vis gerne have skrevet mere udbyggede fortællinger om alle personerne, men rammerne var givet fra forlagets side, så det blev forholdsvis kompakte historier med vægten lagt på kærligheden og erotikken. Men jeg er meget tilfreds med, at jeg fik forandringsaspektet med i hver af historierne: Balletdanseren, hvis karriere er slut, oplever, at basale behov ikke er så uopfyldelige, som hun troede. Den midaldrende præst ser sig selv presset ind i en form, som måske slet ikke er hans - og som han kan bryde ud af. Den trendy forfatter, der troede, han kendte sig selv, oplever hjørner af sig selv, han aldrig havde troet fandtes. Lærerinden, der har været undertrykt af sin mor hele livet, føler sig for første gang i sit liv set af et andet menneske. Etc. etc. I hver af historierne går naturen - i form af den erotiske drift - på en eller anden måde over optugtelsen, hvorved brikkerne flyver til alle sider og ender på nye pladser.

Havet og kysten gør deres
Og i Sommerfolket er havet og den danske vestkyst hele tiden baggrunden for alle forandringerne. Også den del er jeg meget glad for at have fået indbygget i serien. For den erotiske kraft kan meget - men havet og kystlandet gør deres for at kalibrere Sommerfolkets persongalleri med sig selv og den natur, de er - selv om de måske næsten havde glemt det (på samme vis som mange af os i dag glemmer den natur, vi er, fordi vi har så mange roller og konventionelle funktioner, der gør os fremmede for os selv).

Sommerfolket kan købes i alle netboghandler. Den kan også lånes på E-reolen.

Serien er udgivet på dansk, svensk, norsk, finsk og polsk - og udkommer sidst i november også på engelsk. På engelsk vil den blandt andet kunne købes på Amazon


..

tirsdag den 5. november 2019

Sommerfolket er på Bookmate (en uge gratis)

Bookmate er en mobil app til læsning og lytning af tusindvis af bøger.
Min romantisk-erotiske 1960'er-serie Sommerfolket kan også læses/høres der.

NB!: De første syv dage hos Bookmate er for tiden gratis.
Så hvis du ikke helt ved, om en erotisk 1960'er-romance fra et velbjærget dansk sommerhusområde ved Vesterhavet er noget for dig, har du nu chancen for at  læse/lytte omkostningsfrit i en uge.

lørdag den 10. august 2019

Haiku

Et kukur skal til
i mangel af nonnens fnis
mellem messerne


© Ane-Marie Kjeldberg

.
.