Trangen til voldeligt at tage for sig af andres liv

Jeg er søvnløs i nat ved tanken om den unge kvinde, som er blevet brutalt dræbt i Ålborg forleden. Det er forfærdeligt - og det er så nemt at gøre det til en afgrænset fortælling om, at gå-i-byen-livet er farligt for kvinder - eller om at (nogle) mænd er voldelige. Og dermed kan det blive noget, der handler om meget afgrænsede former for skyld. Nogle fremfører, at kvinder da heller ikke skal gå rundt alene i byen ved nattetide/om morgenen, eller at de ikke skal gå let påklædte eller drikke sig berusede. Andre taler for, at der skal ske en markant opdragelse af mænd over en bred kam, så de kan lære at styre deres (over en bred kam) voldelige tendenser i retning af kvindekønnet.

Men trangen (hos nogle) til at tage for sig af andres liv er ikke bare der - i gå-i-byen-livet eller i relation til kvinder. Volden findes alle mulige steder: Som fysisk vold og drab også mod mænd ude i bylivet. Som voldtægt bag familiens fire vægge. Som psykisk vold i familien. Som mobning i skolen og på arbejdspladsen. Som forsøg på at bringe en besværlig søn til tavshed ved at udskamme eller tæve ham - eller gøre hans andragender noget at smile ad. Som undergraven af en datter eller mor eller søster, bror, søn eller far, kone eller mand, svigerdatter eller svigersøn ved at ignorere, underkende, mistænkeliggøre, hakke på eller latterliggøre. Mænd gør det, kvinder gør det. Ikke alle mænd, ikke nær. Ikke alle kvinder, ikke nær.

En sag som den i Ålborg er helt forfærdelig. Den er brat og irreversibel. Men trangen til voldeligt at tage for sig af andres liv er bredere. Liv ødelægges af den grund mange steder - måske langsomt og måske ikke med døden til følge. Eller måske først med døden til følge efter en langsom eskalering over mange år.

Det skræmmer mig. Og det skræmmer mig, at vi bliver ved at bøje os, lade som ingenting, dække over, gå til side, bide i os, kun tage begrænset til genmæle, lade os tvinge til tavshed, lade os udnævne til vanskelige, selvmedlidende, hysteriske, tåbelige, komiske. Eller at vi taler og taler om tunnelsynsprægede 'løsninger'.

Jeg tror ikke, det egentlig handler om mænd og kvinder - jeg tror, det handler om magt generelt. I alle mulige relationer har nogle (ofte af meget komplekse årsager) større magt end andre. Mange kan forvalte den overmagt med følsomhed, solidaritet og respekt - men nogle (få?) kan ikke.

Jeg ved ikke, hvad vi egentlig kan gøre ved det. Men måske kan vi begynde med hver især at se på os selv og situationer i vores eget liv, hvor vi har overmagten. Forvalter vi det med følsomhed, solidaritet og respekt? Og hvis vi ikke gør, hvorfor er det så?

Og vi kan måske se med åbne øjne på vores omverden: Er der gradueringer af (psykisk eller fysisk) vold i det pæne, perfekte og velpudsede hjem? Eller på den nydelige arbejdsplads? I den søde skoleklasse?

Lytter og ser vi, når andre beretter om oplevelser af magtmisbrug eller mobning - eller har vi blinde og døve punkter? Siger vi, at det, vi hører, er løgn? Siger vi, det er ubetydeligheder? Og i givet fald hvorfor?

Og tør vi se, at vi i nogle situationer er den, der står svagest (måske fordi vi helt enkelt er fysisk svagest)? Tør vi se på, om andre udnytter deres styrkefordel?

Magten er der. Magtmisbrugerne er der. De er af begge køn. De er alle mulige steder - også de tilsyneladende allerpæneste. Måske kan vi begynde der, hvor vi lader os selv og hinanden se det og tale om det.