Der var så meget, der skulle ordnes hele tiden. Som selvstændig kunne jeg pålægge mig selv flere og flere arbejdsopgaver. Og det gjorde jeg.
Jeg havde dårlig samvittighed, hvis jeg tog en pause.
Det samme gjaldt i privatlivet. Der var så meget, der burde gøres. Haven skulle ordnes, der skulle gøres rent - og der var den oprydning i kælderen og pulterrummene. Og der var så mange mennesker at tage sig af - gamle og syge, de voksne børn, barnebarnet.
I grunden havde jeg dårlig ryg og burde hvile meget mere. Eller gå en lang tur et par gange om dagen - det kunne ryggen godt lide.
Men jeg skulle liiige klare det og det og det. Og det. SÅ ville jeg kunne slappe lidt mere af.
Hver gang jeg havde nået det, jeg havde sat mig for, var der dukket noget nyt op, og jeg måtte styrte videre.
Jeg begyndte at lide af søvnbesvær. Kunne ikke falde i søvn om aftenen og vågnede ved fire-tiden om morgenen ude af stand til at sove videre.
Ryggen gjorde ondt, og det begyndte at smerte i siden af min hals også, krampagtige sammentrækninger.
Opgaverne tårnede sig op. Jeg knoklede hele tiden med mit arbejde og med at ordne i huset og haven - og med at tage mig af Gud og hvermand. Men uanset hvor meget jeg knoklede, syntes der bare at blive flere og flere sager på to-do-listen.
Jeg havde kronisk dårlig samvittighed - og begyndte også at føle, at jeg da vist altid havde været en forfærdelig mor, kone, ven, forfatter, datter. You name it.
Alt burde have sagt mig, at jeg var fuldstændig overanstrengt.
Men pråsen gik ikke op for mig. Jeg havde bare travlt. Meget travlt. Havde ansvar for mange menneskers glæde og trivsel. Var ikke rigtig god nok. Ikke hurtig nok. Var ikke kærlig nok.
Jeg var blevet stress-blind. Alle mine gener og underligheder burde have fået samtlige alarmklokker til at ringe. Men jeg fattede ikke en dyt. Kørte bare på.
Indtil en morgen, hvor jeg var ved at stå op og skulle tage en hår-gelé, der stod øverst på mit klædeskab. Jeg rakte armen op - og alt sejlede. Jeg var så svimmel, at jeg slet ikke kunne fokusere. Jeg fik mig krabbet hen på min seng, hvor jeg lå lidt og prøvede at sunde mig.
Det blev ved at sejle. Rejse mig kunne jeg slet ikke.
Jeg begyndte at græde og vidste med ét, at nu kunne jeg ikke mere. Nu var jeg brudt sammen.
Jeg var syg i tre måneder. Syg af stress.
Jeg fortæller min historie for at bede jer, mine medmennesker, om at være opmærksomme på jer selv. Man kan nemlig nå at bremse op inden det totale stresssammenbrud.
Så: Har du bare et meget aktivt liv - eller er du blevet stressblind?
Hvis du selv i dit liv oplever noget af den travlhed og jeg-skal-liiige-hed, som jeg beskrev ovenfor, så test lige dig selv ved hjælp af stressblind-tjeklisten på Online-Stressguiden.
Pas på dig selv!
