mandag den 30. juni 2014

Da jeg blev stressblind

Stressblind
"Jeg skal liiige ..." sagde jeg konstant den sommer og det efterår.
Der var så meget, der skulle ordnes hele tiden. Som selvstændig kunne jeg pålægge mig selv flere og flere arbejdsopgaver. Og det gjorde jeg.
Jeg havde dårlig samvittighed, hvis jeg tog en pause.
Det samme gjaldt i privatlivet. Der var så meget, der burde gøres. Haven skulle ordnes, der skulle gøres rent - og der var den oprydning i kælderen og pulterrummene. Og der var så mange mennesker at tage sig af - gamle og syge, de voksne børn, barnebarnet.

I grunden havde jeg dårlig ryg og burde hvile meget mere. Eller gå en lang tur et par gange om dagen - det kunne ryggen godt lide.

Men jeg skulle liiige klare det og det og det. Og det. SÅ ville jeg kunne slappe lidt mere af.

Hver gang jeg havde nået det, jeg havde sat mig for, var der dukket noget nyt op, og jeg måtte styrte videre.

Jeg begyndte at lide af søvnbesvær. Kunne ikke falde i søvn om aftenen og vågnede ved fire-tiden om morgenen ude af stand til at sove videre.

Ryggen gjorde ondt, og det begyndte at smerte i siden af min hals også, krampagtige sammentrækninger.

Opgaverne tårnede sig op. Jeg knoklede hele tiden med mit arbejde og med at ordne i huset og haven - og med at tage mig af Gud og hvermand. Men uanset hvor meget jeg knoklede, syntes der bare at blive flere og flere sager på to-do-listen.
Jeg havde kronisk dårlig samvittighed - og begyndte også at føle, at jeg da vist altid havde været en forfærdelig mor, kone, ven, forfatter, datter. You name it.

Alt burde have sagt mig, at jeg var fuldstændig overanstrengt.
Men pråsen gik ikke op for mig. Jeg havde bare travlt. Meget travlt. Havde ansvar for mange menneskers glæde og trivsel. Var ikke rigtig god nok. Ikke hurtig nok. Var ikke kærlig nok.

Jeg var blevet stress-blind. Alle mine gener og underligheder burde have fået samtlige alarmklokker til at ringe. Men jeg fattede ikke en dyt. Kørte bare på.
Indtil en morgen, hvor jeg var ved at stå op og skulle tage en hår-gelé, der stod øverst på mit klædeskab. Jeg rakte armen op - og alt sejlede. Jeg var så svimmel, at jeg slet ikke kunne fokusere. Jeg fik mig krabbet hen på min seng, hvor jeg lå lidt og prøvede at sunde mig.
Det blev ved at sejle. Rejse mig kunne jeg slet ikke.
Jeg begyndte at græde og vidste med ét, at nu kunne jeg ikke mere. Nu var jeg brudt sammen.

Jeg var syg i tre måneder. Syg af stress.

Jeg fortæller min historie for at bede jer, mine medmennesker, om at være opmærksomme på jer selv. Man kan nemlig nå at bremse op inden det totale stresssammenbrud.

Så: Har du bare et meget aktivt liv - eller er du blevet stressblind?
Hvis du selv i dit liv oplever noget af den travlhed og jeg-skal-liiige-hed, som jeg beskrev ovenfor, så test lige dig selv ved hjælp af stressblind-tjeklisten på Online-Stressguiden.

Pas på dig selv!


lørdag den 28. juni 2014

Min nye bog "Stress-kollaps. Nødhjælpsguide" er netop udkommet - og jeg er virkelig glad ved det

Stress-kollaps. Nødhjælpsguide. E-bog af Ane-Marie Kjeldberg
Stor lettelse:
Min mini-e-bog Stress-kollaps. Nødhjælpsguide er netop udkommet.

Det er en bog, som – på grund af mine egne erfaringer med stress og uoverskuelige eller mangelfulde råd – ligger mig meget på sinde, så jeg er vældig glad over, at den nu er i handlen.
Jeg håber, den kan være en hjælp for andre, der rammes af alvorlig stress.

Bogen kan købes her.

Forlaget skriver om den:
"Mini-bogen med nødhjælp til dig, der er kollapset med stress. Dig, der har sådan brug for at vide, hvad du selv kan gøre for at få det mere tåleligt, mens bedringsprocessen langsomt går i gang. Kortfattede, overskuelige og afprøvede råd til de første 8-9 uger af din sygemelding.
STRESS-KOLLAPS. NØDHJÆLPSGUIDE er tænkt som supplement til eventuel hjælp hos læge, psykolog eller terapeut.
Bemærk, at praktiserende læger desværre ikke altid ved meget om stress – eller ikke har tid til at vejlede dig.
STRESS-KOLLAPS. NØDHJÆLPSGUIDE kan også være en hjælp for dig, der ikke har mulighed for at konsultere psykolog eller anden stress-ekspertise.
Også velegnet for pårørende.
Indeholder bl.a.:
  • råd om hvordan du skaffer dig fred;
  • råd om hvordan du afleder katastrofetanker;
  • tips om madvarer, drikkevarer og andet, der beroliger;
  • tips om stille, beroligende aktiviteter;
  • liste over afprøvede, reelle og virksomme apps, cd’er, dvd’er og bøger;
  • vejledning til nogle få (meget enkle) øvelser
  • samt endelig et par ord om at klare omgivelsernes reaktioner (hvilket for mange stress-kollapsede er en alvorlig hurdle)
STRESS-KOLLAPS. NØDHJÆLPSGUIDE er skrevet af forfatter og coach Ane-Marie Kjeldberg, som selv har været igennem to alvorlige stress-kollapser og ved, at du ikke har overskud til at læse lange afhandlinger eller søge rundt på nettet i timevis. Og at du ikke har behov for hurtige, ugebladssmarte råd, som ofte skader mere, end de gavner.
Ane-Marie Kjeldberg giver dig indfølt hjælp – præcist, tilgængeligt og klart."

mandag den 2. juni 2014

Fra ”tissemandslitteratur” til en grådfremkaldende smuk anmeldelse

Burde forfattere være gjort af rustfrit stål? Jeg gør status en uge efter udgivelsen af AKTSTYKKER: 11 EROTISKE GRADUERINGER.
Min bog har allerede mødt reaktioner, der spænder fra et vredt ”sådan en gang sperm" til en anmeldelse så smuk, at jeg stortudede ved at læse den.

Jeg skriver om det i artikel på Litteratursiden. Læs her.