© Ane-Marie Kjeldberg
..
© Ane-Marie Kjeldberg
..
Solen og himlen bliver skovsole og skovhimle, når de er over mig. Mine bakker er skovbakker, og du der går her, er et skovmenneske. Mine ravne ser dig an og til sidst taler de til dig, fordi du er skovens. Du går væk, og skoven ved ikke hvorfor. Den ved heller ikke hvorhen, bortset fra ravnene, som nu og da holder øje, eller duerne, eller uglerne, eller rådyrene og krondyrene. Skoven ejer dig faktisk, ved du det? Jeg er skoven, du er også skoven. Himlen er skovens, jorden er skovens. Alting springer i skov til sidst, og er det ikke lige meget, hvor vi kommer fra, når det hele springer i skov til sidst? Jeg stiller egentlig ikke et spørgsmål, for jeg er skoven, og det er nok. Jeg er skoven, og du menneske er et skovmenneske. Alting springer i skov til sidst. Har du set det springe i skov? Jeg har, for jeg er skoven. Jeg springer hele tiden i mig selv, for jeg er skoven. Dø under et træ, og du springer i skov. Der vil gro små bøge eller graner i dig meget snart. Eller birke, snarest birke. Birkene er overalt, de er på spring til at springe. Altid. Det springer i skov til sidst. Haver, huse, veje, alting. Ikke havet, havet har sin egen plads, men jeg springer ned til kanten, for jeg er skoven, og jeg springer. Jeg springer og er grøn og brun og bliver fyldt med dyr og planter, der er skov, der er skov, der er skov. Hvorfor måber du over ufoer? Har du set skoven? Hvor kommer dén fra?
© tekst og foto Ane-Marie Kjeldberg
FN's nyeste klimarapport viser, at det går ad ragnarok til. Og vi ser det i dagligdagen: Der er skybrud og oversvømmelser igen og igen og igen. Der er sindssygt høje temperaturer. Og skove og byer brænder op, ikke ret langt fra os her i Danmark.
Visse politikere og tekniske folk kommer frem og siger, at vi ikke behøver gøre så meget som enkeltpersoner. Vi skal bare vente på, at teknologien redder os. Den er så først færdigudviklet om 20-30 år, og i mellemtiden kører ragnarok bare videre. Så nej, dén går simpelthen ikke!
Nej, nu må befolkningen ændre adfærd. Vi må bidrage hver især med mindre forbrug - fra nu af: Vi må flyve mindre (droppe ferieflyrejserne - ja!), købe mindre af tøj, sko, tasker, dimser (eller købe dem i genbrug), købe kortrejst mad, spise mindre kød. Jeg har tidligere hørt en dansk ekspert fra FN's klimapanel sige, at det lige præcis giver noget, hvis vi alle går i gang. Naturligvis gør det det! For ikke alene kan vi dermed skabe en direkte ændring - men vi ændrer også verden, når vi svinger vores betalingskort eller netop lader være. Produktionen forsøger at prakke os alt mellem himmel og jord på, men den skærer ned på produktionen af de varer, vi ikke køber - eller køber meget mindre af.Og under coronaen har de fleste af os vist, at vi kunne tage ansvar og ændre adfærd i løbet af ingen tid. De fleste af os kunne godt finde ud af at holde afstand, spritte hænder, bruge mundbind og lade os vaccinere. Det var nyt for os, det var uvant, det var ikke nødvendigvis supersjovt, men de fleste af os evnede at sætte vores egen overlevelse og vores medmenneskers og samfunds med over vores egne små præferencer og griller og lommevidenskabelige hjernespind - og ændre kurs.
Coronaen var testen. Nu kommer det store træk. Vi skal som befolkninger gøre vores til at redde jorden for os selv og vores børn og børnebørn.
(Og nej, livet behøver ikke gå i sort, fordi vi ikke kan komme på flyferie, købe nyt tøj og dimser hver uge, måned eller år, æde kød i bunkevis og eksotisk frugt til dessert. Tidligere hen gik med mindre. Og det har det ps gjort for mange, også her i DK, indtil denne dag. Hygge og kærlighed er ikke lig med forbrug. Faktisk. Selv om produktionen ihærdigt har forsøgt at bilde os det ind i mange år.)
(Og hvad så med produktionsbranchen, spørger du måske, kære læser? Ja, den kommer til at lægge om, uden tvivl. Blive servicebranche og oplevelsesbranche. Og ja, produktionsbranchens indehavere kommer sikkert til at blive meget mindre rige, når der lægges om. Vi kommer alle til at blive mindre rige i den rige verden. Men hvis det gør, at vi og vores efterkommere kan overleve, så er det da vist en god handel! Den eneste mulige!)
(Foto: Stockunlimited.)
Jeg beskæftiger mig meget med naturen. Det har jeg altid gjort; men i de seneste måneder har jeg mærket meget på mine sammenhænge med den, og på menneskers sammenhænge med den i det hele taget. Jeg har svært ved at få et godt tag i det, for jeg vil gerne ud over det betragtende, systematiserende, mere ned i det instinktive eller følte, og dermed måske i høj grad det ordløse.
Og det ordløse er naturligvis en udfordring for en forfatter, men samtidig er det der, det bliver virkelig spændende.
Men jeg er nødt til at gå en omvej via de fattige, betragtende-klassificerende ord med min første tilnærmelse til emnet:
Jeg har tænkt over en systematik i mit liv, som muligvis er der, og som muligvis har en eller anden betydning. Når jeg gør regnestykket op, så har jeg en fornemmelse af, at (en pæn del af) de mennesker, jeg har haft det mindst rart med i livet, har været folk, som ikke havde noget forhold til naturen – som skyede den og opfattede den som fjendtlig, besværlig, beskidt, plagsom eller noget i den stil og mest muligt undgik at være i den (inkl. i haven), eller som helst så den i solfyldte og insektfrie postkortglimt eller gennem glas (vindue eller skærm) eller buldrede larmende motionerende igennem den uden at tage notits af andet end egen puls og præstation. Jeg ved ikke, om den er der i gennemført form, systematikken – jeg har haft en god ven, som påstod, han hadede naturen (men han talte alligevel altid om den og ville gerne have mig med ud i den, og så gælder hans påstand ikke helt, vel?). Men ellers: Jeg kan komme i tanker om nogle stykker, som jeg ikke har kunnet finde fodslag med, som fandt naturen irriterende, helst ville være længst muligt væk fra den, eller som i bedste fald så den som en kulisse. Det var ikke det, der konkret gav det manglende fodslag, det var i hvert fald ikke et debatemne, det var bare noget, der også var der.
Eller lå det mon alligevel under den gensidige mangel på trit som en uudtalt afsky fra deres side for min lytten til solsorten og trang til at komme udendøre? Jeg har altid taget nogenlunde ’pænt’ tøj på til sociale events, men fornemmede de alligevel, at min vanlige påklædning var skovbukser, vandrestøvler og vindjakker med sten og kogler og hundegodbidder i lommerne – og frastødtes? Lugtede jeg trods min nyvaskethed altid af hundesnor og af hunde, der færdes i skov?
Og ja, jeg lod altid blikket løbe rundt i de der hjem for at finde de mudrede gummistøvler og jakkerne med kogler og sten. Og jeg ledte i stuerne efter bøgerne om mos og lav eller naturlyrikken. Og jeg fandt intet af det, bare masser af terylene og små antiseptiske, blanke sko og måske nogle glittede magasiner om møbler eller smykker eller noget andet indendørs. Eller romaner om det hurtige liv i de store byer. Og følte jeg mig frastødt? Nej, det tror jeg ikke. Men nok noget i retning af hjemløs eller på den forkerte hylde – eller i det mindste en smule hæmmet i mit åndedræt.
Måske bringer det mig hen til noget mere om sammenhængen med naturen, eller måske gør det slet ikke. Vel, en note er det i det mindste.
..
Coronaens dybe undertoner er blevet tydeligere for mig i de seneste dage. Nok efter at jeg er blevet indkaldt til vaccine og dermed kan se en form for ende på den undtagelsestilstand, vi nu har levet i i mere end et år.
Jeg har følt mig noget ukoncentreret gennem hele coronatiden: Havde svært ved at læse en bog færdig, artikler måtte heller ikke være for lange, og virkelig mange film kedede mig lynhurtigt.
Men i den sidste uges tid er det blevet helt galt: Jeg glemmer, som i konstant, hvor jeg har lagt mine havehandsker, hvor jeg stillede de nyindkøbte planter – og i går aftes var jeg lige ved at tømme hundens vandskål i skraldespanden i stedet for ude under bøgetræet.
DØDSANGST (JA) OG LÆNGSEL
Anstrengelsen ved at skulle være sådan på vagt (og huske at spritte, holde afstand og vaske nyindkøbte varer af (ja, det har vi også gjort/gør stadig)) er ved at have slidt godt. Anstrengelsen ved at frygte for sit liv har også tæret. (Som lidt ekstra udsat har jeg helt reelt frygtet for mit, særligt efter samtale med min ellers ret usentimentale læge, som bekræftede mig i, at jeg stod ekstra uheldigt, hvis jeg blev smittet.)
Måske er det helt særligt anstrengelsen ved at forsøge at opretholde en eller anden art normalitet, mens man samtidig passede på sig selv (og andre). Denne evige scannen omgivelserne og deres adfærd – og den evige scannen sig selv: Hvad rørte jeg ved? Kom jeg tæt på en person her? Sidder mit mundbind rigtigt? Rørte jeg ved noget, der så ulækkert ud, oven på den spritpumpe der? Har jeg vasket den pose mysli, jeg nu vil til at spise af? Eller har den alternativt ligget urørt i 72 timer, siden vi købte den?
Man har forsøgt at føre samtaler, nyde udsigten, smile, være glad, være begejstret; men den indre scanner kørte for fuld kraft hele tiden nede under forsøgene på at gøre normale ting.
Indtil videre har vi været forskånet for at få coronaen helt tæt på familien; men bekendte og venner og deres familier plus flere af min mands kolleger har været ramt, og blandt hans kolleger i Indien er det virkelig tungt. Flere sidder med alvorligt syge familiemedlemmer, som de ikke kan få hjælp til, fordi sundhedsvæsnet der er totalt overbelastet. Så jeg skulle i det lys skamme mig over at sige, at jeg er udkørt af at være på vagt. Men jeg er træt. Og ja, udkørt. Også udkørt ved at jonglere med splittelsen.
For der er jo netop en splittelse: På den ene side er man reelt set dødsangst (selv om det ikke rigtig er comme il faut på dansk, for altså her i Danmark, ikke, der har vi det jo så hyggeligt, så sku' vi nu ikke lige slappe af og tage en wienerbasse og grine lidt ad det hele?) og derfor konstant på vagt. På den anden side har man dybe længsler efter det, der var i ens normale liv, dengang det var normalt og coronafrit.
SAVNET AF MENNESKER - OGSÅ DEM, MAN IKKE KENDER
Og der kommer så taknemmeligheden ind. Ja, sågar en taknemmelighed over for selve coronasituationen. For dødsangsten og vagtsomheden og det isolerede og begrænsede liv har fået i hvert fald mig til at se meget klart, hvad der er virkelig vigtigt:
Jeg savner at kunne være nært og frit sammen med børn, børnebørn og svigerbørn. At kunne kramme og løfte (de mindste) op. At kunne holde de små frit i hånden (uden at tænke: Nu skal jeg huske at spritte af om lidt). At kunne tale med dem alle uden at tænke på afstand eller på at vende siden til. At kunne sidde sammen og grine højt – indendøre! Jeg har grundlæggende brug for at kunne føle, at mine nærmeste er ufarlige på alle måder. Jeg har i mange år vidst, at mine allernærmeste er det vigtigste i mit liv - og kombinationen allernærmeste og farlighed rimer bare ikke!
Jeg har brug for noget af det samme - tilbagevenden af ufarligheden - med en håndfuld venner og bekendte og et par af de familiemedlemmer, der ikke hører til omkring den oprindelige kernefamilie, som min mand og jeg producerede.
Alt det kommer sådan set ikke bag på mig.
Men det er kommet bag på mig, at jeg også savner den lille sludder med en ekspedient, tandlægens sekretær eller en medrejsende i toget. Jeg savner rent faktisk dette på det helt lille dagligdagsplan at være med i et samfund. Ikke at jeg trænger til de der urbane småsludre hver dag, dertil er jeg for meget skovtrold. Men bare en gang imellem. Dette at være i en by og indgå i kontakt med mennesker, man egentlig ikke kender.
Og så savner jeg oplevelser. Savner dem i en grad, som overrasker mig umådeligt. Nærmest over i det skamfulde. Jeg har altid ønsket mig at være så meget som muligt i kontakt med naturen, og af hjertet har jeg altid været lidt af en homesteader. I praksis var der masser af naturkontakt, men ikke så megen homesteading – men jeg har altid godt kunnet lide tanken om at gøre det enkelt, finde de simple glæder etc. Og her under coronaen er naturkontakten kun blevet større, og opprioriteringen af de enkle, hjemlige glæder har faldet helt naturligt.
Så vi går de samme tre-fire ruter på nogenlunde øde steder, og vi kører cirka de samme lørdag- og søndagsture med en kold hjemme-Starbucks i den prikkede mini-køletaske, standser og ser på de samme fire-fem udsigter, shaker Starbucksen (well) og drikker den.
Nogle enkelte gange går vi en tur i den nærliggende storby med nære og kære familiemedlemmer, og én gang under pandemien drønede vi til Sjælland og gik tur med andre nære og kære i deres lille by samt sad på deres terrasse og sludrede lidt. Det giver noget andet. (Men disse byvandringer er så med hele coronavagtsomheden på niveau cirka 10 – husk afstand, ret på mundbindet, sprit af.)
Jeg savner i så krasbørstig grad et supplement af noget andet end naturen, noget andet end de enkle glæder! Jeg savner at komme på café og se (diskret) på mennesker. Jeg savner at nogen laver en lækker kaffe til mig! Jeg savner at gå ud og spise – og også her se (diskret) på mennesker. Samt udveksle små bemærkninger med tjeneren.
Jeg savner museer. Aros. Moesgård. Små byers småmuseer. Jeg vil gerne se Tollundmanden igen.
Jeg savner at gå i biografen. I teatret. At gå til en dårlig kunstudstilling.
Jeg savner at gå ind i et kirkerum og sidde lige så stille. Eller se på kalkmalerierne.
Jeg savner at gå i butikker. Særligt genbrug, men sågu også en Søstrene Grene eller Ikea. Endda i myldretiden, hvor jeg bliver rasende over alle de klovner, der blokerer gangene. Hvorefter jeg selv blokerer selvsamme gange for at stirre på en eller anden dims. (”Og hvorfor skal Søstrene Grenes gange være så smalle?” savner jeg at snerre til mine følgesvende på shoppetur.)
Så altså kultur, servering, og endda shopping. Ja igen: Jeg er åbenbart en anelse mere menneske-menneske og samfundsmenneske, end jeg troede. Tak, til coronaen for at afsløre det. Det er en indsigt, jeg næppe havde fået uden den. Livet bød mig i de normale gamle dage nok samfundsliv til, at jeg kunne vedblive at tro på, at jeg af hjertet virkelig var en ren Jens Kvernmo eller Lars Monsen tilsat lidt Far Ingalls. Men nej, homesteader-naturbarnet her har virkelig brug for en vis dosis helt dagligdags samfundsliv også. Det er ikke, som jeg ellers bildte mig ind, for mig kun et lille ekstra krydderi på tilværelsen. Det er et salt.
Lidt ind i juli burde mine kommende vacciner virke.
Så drager landmus-skovtrolden her til byen. Og tager bagefter Kvernmo-Monsen-Ingalls-frakken på igen.
Men har uden blusel byskoene klar i rygsækken til næste gang.
..
Hvad er en have? Det er nemt at svare på, vil mange sige: Det er da et stykke land rundt om et hus, en stykke land, der hører til huset.
Fortsættes
I dette fimbulmørke
skygger på vinduet
Dag
Solen står aldrig op
Telefonen ringer
jeg krummer mig sammen
rede til næste fald
En klatrer på Dawn Wall, bare en klatrer
At fjerne hendes ene forankring, den næste, den sidste
At kalde det fortjent
og blotte undermundens tænder og vende mundvigene opad
En rynket treårig, der ikke ved, hvordan man smiler til kameraet
Hvorfor?
Bror
skænder
bror
Hvorfor?
Fra min pen fiskens ånde, fuglens spyt
bjørnens sener og bjergets rødder
kattepotens larm og kvindernes skæg
…
© Ane-Marie Kjeldberg