mandag den 18. november 2019

Kalibrering med naturen - og Sommerfolket, hvor naturen går over optugtelsen


Den forandringskraft, der kan være i naturen, er enorm. I min erotiske serie Sommerfolket, som sidst på måneden udkommer på engelsk og dermed er udgivet på seks sprog, har jeg forsøgt at inddrage netop dette aspekt. For alle hovedpersonerne går naturen på en eller anden facon over optugtelsen - og så forandres livet

Jeg er dybt fascineret af den kraft, der kan ligge i mødet med naturen.
I det at stå ved et hav eller på en bjergtop og tage billeder til Instagram for hastigt at køre hjem igen øjeblikket efter, er der måske sjældent  den store forandringskraft.
Men der, hvor vi på en eller anden måde får held til at fordybe os i naturen og mærke, at vi ER natur, kan vi finde en samklang, som åbner for, hvem vi (også) er, og som kan bringe os i nye retninger.
Det kan være en stille og langsom proces, som den jeg oplever i disse år, hvor jeg ganske enkelt tilbringer mere og mere tid ude dag og nat og mærker en stigende ro og mening, som i mangt og meget er ordløs.

Naturen går over optugtelsen og brikkerne flyver til alle sider
I min e- og lydbogsserie Sommerfolket, udgivet af Lindhardt og Ringhof, handler det om den store naturkraft, som de fleste af os oplever fuldstændig overvælde os i teenagetiden og mange år frem: Den erotiske drift og kærlighed.
Serien foregår sidst i 1960'erne, og alle dens hovedpersoner kastes ud i affærer eller kærlighedsforhold, som ændrer deres liv og syn på sig selv. Jeg ville på sin vis gerne have skrevet mere udbyggede fortællinger om alle personerne, men rammerne var givet fra forlagets side, så det blev forholdsvis kompakte historier med vægten lagt på kærligheden og erotikken. Men jeg er meget tilfreds med, at jeg fik forandringsaspektet med i hver af historierne: Balletdanseren, hvis karriere er slut, oplever, at basale behov ikke er så uopfyldelige, som hun troede. Den midaldrende præst ser sig selv presset ind i en form, som måske slet ikke er hans - og som han kan bryde ud af. Den trendy forfatter, der troede, han kendte sig selv, oplever hjørner af sig selv, han aldrig havde troet fandtes. Lærerinden, der har været undertrykt af sin mor hele livet, føler sig for første gang i sit liv set af et andet menneske. Etc. etc. I hver af historierne går naturen - i form af den erotiske drift - på en eller anden måde over optugtelsen, hvorved brikkerne flyver til alle sider og ender på nye pladser.

Havet og kysten gør deres
Og i Sommerfolket er havet og den danske vestkyst hele tiden baggrunden for alle forandringerne. Også den del er jeg meget glad for at have fået indbygget i serien. For den erotiske kraft kan meget - men havet og kystlandet gør deres for at kalibrere Sommerfolkets persongalleri med sig selv og den natur, de er - selv om de måske næsten havde glemt det (på samme vis som mange af os i dag glemmer den natur, vi er, fordi vi har så mange roller og konventionelle funktioner, der gør os fremmede for os selv).

Sommerfolket kan købes i alle netboghandler. Den kan også lånes på E-reolen.

Serien er udgivet på dansk, svensk, norsk, finsk og polsk - og udkommer sidst i november også på engelsk. På engelsk vil den blandt andet kunne købes på Amazon


..

tirsdag den 5. november 2019

Sommerfolket er på Bookmate (en uge gratis)

Bookmate er en mobil app til læsning og lytning af tusindvis af bøger.
Min romantisk-erotiske 1960'er-serie Sommerfolket kan også læses/høres der.

NB!: De første syv dage hos Bookmate er for tiden gratis.
Så hvis du ikke helt ved, om en erotisk 1960'er-romance fra et velbjærget dansk sommerhusområde ved Vesterhavet er noget for dig, har du nu chancen for at  læse/lytte omkostningsfrit i en uge.

lørdag den 10. august 2019

Haiku

Et kukur skal til
i mangel af nonnens fnis
mellem messerne


© Ane-Marie Kjeldberg

.
.