Der er blomster på bordet, for i dag udkommer min 6. bog, e-bogen ”Aktstykker: 11 erotiske gradueringer”.
Min forfatterkollega og gode ven Hans Schmidt Petersen gjorde mig forleden opmærksom på, at jeg har arbejdet på denne novellesamling
i 10 år. Jeg havde helt mistet følingen med, at det var så længe; men
nu husker jeg godt, at han og jeg (blandt meget andet) talte om de
første noveller en lang, dejlig og varm sommerdag i Haderslev i 2004.
Det er en stor dag i dag, en kulmination på ti år med arbejde, tvivl
og opgivenhed og så endnu mere arbejde - og jeg bringer en inderlig tak
til Hans for kritik, sparring, inspiration, opbakning, tiltro til og
fighten for sagen på mine vegne gennem disse mange år. Det har betydet
meget for mig, at du, Hans, holdt af så meget af denne bog. Din tiltro
til den har været styrkende og dejlig.
Også hjertelig tak til min forfatterkollega og ægtefælle Reinhard Klahn.
Ham takker jeg i helt særlig grad også for tålmod med al min gentagne
bekymringssnak op til udgivelsesdagen. Efter visse voldsomme anmelder-
og læserreaktioner på min roman Marcipansøstre havde jeg svoret, at jeg
aldrig mere ville udgive noget som helst med erotisk indhold. Nu gør jeg
det så alligevel – og det har givet mange urolige tanker, som Reinhard
har lagt øre og svar til. Tak, Reinhard. Du har beroliget.
Nu er bogen
udgivet - og vi får se, hvordan det går den. Jeg er spændt, men også
vældig lettet over, at jeg - med god opbakning fra de to herrer -
samlede mod til at føre ti års arbejde til ende og ud i lyset.
Bogen ligger allerede ude på diverse e-boghandler (og priskrigen er i gang!).
Her ses den hos Riidr.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.