Hvorfor skriver du egentlig stadig?

Så kom det igen, det spørgsmål: Hvorfor skriver du?
Det er helt forståeligt, at det bliver stillet. For det første, fordi jeg aldrig er kommet på parnasset. Jeg er ikke engang i nærheden af de nedre dele af parnasset.
For det andet, som en eller anden for nogle år siden sagde til mig: "Du har skrevet i så mange forskellige retninger. Hvad er linjen i dit skriveri?"

Parnasset
Jo, jeg mærker skam godt, at nogle på eller omkring det der parnas ser mig som et sølle forfattervæsen. Det bliver ikke sådan sagt direkte, men jo da, man bliver nu og da overset eller behandlet affærdigende, på mere eller mindre subtile måder, og i stort og småt. Og jeg bemærker det da, men lader som ingenting - eller trækker mig (som oftest) bare ud af sammenhængen. Så nej, jeg har ikke fået rygende medvind, og drives altså ikke af en eller anden medvinds-optur.
(Det skal dog i denne sammenhæng retfærdigvis siges, at nogle stykker på parnasset, både højt og lidt lavere, har mødt mig med stor venlighed og imødekommenhed. Ingen nævnt, ingen glemt. Det varmer naturligvis et menneskehjerte at blive behandlet pænt - så det takker jeg for.)

Det skjulte (som tiden ikke var moden til)
I starten skrev jeg nok hovedsageligt, fordi jeg havde emner, jeg forfærdeligt gerne ville afsøge og kaste lys på. Emner, der befandt sig skjult i mellemrummene mellem det, vi faktisk sagde og gav udtryk.
Jeg skrev om en familie, der levede i de psykiske efterdønninger af en stor krig og et totalitært regime (romanen Fred og Ro), og jeg skrev om seksualiteten hos nogle purunge piger, som blev udnyttet seksuelt af en voksen mand (romanen Marcipansøstre).
Bøgerne blev læst, kom på biblioteket, blev debatteret i læseklubber - og fik også et par vældig positive anmeldelser. Men de mødte også voldsom modstand. Et par anmeldere gav i den grad dem og deres indhold kniven, og der var også enkelte læsere, som udtrykte stærk vrede mod mig som person.
Tiden var nok ikke moden til at tale om, at der havde været et voldsomt regime i Tyskland, et regime som stadig trak tråde blandt de endnu levende.
Og den var heller ikke moden til at forfægte, at vi svigter teenage-ofre for seksuelle overgreb ved at springe over i den grøft, hvor vi påstår, at børn under 18 år er aseksuelle væsner, og hvor vi gribes af rædsel for, at det hele er teenagerens egen skyld, hvis vi anerkender, at hun/han besidder seksualitet.
Jeg fik dog også en række mails fra læsere, som havde sat stor pris på bøgerne - og fortalte mig deres egne historier, som de endelig turde åbenbare. Det gjorde mig glad og taknemmelig.

Bøgerne og deres emner blev snart mere eller mindre glemt. Og jeg sad længe noget forkommen og sundede mig oven på stormene.
De to romaner er siden genudgivet som e-bøger (af Lindhardt og Ringhof). Nu markedsføres de mest som erotiske værker og kærlighedsfortællinger (hvilket de OGSÅ er). Og de læses - uden at nogen synes at gå op i limningen over dem. De kan stadig lånes i papirform på en række biblioteker og findes også begge på eReolen.

En pærevælling?
Siden skrev jeg et par bøger om at skrive og om følsomhed og stress.
En krimi er det også blevet til (Jeg får Døden). En krimi om et miljø af alternative helbredere, hvoraf nogle har etikken i forhold til patienterne i den grad i uorden.
Og så har jeg desuden kastet mig over at skrive erotiske fortællinger. I min novellesamling Aktstykker handlede det om mange erotiske gradueringer: Fra de uudlevede, men ikke desto mindre dybfølte erotiske spændinger mellem to, der ikke kan få - eller ikke vil have - hinanden til det absolut udlevede.
I andre af mine noveller har linjen været mindre underspillet. I Lindhardt og Ringhof-serien Sommerfolket er der kærlighedshistorier med klar og tydelig erotik i et 1960'er-miljø.
Lidt af en pærevælling? Ja, måske. Men samtidig er der en mening med galskaben, føler jeg.

At dryppe en dråbe
Meningen med pærevællingen ligger i, at det vigtige for mig med årene er blevet at dryppe en dråbe, som dronning Ingrid vist havde det med at sige om sit virke.
Jeg vil gerne med mit skriveri dryppe en dråbe af rimelighed, rummelighed og venlighed i en verden, som synes på nippet til at kollapse i klimaændringer, social skævhed, forskellige former for terror, gale statsledere og smuldrende sans for ret og rimeligt. Men om muligt også gerne en dråbe af glæde og lykke. Glæden og lykken ved at føle empati er noget, vi som forfattere kan hjælpe stærkt på vej. Også glæden ved at kunne sætte sig selv ind i en sammenhæng ved at læse en fortælling er væsentlig.
Og det samme er den helt enkle glæde ved at føle sig underholdt af en historie.

Stiff upper lip
Men er det ikke et udtryk for jubelidioti? For manglende realitetssans eller virkelighedsflugt i en grusom verden? For forkælethed?
Nej, jeg er som sagt klar over, at det står galt til. Det er - veritabelt - i mine tanker hver eneste dag og i mange søvnløse nætter. Det plager  mig uendeligt. Og jo, jeg har også personligt oplevet min del af sorger og modgang. (Samt mange glæder og medgang.)
Kun ved at nogle stykker sætter sig for at hæge om rimelighed, venlighed og glæde (og et moment af stiff upper lip), kan vi gøre os håb om som menneskehed at overleve med forstanden i behold. Der er også behov for fokus på alt det, der står uopretteligt galt til. I den grad. Men som jeg er skruet sammen, ville jeg dø af skræk og ruelse ved at være den, der tog den tjans - så jeg tager i stedet den anden.
Jeg drypper min dråbe. Den er lille. Men jeg drypper.